Mand med pik og 1000 værker med 10.000 nuancer forløste hendes menneskelighed

By
Morten Hjerl-Hansen
-

På bordet mellem os ligger to dugfriske eksemplarer af Herbjørg Linsemands “Navlen, forvirringen og de eksistentielle grundstemninger”. Vores bogmærker er begge strandede midt i kapitel fire og det får os til at grine højt og hjerteligt.

Hahaha.

“Ha-ahaha haha.”

Da der kommer en mus og stjæler det ene eksemplar får det os til at skændes om hvem der ejer det tilbageværende eksemplar. Vi hiver i bogen som går midt over. Det får os til at snerre ad hinanden.

Grrr.

“Grrr.”

Ups. Vi er blevet genkendte af en ældre kvinde ved det tilstødende bord. Vi skynder os at fløjte som om intet var hændt.

Fyyth fyyyth fyyth.

“Fyyyth fyyth.”

Kvinden smiler og vi forsøger os med at lægge ansigterne i alvorlige folder. Da det ikke hjælper, indser vi at vi er nødsagede til at begynde interviewet.

Hvad er sprog?

Herremand Ib kigger på mig med et tomt blik. Han er besvimet med åbne øjne fordi mit spørgsmål er så tåbeligt. Jeg skriver spørgsmålet på det lille syrlige viskelæder i toppen af min blyant og holder den lige foran hans venstre pupil. Kuren virker og han kommer atter til bevidsthed. For at undgå flere misforståelser gentager jeg spørgsmålet med en let polsk accent.

Vat æ sproh?

“Sprog er fuglekvidder fra en eksisterende gren i et ikke-eksisterende univers.”

Jeg nikker samtykkende.

“Jeg kom med min pik og 1000 værker med 10.000 nuancer og forløste hendes menneskelighed.”

Jeg skæver over til kvinden der lader som ingenting. Jeg fløjter ned i kaffen. Det giver en pluprende lyd.

Herremand Ib, nu ikke tale om din hustru og jeres ægteskab. Hvad betyder skabrøs?

“Slå det dog op.”

Jeg kigger mistroisk på hans ene vante der er faldet på gulvet og møder hans isnende blik. Før han får set sig om er jeg sprunget op på kvindens bord. En pinlig tavshed indtræffer.

Afsløring: Syge mennesker mødes hemmeligt

By
Morten Hjerl-Hansen
-

Går man udenfor i natmørket kan man høre en kukken. Det ved enhver. Hører man en væmmelig bemærkning om tredjemand, kan man dreje udsigeren om og se vedkommende i øjnene og sige: Det må du altså ikke sige! Det ved enhver. Syge mennesker slingrer i mørket og vil altid vende sig direkte imod dig uden at du har bedt dem om det. Derved overgår de de 14 procent af menneskeheden som ikke ser en i øjnene og ikke lader sig dreje nogen steder hen, fordi de har et udestående med eksistensen, som kun kan løses ved at de går op på en bakketop og flyver ned igen i en hjemmebygget svæveflyver. Af alle disse grunde mødes syge mennesker hemmeligt. At du bare ved det.

Heimsi Kern: 1800-tallet atter populært

By
Morten Hjerl-Hansen
-

Særlig 1812 er atter populært. (Atter. Underligt ord, egentlig. Red.) De unge trendsættere går på jagt i landets lokalarkiver for at finde memorabilia i form af dagbogsoptegnelser, skilte, huskesedler og breve fra 1812. Politiske referencer trækker ned. Det handler om mode og livsstil. Det handler om alt muligt mærkeligt. En læge der har skrevet “spole” på et menukort.

De lyde en tandlæge kan lave i din mund er usædvanlige

By
Morten Hjerl-Hansen
-

“Jeg prøvede at lave en sådan lyd i pausen i operaen, assisteret af min tandlæge og hans klinikassistent, siddende i deres tandlægestol, eller det har formentlig været tandlægens. Folk troede det var en performance, men hvordan i alverden kunne de tro at vi tre eller nogen som helst bagmand kunne være så visionsløse? Vi råbte og skreg, ind imellem behandlingens dele, det var et rutinemæssigt eftersyn der strakte sig fra venstre del af overmunden, set fra tandlægen, til højre del af overmunden, til venstre del af undermunden til højre del af undermunden. Et fornøjeligt eftersyn hvor vi virkelig inddrog de omkringstående publikummere med et stort, stort menneskeligt udbytte til følge. Vi råbte og skreg at det ikke var en visionsløs performance men folk råbte og skreg tilbage at det var det, en visionsløs performance, og det blev et kæmpe palaver.”

Hvad viste det dig?

“Ingen ting.”

Viste det dig ikke at tosserier kan have en socialt gavnlig og, ikke mindst, gevaldig effekt blot ved at blive ført ud i livet?

“Jo.”

Jeg taler her om mindeværdige monumenter.

“Tak, det er jeg klar over.”

Hvordan er rige og kultiverede mennesker inderst inde?

By
Morten Hjerl-Hansen
-

Hvordan er rige og kultiverede mennesker inderst inde?

De har meget mere fantasi.

Hvordan kan det så være at Mingus Trakassens oplæringsprojekt for de højere klasser slog fejl?

Det var da fordi Mingus Trakassens vurderinger af netop de højere klasser var baseret på fordomme.

Nej.

Dertil var det dumt. Et fejlskud. Mingus Trakassen prøvede at lære folk med overskud i hverdagen at have overskud i hverdagen.

Det gjorde han ikke.

Se på ham i dag. En luset penselsælger på en fiskefabrik. Jamen, har man hørt mage. En vildfarelse af dimensioner at bruge sit gode navn og omdømme på at afbryde hårdtarbejdende mennesker midt i arbejdet ved at falbyde pensler.

Men disse folk køber penslerne! De medbringer ammunitionsremme i sækkevis for at bære penslerne på sig. De tynges ned mod jorden af pensler de ikke har tid til at male med, mens de betjener robotter der renser fisk.

Men hvorfor? Hvorfor Merete?

Hold op med at kalde mig sådan.

Hvorfor?

Fordi jeg hedder Katty.

Hvorfor, Katty?

De laver pragtfulde malerier med penslerne når de kommer hjem og har ligget på sengen og ladet fantasien overvælde dem så de kan beklæde den jord der er mellem deres små børn med bønnespirer og roser, din tukan. Og så, midt i opvasken såmænd, så maler de! Skønne malerier. Alt det der kommer tilbage når de har hygget sig og leget og sunget for deres små. To milliarder malerier om året. Alle med en åre til en robåd som motiv.

Det må skyldes forvirring.

Det tror jeg du har ret i. Det må være derfor man kalder det underklassens åre.

Ja. Man behøver bare at sige underklassens åre, så forstår enhver hvad der refereres til.

Det er stort set rigtigt.

Kommentarfeltsharpiksuglen

By
Morten Hjerl-Hansen
-

Han blev kendt som manden der som svar på en lidt syrlig kommentar til en artikel på Berlingske skrev “Jeg tror godt jeg i kraft af min mereværdige karakter kan skrive noget der gør din kommentar overflødig men som lægger op til at du i kraft af skjulte og for øjeblikket hemmelige ressurser kan skrive noget til svar der i mine øjne genrejser dig så det hele ender lykkeligt.” Det var noget fornuftigt noget at skrive. En epoke på nettet var begyndt. Folk flokkedes om ham som om en starets i gamle dage. Enkelte skrev gammeldags breve til ham. Her var tale om en virkelig menneskelighed, det der i de vise ord var lagt for dagen og som lyste på alle der læste dem var mere end situationsfornemmelse, ja, her var tale om en virkelig givende og inspirerende personlighed.

Det er mest normalt at mødes med sådanne typer under et morbærtræ. Sådan gør vi nemlig i journalistikken. Det forlener stemningen med en vis naturlig elegance som får begge til at slappe af.

Men Rigkvart Testdreyer har insisteret på at mødes under en enorm kirkeklokke på flere tons der hænger lige over jorden hvorpå der løber gule mus. Morbærtræer har vi taget med i lommen, bare for en sikkerheds skyld.

Hvad er din store sprogtekniske opdagelse?

B O N G

Det er…

B O N G

Aha.

Det var noget af en personlighed. Jeg gik fra mødet oplyst og med hovedpine og en god fornemmelse i maven. Senere strandede jeg på Zanzibar. Men den historie kender De formentlig.

Ingrid Tabasco: Tiblisi-Paradjólet

By
Morten Hjerl-Hansen
-

Et paradjól er en mellemting mellem en stol og ganske almindeligt vand. Derfor forekommer det mig som noget af en overraskelse at Ingrid Tabasco nu skriver om Tiblisi-Paradjólet, der er en mellemting mellem en krydderbolle og ganske almindeligt vand. Det er i det hele taget en bog der er fyldt med almindeligheder. På overfladen. Men hvor almindeligt er det lige at en mand der hedder Jonas går ind i en Starbucks og sælger sine medbragte klejner for kaffe?! Det ville være naturligt og upåfaldende hvis han hed Bent, men nej: Jonas. Den slags støjende optrin er der nok af i bogen. Jeg elskede næsten siderne mere end bogstaverne. Ordene mere end sætningerne, læs med:

“Tiblisi-Paradjólet, hvor er det?

Tiblisi-Paradjólet er uden for Rom.

Jeg hader dig.”

Utrolig bøsset. Utrolig lattermildt.

Hvad med ordvekslingen:

“Jeg synes jeg har hørt noget om at Bent fandt Tiblisi-Paradjólet. Utroligt at der findes uopdagede paradjóler i en fuldstændig kortlagt og aldeles oplyst verden.

Resignation.

Hvad?

Hvad?

Hvorfor sagde du resignation?

Resignation er noget af det største du kan gøre.

Fromhed?

Ja.

Men kan det trænes?

Jeg ved det ikke. Mit bud er: Ja!

Kan jeg trænes?

Uden tvivl.

Kan du trænes?

Ja da.

Kan vi trænes?

Ja. For jeg forstår betydningen af at resignere og derved er det altid mig der tager kontakten i vores venskab. Uden min resignation ville vores venskab løbe ud i sandet eller en hvilken som helst anden substans bestående af uorganiske, uspiselige minikorn.

Din resignation drejer sig om din karakter, dine valg og dit store lavpunkt.

Netop.

Den er dyrebar og jeg er afskåret fra at forstå din karakter, dine valg og dit store lavpunkt. Men vi er venner for den forståelse er ikke vigtig. Men jeg nyder frugterne af det der gør dig større end livet. Frugterne. Eventuelt med tilsatte kirsebær, som jeg køber.

Jeg elsker dig. Bare jeg kunne sige det oftere. Jeg elsker dig.

Jeg elsker dig. Uden hinanden var vi ikke os og den kø vi står i ville gå lidt kvikkere. Folk ville få deres pakker hurtigere. Men vi vil også have vores pakker. Derfor står vi i køen.

Det er jeg klar over.”

Se, det er kø-kultur så det batter! Jeg forestiller mig, at de står i en kø på posthuset hvor køen er metafor for livet og posthuset metafor for verden vi lever i og der ligesom er en forseglende montre rundt om hylden med pakkepapkasser. Hvorfor denne forseglende montre? Selvfølgelig 1 fordi det foregår inde i en bog hvor det ikke kan lade sig gøre at udsende virkelige pakker til virkelighedens verden, men også 2 fordi vi skal tænke på at det ofte er nok vi står og vrøvler i en kø. Vi behøver ikke gøre det helt store selv. Det er et mysterium som bogen åbner op for via det runde hul i posthusets væg hvor supercomputeren Duffi regerer. Den smider pakker ud til folk så køen hele tiden opløses og folk kommer i snak med hinanden. Det minder så meget om livet at det ligeså godt kunne være livet. Og derfor lukkede jeg bogen i med en tilfreds mine.

Ny bog: Hubert Skytte

By
Morten Hjerl-Hansen
-

Et kæmpestort lod falder ned på den i forvejen hårdt prøvede kriminalbetjent Hubert Skytte. Sådan ser det ud fra beskueren, en person der er blevet betalt for at medvirke i denne tossede bog. Men på en eller anden latterlig måde, dvs. ved at hvirvle rundt med sin i forvejen ret grå, hemmelighedsfulde og relativt vellugtende overfrakke lykkes det ham at undvige. Det viser sig siden, dvs. da han når hjem, at der ligger et stykke kanelbark i hans midterskilning. Hvem har lagt det der? Hvad er motivet? Han spørger druefruen, men hun siger bare “kammer”. Dernæst eksploderer hendes to øverste fortænder og Hubert Skytte kan bevæge sig ind i munden og ud af munden. Uset. Vel ankommet med DSB til Bredebro tænker han for første gang, den klummermiks, på ordet “kammer”. Det er hans sjette sans Ringo Starr Effi, legekammeraten Albert, der ledsager ham igennem tykt og mange slibrige eventyr af en åbentlys homoseksuel karakter, og hans underbevidsthed Gorm den Ikke Særligt Kloge der rådgiver ham. De tre intellektuelle kompagnoner må sætte et skilt op i Bredebro før denne almindelige, bøllelignende klaphat fatter at kammer er det afgørende spor. Druefruens tip var ægte nok og Ringo Starr Effi, Albert og Gorm den Ikke Særligt Kloge klapper i hænderne da Hubert Skytte vender sig om i beg og forstår at meningen ikke er kammer men kammerat. Druefruens fortænder eksploderede bare før hun fik udtalt hele ordet. Tilbage med DSB til København. Simpelthen en rigtig god fortælling. Slutningen sælges separat som en selvstændig bog til halv pris i samarbejde med Den Anden Avis.

1...232233234...417Page 233 of 417