Den norske rigmand

Den Anden Avis er blevet betalt af en norsk rigmand for at bringe følgende to replikker i en korrespondance mellem Keito Dræn, lidt for fredelig af profession, og Bato Brunsviger, 48 procent professor. Rigmanden, Bolle Rasmussen, forklarer at indholdet ”interesserede ham på trods af manglen på substans fra begge de korresponderende herrer”.

Keito Dræns replik:

Jeg er bare et hyggeligt vanemenneske og som sådan har jeg lært at holde af mig selv.

Bato Brunsvigers replik:

Et vanemenneske er ikke hyggeligt og hvis De opsøger mig i denne foruroligende livstilstand kvæler jeg Dem med mine bare hænder
Spøg til side!
Deres samvittighed er traditionel både i den måde de forholder Dem til Dem selv og i den måde de forholder Dem til andre mennesker. Ydermere er den traditionel i betydningen ikke-afvigende fra såvel tidsånd, kulturelle omgivelser som Das Man, altså som ”man” gør tingene.
De skulle tale med Deres psykiatriske behandler i mere dagligdags termer. Frem og tilbage stille og roligt. Som i en behagelig drøm vil Deres samvittigheds blindgyder komme frem i en nogenlunde passende rækkefølge, det at blive lyttet til vil bringe Dem trøst og energi og der vil komme mere balance i Deres ubalance. Alt til det bedre!

I et tilbageblik har lanceringen af disse breve kostet Bolle over to millioner og det er vel at mærke norske kroner! På trods af etableringen af en mildest talt fed hjemmeside og flere dejlige begivenheder i form af fester og endnu dejligere efter-fester er den virale deling af ovenstående udeblevet. Bolle er ikke derimod ikke skuffet.

”Det som interesserede mig var der hvor der står at samvittighedens blindgyder kommer frem i en nogenlunde passende rækkefølge. Det synes jeg var morsomt. Det kunne jeg enormt gode lide.”

Hvorfor var det spændende?

”Aner det ikke.”

Men det her er et interview.

”Det ved jeg. Det ved jeg.”

Som jeg læser de to breve er det selve tilskyndelsen til, i et helligt øjeblik, at bryde den mangfoldigt traditionsbestemte samvittigheds tænkning dybt religiøs. Altså: Vi kan ikke pege på andre end religiøse grunde til fx at skrive til en ven. At skrive til en ven er et helligt brud med vanen. Samvittighedens gerninger er religiøse brud. Så man skal være rimelig godt hjemme i religiøsiteten for at have en ven over længere tid.

”Netop.”

Så er der noget andet jeg kom til at tænke på med de to tosser.

”Ja?”

De går en vildmarkstur sammen. De går helt ud til Ara Pigøjes hytte.

”Ja.”

Det jeg vil spørge om er, i korthed, dette: Hvad er salat?

”Ja. Det har jeg også tænkt over. Jeg synes at bladene har en tendens til at krølle lidt mærkeligt.”

Det du i virkeligheden taler om er at salat er krøllet.

”Ja.”

Så mangler vi kun at du åbner denne hersens lille dåse.

”Salat! En dåse med ultra slatten salat!”

Ny viden: Den trojanske krig stod om ”Slet ikke”

Ingenting. Ingenting overhovedet. Nada. Nichts med det herlige nynazistiske afsluttende s. Kært barn har mange navne. Alligevel roder mange i den tranasiske krig. Undskyld, den trojanske krig.

”Det helt afgørende for forståelsen af den trojanske krig består i at forstå at Slet ikke befandt sig midt ude på slagmarken. At rode i den tranasiske, undskyld, den trojanske krig er selvfølgelig et kæmpe privilegium for moderne læsere af Iliaden (Ilion, gr. Troja). Man kæmpede simpelthen om Slet ikke. Det store spørgsmål for moderne læsere består selvfølgelig i hvor Slet ikke befinder sig i dag. Her må vi gå på opdagelse i dagligsproget. Hvad sidder du med?”

Ingenting.

”Et stykke legetøj.”

Slet ikke.

”Aha! Dér fandt vi det. Slet ikke befinder sig i sproget. Som en bekræftelse af at noget ikke er tilfældet. Et skib. Må jeg lege med?”

Ja.

(Henrik og Ib leger.)

(Tæppe)

A propos Hanvor Sejlskibe

Hanvor Sejlskibe bliver født i 1994. Tolv år senere forstuver hans far foden under en skæbnesvanger tovtrækningskonkurrence på en spejderlejr efterfulgt af sækkeløb og uretfærdig saftevand uddelt i alt for små krus. Den sprogligt fremmelige dreng bliver forvirret i skolen. Han går hele tiden ind i de forkerte klasseværelser. Det viser sig senere at klasseværelserne endog har været tomme, bortset fra nærbilleder af næb. Han skribler løs i aulaen og pigerne sværmer om den usynlige dreng. Man ser kun hans skygge med den lille næse over vinduet. På trods af at han aldrig møder hverken lærere eller andre børn brillerer han i matematik og teoretisk idræt. Overalt efterlader han morsomme tekster hvilket gør ham til klassens klovn og filosof. I gymnasiet er han synlig og opnår berømmelse fordi hans skygge er modnet sammen med en klase bananer. Nu i 2017 er beslutningen taget. Han vil være hestetæmmer af i forvejen tamme heste. Han køber et armbåndsur og sætter sig på første række i byens teater sammen med kvinden i hans liv, flankeret af tamme heste der ikke kender hinanden på forhånd. Skuespillerne kan ikke undgå at bemærke det besynderlige publikum i parterret og giver den alt hvad de har i sig for at tilfredsstille parret og de nysgerrige heste. På dette tidspunkt har det gensidige kendskab mellem fruen og ham nået et så udviklet stadie at hun på forhånd ved, at han midt i teaterstykkets afvikling får brug for at eksperimentere med at skrive på løg. Hun rækker ham det første løg fulgt af de vise ord:

“Skriv lige noget på det her løg.”

Opfordringen bliver modtaget med venlighed og han skriver ordet “salat” på løget. Da han ruller det forbi de overraskede heste på hans højre side når det hen til en kinesisk skønhed som triller det tilbage, lige op i numsehullet på den mest velformulerede hest. Da den ikke har andre lyde i sit vokabular end vrinsk, prikker den Hanvor på skulderen og signalerer med et stift blik at den ønsker at løget skal blive hvor det er indtil pausen. Da tæppet falder efter første akt bæres akvarier ind i teateret som foræres til hver publikummer på husets regning. Det er meningen at man ved hjælp af medbragte årer skal padle ud af salen.

Skuespillerne er betagede og klapper ivrigt bag scenetæppet, hvad der får flere ældre herrer til at tabe deres lup.

Spørg Den Anden Avis: “Må jeg gerne få hundegalskab og blive stoppet ind i et bur?”

Student Troels Vækkula spørger:

“Må jeg gerne få hundegalskab og blive stoppet ind i et bur?”

Lektor og centerleder Tage Vaf svarer:

Kære Troels,

Du må hjertens gerne få en rabiesindsprøjtning i et bur hvorefter lægen løber ud hurtigere end remmer og tøj kan holde, men du må ikke bide vores sekretær Kitten Lohale for hende jagter jeg rundt og rundt på væddeløbsbanen om lørdagen. Jeg synes hun er så kærlig.
Jeg vil også være kærlig imod dig, for jeg er din dansklærer og i den egenskab det eneste menneske du kender. Jeg har lært dig om Torben Salling Rasmussens sopperomaner og Gry Harpvad Barders sommerdigte hvor man kan se det meste af hendes bryster.

Jeg synes din lyst eller tilbøjelighed til således at bevæge dig ind på de voksnes domæne, hvor det hele handler om vildskab, rigtig vildskab hvor man simpelthen boller boller boller er sund og næsten-bollende. Der er fart over feltet.

Jeg takker også varmt for din venlighed igår da jeg ringede til dig klokken to om natten og skreg ind i dit øre. Voksenlivet kan nogen gange være lettere at bære når vi skriger det hele ud og lader de bredeste skuldre bære det tungeste læs. Hele min familie skriger og bærer hinanden. Det får vi meget tid til at gå med.

Med venlig hilsen

Tage

Verden er bygget af fif

Vejen er lang og kringlet. Ting tager tid. Den tidsånd du som skrivende subjekt er indkastet i er desværre grå, såvel den nuværende, tiden sådan cirka nu, som den lidt større kulturelle tidsramme du og jeg lever og agerer indenfor. Vi er så godt som alle meget ensomme lutheranere.

Nu kommer overraskelsen. Verden er bygget af fif.

Verden er bygget af fif. Fif er. Fif kan synes lidt luftige hi hi men socialt set er de meget vigtige og nyttige redskaber til det gode liv. Ofte er de indpakket i helt almindelig snak frem og tilbage. Det er meget mærkeligt med de fif.

Med det verdensbillede bliver første skridt på vejen til sort latter uden personnævnelse mere tydelig.

Første skridt er at træde ind i junglen. Og i den følgende dialog skal vi se om vi kan få øje på et fif:

“Men din mand er en svag personvurdør.”

“En svag personvurdør. En svag personvurdør.”

“Ja. En svag personvurdør.”

“Hvis min mand er en svag personvurdør så er din mand en forsumpet monokel.”

“Jeg kender ham bedre end dig. Han er en Obamaagtig syrling.”

Familietjek med Andy

Jeg er træt af iværksætterånden. Det er nok den mest kedsommelige ånd jeg kender. Skabskapitalisme! Den ser man alt for meget og den kan kun, for mig, overvindes med familietjek.

Tingene er vendt lidt på hovedet. Jo mere facebookvelskabt man tager sig ud des mere krummer familien og dens medlemmer tæer når jeg, Brando Dalfrøcies, tropper op med mine fire hunde. Det skal alle parter lige vende sig til. At vi er vante til at sidde og ævle og køre os selv af. Nej. Her skal lyttes. Her skal væres til stede. En stilfærdig begyndelse giver resultater.

Jeg har den lille sære regel at familietjekhenvendelser skal initieres af et barn fra 12-18 år som har talt med mor og far i forvejen. Jeg gider helt ærligt ikke høre på mor og far ved den lejlighed. De har rigeligt at skulle have sagt i forvejen. Man siger så meget om at børn er kloge og ih og å. Jeg tror fuldt og fast på at børn ved hvad de skal være allerede fra en ung alder, så hvorfor al den putten i kasser fra samfundets side? Jeg tror ikke en skid på liberalismens hurraråb om at vi alle skal vækste og være frie fra en svag stat men jeg respekterer det synspunkt og jeg kender flere der indtager det uden at vide bedre.

Jeg håber at man vil tage disse ord for gode varer. Måske er de skrevet i omvendt familietjekangst. Hvem ved. Det kunne være spændende at få rede på. Øh.

Familietjek foregår på den måde at jeg tager en ganske almindelig fugtighedscreme med til far og en rrrrrose til mor og ubetydelige gaver til børnene og så tager vi den derfra.

Med venlig hilsen

Andy, i virkeligheden Brando Dalfrøcies

En tåre ser tilbage

”Min ven sagde altid:

Der er nogle nuancer der du må forstå,

når han hørte noget hvor nogle nuancer efter hans mening blev overset. Derpå forklarede han med næsten lukkede øjne og dybt koncentreret den nuance der var tale om. Han blev aldrig, mig bekendt, afbrudt eller modsagt, for den han talte til forstod og tog det til sig.”

Kvynte fortsætter:

”Ak ja. Det er den eneste besværlige og kantede ting et følelsesmæssigt intelligent og filosofisk og belæst menneske kan tillade sig at sige i en tid der er så forvirret og stresset som vores. En nuancering brænder altid igennem. Altid.”

Kvynte er en tåre.

”Det var hans brave og godmodige måde at sige Sådan skal du ikke tale til mig eller Det gider jeg ikke høre på eller Dér tager du fejl.”

Hvorfor bruger du datid om din ven?

”Fordi han desværre er gået bort fra at sige det.”

Hvad siger han så nu?

”Han siger: Luk røven!”

Der blev sagt forskelligt

Fire venner der ikke helt har formatet til at skrive en kronik i Politiken sidder om et bord og er noget så uenige.

Kan vi ikke bare skrive et sindsoprivende manifest?

Det har vi gjort 44 gange.

Vi evner det ikke! Vi har ikke evnerne! Det er det jeg altid siger! I vil ikke høre på mig!

Kurt, vi vil ikke høre på dig når du siger sådan nogen negative ting. Vær positiv din forbløffende røvagtige narlort!

Den kloge Vasby bryder ind:

Altså jeg har simpelthen ikke formatet til at overgå jeres formater og få jer til at se åndsbeslægtede ud, for I er så dumme! Så dumme, siger jeg! Mit format kan ikke hæve vores samlede format!

Det eneste vi kan er at sidde og spise!

Jeg har kun spist en agurk.

Du har spist min melon!

Der er slet ikke serveret meloner.

Og det er en fejl af mig. Jeg skulle have medbragt meloner.

Hør Mads Peter, din gamle røv, skal vi ikke tage desserten før din socialistiske enetale?

Jeg synes vi skal høre hvad jeg har at sige.

Vi er bare splittede og enestående.

Det er da det vi er.

Men vi er ikke forvirrede.

Må jeg citere Maradjøngade nu?

Værsgo’!

”Forvirringen i samfundet passer fint med menneskets fordybelsesangst.”

Det er godt sagt Torben!

Men det er Maradjøngade der har sagt det.

Ja ja, det ved jeg godt.

Men hvad er fordybelsesangst?

Nuancer. Komplekse sager. Det ukendte. Hvilke nuancer er vigtige? Fordybelsesangst.

Tak fordi du forklarede det for mig Ropse.

Vil du have en citron til dine rejer?

Nu skal du ikke gejle mig op til at blive luftig!

Jo men jeg vil tale om sprogskam.

Sprogskam? Hvad er det nu for noget?

Ligesom når man tager et billede af en der ikke bryder sig om det. Når man bryder ud i sprog er det også forbundet med skam.

Det er jeg glad for du siger. Nu vil jeg have den citron.

Nej.

Jamen du sidder med den.

Nej.

Du sidder med den.