Venskabsminister Skafot-Piv: “Du undgår ikke kaotiske skuffelser”

Jeg gik ind på hjemmesiden ”De rette ting at sige” fordi jeg ved at den rette ting at sige undertiden kan være en dør man ellers ikke opdager. På hjemmesiden frarådes det at jeg bruger hjemmesiden i tilfælde af at jeg er forelsket: Da kan en kaotisk skuffelse opstå. Endvidere bør jeg nævne overfor den anden at jeg har været inde forbi hjemmesiden: Jeg behøver ikke aflevere den rette ting at sige med hatten i hånden, det er for udsat, nej, den rette ting at sige bør altid afleveres reflekterende: Ikke: ”Jeg tænkte på…” eller ”Det faldt mig for brystet at…” Men: ”Ham/hende her skriver sådan: … Gad vide om det var noget jeg kunne sige til dig uden at blive misforstået.”

Ligesom i en leg bør jeg nyde at bryde reglerne, bryde ud, bryde lidt med det vi leger hele tiden.

Flere citater fra hjemmesiden:

“Fordi de sproglige kategorier er stærkere end vores fantasi (det er ikke fantasiens opgave at være stærk) er denne hjemmeside nødvendig.”

“Det hedder ikke: Min ven svarer ikke og tager ikke initiativer.
Men: Min ven giver spillerum for at jeg kan bruge min fantasi og være hovedforfatteren på hvordan vores forhold nu skal være.”

“Alt starter med en bebrejdelse: Du er ikke særlig god til at være min ven i øjeblikket. (‘Der er det jeg siger: Én krop. En fisk ude.’)”

“Venskaber 2016: På overfladen vil vi gerne ligne unikke kendisser der generøst lyser på vores venner med vores gode venskab med vores egne gode holdninger, men kradser man lidt i denne overflade er vi egentlig mere interesseret i god gammeldags give-and-take kærlighed.”

“Kontroller og styr dit venskab ved hjælp af sproget og andres viden – nu helt uden samspil.”

“Dit venskab er som en bil uden hjul der kun kan køre meget meget langsomt. En slags neutral snegl med kabine. Dit venskab er overhalingstruet. Sæt det i system før det ender på livets landevej hvor der er fart over feltet! Sproget og andres viden er dine venner, det kan lykkes uden samspil.”

Disse syngende mexikanere har intet med denne sensommerberetning at gøre

Fernisering i New York City, år 1969. Det altid årvågne men endnu uopdagede geni Sam Trotski fornemmer straks at andelen af kunstnere der er gået bag om dansen er usædvanligt høj. ”Hold kæft! De er jo intet! Og de aner det ikke engang selv!”

Den gamle mentor Franse Knarrerobot, i pels og med hornbriller, griner overgivent, trækker Sam ind til sig og hvisker hemmelighedsfuldt: ”Korrekt. Se!” Men Sams opmærksomhed fanges af et inderligt talentløst kvindeportræt. Franse kvidrer videre men han siger kun rigtige ting og Sam hører derfor ikke efter. Vent. Nu står der en kvinde foran portrættet. Hun ler. Det er hende selv! Sam løsriver sig og nærmer sig lidt, men stopper igen brat da han opdager forskellige ting. Han er en ung mand der formår at passe på sig selv. Han drejer til siden men har ikke tid til at afværge en flaske eddike som han snubler over. Han snubler videre over en pingvin skulptur og alle de talentløse kunstnere begynder at opdage snubleren der uforsætligt vælter, triller, kolliderer som en løssluppen kugle i et flipperspil.

Sam Trotski kan ikke huske hvad der siden skete.

Af respekt for Sam Trotskis talent, som i modsætning til denne skitse er vores egentlige mysterium, må vi derfor være tavse og vende bladet.

(Forhåbentlig accepterede De, min læser, ikke den krukkede lille ”regel” og ”begrundelse” for hvorfor teksten må stoppe.)

“Stilhed og ro er da et langt bedre alternativ end mudder”

”Hvorfor smører vi mudder på hele kroppen lige op til under halsåbningen inden vi går på arbejde?”

Det gør vi heller ikke.

”Men hvorfor mudrer vi hænderne dejligt og vasker dem lige nu?”

Det gør vi ikke. Vi sidder stille og roligt og taler sammen i en dybt koncentreret tv-by.

”Hvad er der med den stilhed og ro? Er du blevet bindegal?”

Stilhed og ro er da et langt bedre alternativ end mudder.

”Jamen det er ikke stilhed og ro og hygge. Det er stilhed og ro og hygge at sidde derhjemme.”

Fint, hvis du hellere vil sidde derhjemme i en mudderpøl.

”Sure røvhul.”

Det er min opgave som interviewer at samtalen skal forløbe stille og roligt. Lad os begynde forfra.

”Hahahahahahaha. Det lød sjovt da du sagde: ‘Det er min opgave som interviewer at samtalen skal forløbe stille og roligt.’ Det har jeg aldrig hørt i et tv-program før.”

Men det bliver klippet ud.

”Hvorfor?”

Der sad en myg på vores pande mens jeg sagde det.

”Vores pande?”

Når et interview finder sted har vi samme pande. Det er en regel vi har.

”Det er jeg glad for du sagde.”

Hvorfor?

”Fordi det lød morsomt.”

En læser spørger: Hvordan er vi overfor hinanden?

Den Anden Avis har modtaget et mangesidigt og spændende spørgsmål, nemlig hvordan er vi overfor hinanden.

Vi har inviteret en person i studiet på Malnagade som vil anskueliggøre svaret ved hjælp af uldbolde, ja, han vil mere end det, han argumenterer for at sociale relationer er noget fysisk og ligefrem består af disse uldbolde.

Hvad er en social relation?

”De fleste vil nok svare: ‘Det er svært at sige.’ Men der er det vi skal se på værensuld. En ret stor mængde. Ulden viser de gode og dårlige sider af vores relationer. Væren er uld. En uldbold er vores relation og det er bevist gennem ritualer udført af en ganske almindelig tenor.”

Jamen hvis tenoren ryger og taber en glød ned i værensuldbolden futter den vel af og det resulterer i at vi glemmer hinanden.

”Hvis tenoren ryger futter såvel bolden af såvel som alle de andre bolde.”

Er det nogensinde sket at alle har glemt alle?

”Det sker faktisk hver aften klokken halv ni.”

Hvornår husker vi så hinanden igen?

”Det er først når bolden kommer rullende.”

Hvilken bold?

”Kendskabet til Gert Slåenbidder.”

Bider han i et slåen?

”Så hans mund snerper sig sammen. Ja.”

Jeg kan godt se det for mig.

”Din fantasi fungerer fremragende.”

Hvorfor rækker du mig en gryde?

Ph.D.’er med speciale i hårdt arbejde havde hemmelig himmelseng stående på sit kontor

Sarks Straksebasse ser træt ud da jeg møder ham. Skandaløst deprimeret. Hmm. Tænke tænke. Men tænke tænke med psykiatrien i stadig bevidsthed? Jeg fornemmer instinktivt at han ikke er vant til at tale eller blive lyttet til. Jeg fornemmer også instinktivt at han bærer et tændt stearinlys på hovedet. Hvilket ikke er tilfældet. Instinkter er hvad de er.

Jeg vælger at være forsigtig og rækker ham en roman.

”Kunne godt lide side 22.”

Jeg nikker og skænker kaffe til os begge.

Senere.

Han er på sit værelse, jeg på mit. Det bliver en mærkelig kamp med mig selv at kæmpe mig bare fire-fem meter frem mod ham. Min hustru er wing-man. Min hustru.

Sarks Straksebasse ser træt ud. Der blev jeg træt.

Jeg blev træt da jeg satte mig ned og tænkte over dig og det alt sammen.

”Blev du træt? Du? Du skal lige til at interviewe mig og så blev du træt?”

Flere teatertosserier med Den Anden Avis

Frederiksen glipper med øjnene. Han har netop modtaget et brev med en faktura fra belysningsvæsenet pålydende 42 kroner. Han er ikke chokeret eller i vildrede, eftersom det at betale ligger inden for hans økonomiske formåen. Publikum indser nu at glipningen aldeles intet har intet med fakturaen at gøre, hvilket viser sig ved at glipningen fortsætter efter han har lagt brevet fra sig. Erkendelsen af dette bevirker at publikum udbryder et langstrakt ‘ahhh!’ Der går 34 sekunder. Glipningen stopper. Første replik falder.

Frederiksen: Ulla!

Ulla ind. Publikum lægger først ikke mærke til hende fordi lysmanden ved en fejl har aktiveret røgmaskinen. Irriteret dukker hun frem af tågerne. Hun har det sødeste forklæde på, hvilket får hende til at bryde ud i sang. Mellem hvert vers hoster publikum ukontrolleret.

Frederiksen: Ulla min egen! Kom og sæt dig ved mine fødder. Har du lavet knagerækken?

Ulla: Ja.

Frederiksen: Husk at alle knagerne skal sidde løse i dag. Brando Dalfrøcies kommer til te og jeg vil gerne have at hans jakke falder ned.

Ulla himler med øjnene og det står klart for publikum at hun er træt, ikke af husarbejdet, men af practical jokes med husets gæsters jakker. Hun beslutter sig for at tage bussen til Kaplev og gemme sig i Brando Dalfrøcies ærme og lave en vits med sin mand ved at båtte med et båthorn inde fra ærmet ved ankomsten. Hun får held med sit forehavende. Dalfrøcies og Frederiksen ler, hilser derefter hjerteligt på hinanden, bytter plads og hilser atter. Derefter tager de plads i to behagelige stole for at bevidne om Ulla har flere sjove påfund i ærmet. Latterstormene fra publikum har givet Ulla selvtillid og hun opfører sig nu som en slags klovn. Hun tager virkelig kegler. Stående ovationer indtil en myre viser sig på scenen. Frederiksen peger alvorligt på det uanselige insekt.

Frederiksen: Se! Der kommer en myre!

Pinlig tavshed. Frederiksen har klokket i det. Hans elendige tilløb til en vits falder til jorden med et brag der giver genlyd i hele teatersalen.

Frederiksen er en munter mand der ikke er sådan at slå ud. Han får vendt hele stemningen i sin favør med næste replik:

Frederiksen: Den myre er vist lille!

Dalfrøcies og Ulla er yderst tilfredse med stykkets succes og selvom det ikke er helt færdigt endnu bukker de og modtager publikums applaus. Også Frederiksen overgiver sig og bukker. Som afrunding kigger Ulla ud over publikum indtil hun opdager en festlig person. Hun kaster indholdet af et frugtfad ned til ham, stykke for stykke. Af bar nervøsitet begynder han at spise en banan og bliver ramt i øjet af en appelsin.

(Tæppe.)

Teatertosserier med Den Anden Avis

Det der foregår på scenen er ikke videre interessant og jeg siďder og prøver at forestille mig hvordan ansigtet på herren på rækken foran mon tager sig ud, indtil min nysgerrighed tvinger mig til at lægge en nøddeskal i hans nakke for derved at tvinge ham til at vende sig om og hviske ”Hvad dylen laver du, Daniel Rachtsnor!” Han vender sig om og hvisker i stedet de uventede ord: ”Hvorfor lægger du en nøddeskal i nakken på mig?” Jeg undskylder, han godtager, vi nikker til hinanden og retter igen vores opmærksomhed mod scenen. Da den nette skuespillerinde Ingeborg Hej rejser sig for at gå til frisøren midt i Christiansens og Dalfrøcies skæbnesvangre monolog, de udtaler ens replikker samtidig, mens de bladrer i doktor Kummes billedbog om bier, sker der det mærkelige at publikummeren Tivisko Predsemand til højre for mig i parterret også rejser sig. Et romantisk optrin er under opsejling mellem scene og sal, mellem en yderst rig direktør og en ung skuespillerinde. Tilsyneladende passer de overhovedet ikke til hinanden. Predsemand passer til pølsemanden på torvets datter og skuespillerinden passer til låsesmeden Brando Dalfrøcies i Kvastby. Predsemand er på vej på biblioteket. Hej er, som nævnt, på vej til frisøren. Nu synger han en arie og han gør det pragtfuldt. Det er genialt udtænkt: Lydniveauet fra Predsemands anstrengelser gør Hej blød i knæene og blomsterne vælter ind over hendes ben. Det er den slags der gør at et stykke bliver reddet og man alligevel går ud fra skuespillets verden med en god fornemmelse i maven.

”Det dersens har jeg følt dengang jeg var ung. Jeg fornemmer derfor tydeligt alvoren i det hun mærker.”

Midt i tv-programmet, et vistnok totalt ligegyldigt drama, afbrydes vi af Hubert Laplanta som sidder på gulvet: ”Det dersens har jeg følt dengang jeg var ung. Jeg fornemmer derfor tydeligt alvoren i det hun mærker.” Vi ser på hinanden alle fem. Snejse skruer ned for tv’et. Jeg rykker frem i sofaen og aktiverer optagefunktionen på diktafon-appen. Som journalist er det min pligt at forfølge de ledetråde der bliver mig tilbudt, også i form af halvdebile indskydelser og på trods af at Hubert, der er voksen, svækker sin troværdighed mærkbart ved at lege med hvad der ligner et mini-savværk.

Hubert. Her er Liverpool. Kan du høre mig?

”Jeg kan høre den gamle havn.”

Jeg står i den gamle havn.

”Ja. Det ved jeg godt.”

Du sagde lige noget enormt fint som alle midaldrende og ældre kender til, nemlig at selvom vi ikke føler så stærkt længere så kan vi godt mærke alvoren stadig væk.

Men Hubert Laplanta har problemer med savværket der skal løses omgående. Bestyreren venter på en rem af en eller anden slags og imens skal arbejderne sættes til forskellige ting. Hvad nu? En form for tvangsaktivering finder sted. Bestyreren binder arbejderne til stolper med seler han har liggende i en slagbænk indtil de skriver under på umenneskelige erklæringer om frivillig afståelse af værdighed. Hvad nu? Er det solen der kommer tordnende i en bue over hele selesceneriet eller noget endnu mere magtfuldt? Selerne brændes over og arbejderne er frie. Huberts leg er afsluttet på bedste måde.