“Høfligheden skal være smeltet i bunden, ellers er den ikke ægte”

”Min bedste egenskab? Jeg vil alle mennesker det bedste.”

Det må være noget af en mundkurv.

”Hvad?”

Høhøhø.

”Jo. Bestemt. Det er noget af en mundkurv. Høhøhø.”

Høhøhø.

”Høhøhøhø. Hør! Hvorfor sidder vi bare her og griner?! Skulle du ikke interviewe mig?”

Nemlig. Lad os opsummere. Menneskekærlighed i form af blind og ubetinget velvilje, høflighed og had. Først: Hvordan går velviljen og hadet i spænd?

”Det går lige an.”

Hvordan at forstå?

”Hadet er ikke så dybt som kærligheden. Hadet udspringer ofte af at vi ikke forstår.”

Dernæst det vigtige spørgsmål: Er det ikke mundkurve alle tre egenskaber?

”Sådan kan de godt tolkes. Jo.”

Høflighed, er det ikke lidt gammeldags?

”Høfligheden skal være smeltet i bunden, ellers er den ikke ægte. Den skal være smeltet sammen med kærligheden.”

Hvorfor er du kravlet op på mit skød?

“Jeg ved det ikke.”

Har du noget imod at fjerne dig?

“Jeg ved det ikke.”

“Bogen er skrevet med et flot underliggende had mellem de to hovedpersoner”

Du skriver i din anmeldelse at ‘Bogen er skrevet med et flot underliggende had mellem de to hovedpersoner Tand Lipeo og Brando Dalfrøcies.’ Må jeg spørge hvad du mener med vendingen ‘et flot underliggende had’?

”Hvis man hader lige en tand for meget kan det være rart at læse om nogle fiktive personer i en bog som nærer et lignende had. Det kan man blive direkte glad i bolden af.”

Man går altså rundt og er glad i bolden samtidig med at relationen ligger i ruiner og venter på et pust af kærlighed i form af en udstrakt hånd?

”Ja.”

Hihihi. Du er vist en farlig én at være i familie med.

”Hvorfor?”

Fordi du ser tingene i et unaturligt lys. Skam dig frem for alt ikke! Jeg tror at du nærer en dæmonisk angst for det gode, i dette tilfælde en god relation, og at dit syn på dæmonerne er at de udelukkende vedrører forholdet til én selv. Dem skal man rigtignok forsage. Men de ting der ligger i vejen mellem personer i den virkelige verden skal man ikke blot forsage men tillige overvinde ved at strække hånden ud.

”Enhver er da sig selv nærmest.”

Jamen det er meget meget egoistisk at tro at vi ikke elsker hinanden og at vi ikke holder hinanden i vores hænder. Hadet knuser hjerter. Stop det før det er for sent!

”Jeg er glad for bøger. Jeg er glad for kunst. Det er helt rart at der findes had af den kaliber i en bog så man ikke føler sig så tosset endda over at hade lidt i denne besværlige virkelighed. Nej. Man er ikke alene når man læser og bøger der spejler ens begrænsende kølighed i dette korte liv må vel være fine nok. Derfor kan jeg fint leve med 80’ernes poeter og hele det slæng der kom efter.”

Det her handler bare ikke om kunst og litteratur. Det handler om livet.

”Ja. Det er vel egentlig rigtig nok. Jeg tror på det du siger. Det jeg sagde var vel noget vrøvl så.”

We shall overcome!

Begge synger:

We shall overcome, we shall overcome,
We shall overcome someday;
Oh, deep in my heart, I do believe,
We shall overcome someday.

Nessie Pak Manna: 4 tornystre

Nessie Pak Mannas fjerne efterkommer og navnesøster sidder foran mig med en oldgammel tornysterredegørelse.

“Det mest fantastiske er, at jeg stadig har de fire tornystre som redegørelsen omhandler.”

Hun peger.

“Hej Erik.”

Lyden kommer fra det dyblilla tornyster. Nessie Pak Manna ser ned i sine papirer og undertrykker en vidende mine. Jeg spørger mig selv hvad i alverden der foregår. Bedst som jeg troede os alene på det halvmørke loft.

Hvem var det der sagde ‘Hej Erik’?

Nessie Pak Manna kalder småirriteret og uden at flytte blikket, hvorefter tre mænd i arbejdsdragter rumler frem i loftsåbningen med en haveslange imellem sig som de nu bruger til at spule det dyblilla tornyster. En fjerde mand i samme type arbejdsdragt dukker frem fra tornystret, smilende og grinende, og de fire mænd tørrer pytten op og forsvinder.

“‘Hej Erik’ er deres signal. På den måde finder de hinanden, når de er ude og løse en opgave.”

Hej Erik?

Før jeg får kigget mig omkring og indser min fejl dukker de fire Erikker op og vasker mig grundigt. Nessie Pak Manna overværer optrinnet hulkende af grin.

Ren. Tør. Vi er alene. Interviewet kan begynde.

Hvad rummer de fire tornystre?

“Å. Det har jeg faktisk aldrig skænket en tanke. Jeg vil skyde på røg, uld, små bunker gammelt korn, uanselige mængder guld, nullermænd, primitive træfigurer, filosofbøger. Den slags ting.”

Den slags er guf for en antikvar som mig.

Nessie Pak Manna lægger hovedet på skrå.

Og resten af interviewet handler om mig.

”Det ser man ikke på en bodega”

En bodegas muntre stemning, dens konventioner for forudsigelig og uforudsigelig opførsel og de fysiske rammer sætter vel nogle begrænsninger for hvor dybt vi kan lære hinanden at kende et sådant sted. Simpelthen fordi de situationer vi oplever hinanden deltage i ligner hinanden fra besøg til besøg.

”Ja. Det er mest det du nævner der. Man snakker meget. Man snakker om det man har lyst til mens den anden ser lige hen over sin øl hvor lyset er blåt mens den anden snakker.”

Det bliver blåt.

”Det bliver det.”

Og der er det vi kommer ind på emnet tunfisk. For du er jo tunfisker.

”Man ser ikke en mand fiske efter tunfisk på en bodega, surre fiskestangen fast til billardbordet, kravle i armgang ud ad linen og tage en stille og rolig snak med en ophidset tunfisk. Det ser man ikke på en bodega.”

Det ser man ikke på en bodega.

Lettet landmand: Tøjknapperne i min gyllespreder var bare tøjknapper

”Det rumlede en del. Selv inde i føllehuset. Det kalder jeg førerhuset på min gyllespreder. Jeg glipper med øjnene.”

Me Bjælde-Darkness: “Det er når vi ubevidst siger god for mennesker som vi slet ikke kender at vi er allermest selvhøjtidelige”

Vi skal i dag tale om tillid til strømlinede guttermænd og velplejede, polerede midaldrende kvinder med designerbriller og topjobs i diplomatiet. Og alle de horder af billige efterligninger som, ifølge dig Me Bjælde-Darkness, håner det kropsnære og virkelige rum ved at være alt alt for out-there. Der findes, ifølge dig, kun det nære kendskab til et menneske. Der hvor vi kan tale samme kropssprog. Der hvor vi kan se det andet menneskes ydmyghed, lytteevne, empati og hvor udseende, charme, retorik, fup og fiduser og særegenskaber er skrællet bort. Findes der ingen seriøs og pålidelig måde at videreformidle en ægte oplevelse af et andet menneskes kerne i medierne?

“Jo. Den videreformidling må bare ikke være sober og objektiv.”

Hvad skal den så være?

“Den skal fremdrage noget dramatisk.”

Kulørt? Farverig?

“Dramatisk fremdragende.”

Iscenesat?

“Dramatisk fremdragende.”

Komisk? Tragisk?

“Dramatisk fremdragende.”

Dreje sig om det dybt personlige?

“Dramatisk fremdragende.”

Sig mig for syv sytten hvad du mener din tanketomme torsk!

“Videreformidling af det nære møde med et andet menneske i sandhed er en selvmodsigelse. Det er totalt uønsket af alle andre end de idioter der laver lortet i medierne. Det, læseren er ude efter, er en gentagen historie om sig selv uden særlig mange overraskelser. Historien drejer sig om den dramatiske indadvendthed.”

Det er litteratur du taler om.

“Ikke nødvendigvis. En journalist skal også lære at man ikke kommer uden om de dramatiske virkemidler. De er nemlig langt mere sande og ærlige i mediemæssig portræthenseende end at blæse et eller andet kvaj til nationalklenodie i overskudsagtighed.”

Tillid i studiet er vel nok?

“Tillid er et meget, meget klægt fænomen når det ikke er os selv eller den vi snakker med direkte der oplever den.”

Hvad skal journalisten så gøre for at fremdrage dramaet?

“Hvad tror du jeg vil svare?”

Journalisten skal sørge for at samtalen finder sted ved et lejrbål i mørket. Det er neutral grund. Det er frihed. Det er tæt på at være ægte.

“Dit svar er latterligt. Det rigtige svar er at det er bedrag og lort altsammen når der er medietillid på blusset. Så må folk bare lære at sige fra. Hoppe over på en anden kanal ligeså snart de hygger sig lidt for meget i studiet på P3. Undgå fysiske møder med folk der hele tiden popper op i medierne.”

Hihihi.

“Det er når vi ubevidst siger god for mennesker som vi slet ikke kender at vi er allermest selvhøjtidelige.”

Hellere knække sin telefon end sidde med en selvhøjtidelig mine og læse en Information-artikel på den?

“Til hver en tid. Vi bør altid vælge aggressionen frem for selvhøjtideligheden. Ellers er der ikke noget håb for os.”

Tak fordi du kom!

“Det var så lidt!”

Du er nu en rar rad!

“Husk nu at studietillid er noget rigtig vammelt noget.”

Vil du have et kys?

Samsurakis 4 gyldne leveregler

De fleste mennesker kender Samsurakis 4 gyldne leveregler fordi de er geniale og synes at indkredse eller beskrive de fleste aspekter af livet:

1. Du behøver ingen særlige forudsætninger for at fange en turkis bjørn.

2. Hvis du forklæder dig i et turkist bjørneskind, vil ingen tro på at du er en bjørn.

3. Hvis du er turkis findes du ikke.

4. Du er en bjørn.

De fleste ved også at vi intet ved om Samsurakis foruden de fire sentenser. Derfor opsøgte Den Anden Avis den nu 22-årige Samsurakis i Lyngby på Sumatra, hvor han har haft fast bopæl igennem de seneste år.

Kommer der flere sentenser eller leveregler fra din hånd?

“Jeg er ved at opfinde armbåndsuret.”

Sådan et?

“Ja.”

Hvorfor tror du dine sentenser er blevet så populære?

“Sentenserne kan spille skak, harpe og WordFeud.”

Hvordan?

“Det kan jeg ikke forklare dig.”

Giver du en kop kaffe?

“Bruger du sukker eller mælk?”

Sprogminuttet med Carl Flemming Tibiscus: Talemåden: ‘Man kan ikke have en mand siddende som…’

Carl Flemming Tibiscus rømmer sig.

“Jeg næsten tilbeder talemåden ‘Man kan ikke have en mand siddende som [indsæt det han gør sig skyldig i her]’. Det er en storborgerlig talemåde som bruges i bestyrelsesarbejde. Alene det gør tingene herlige. Alle de ting der står rundt om mig er herlige. Det er ganske vist billige ting, men alligevel.

Talemåden handler ikke om inkompetence men om uduelighed som igen bunder i en blanding af fire elementer: magtfuldkommenhed, selvfedme, højrøvethed og arrogance. Det er altså en udvidet korrumperethed der er tale om hvor personen i søgelyset tager sig friheder på andres bekostning. Det er ikke en overordnet dom for man tilføjer typisk ‘jeg ved ikke hvad han ellers render rundt og laver, han kan sagtens være en god familiefar’. Den slags talemåder skal vi huske på for vi sidder alle i flere bestyrelser uden at tænke over det.

En person fra storborgerskabet der lader som om vedkommende ikke forstår dette er egentlig ikke bedre end en flipproletar. For man skal hverken snobbe nedad eller opad. Man skal slet ikke snobbe. Man skal være den man nu engang er.”