Sprutteblæk er en rigtig slem blæksprutte. Den kan nemlig godt lide at sprutte blæk i hovedet på folk. Problemet er bare at der ikke kommer så mange folk nede på havbunden. Derfor bliver den ven med et lille stykke mikroplast som den forulemper og gør rasende. Plastikstykket hævner sig ved at fortælle en lang og trættende historie om dengang det var en del af spændet på en slalomstøvle. Det er ikke en bog for sarte sjæle eller børn med gode hoveder. At denne børnebog overhovedet blev skrevet, vidner om voksenforfatterens dybe og pinlige fremmedgjorthed i forhold til andre voksne, særligt blandt de aller aller nærmeste. Jeg ville ønske at forfatteren var druknet før vedkommende nåede at skrive dette infame makværk. Hold op med at skrive Peter Vamk. Stop. Nu. Du må ikke være forfatter længere. Det kommer ikke til at gøre mere ondt end hvis Putin tog reflekssolbrillerne af og spænede ud af Kreml. Det kommer ikke til at medføre mere eksistentiel lidelse end når du har problemer med din mor. Når alt det er sagt var der i bogen ét solidt dryp af kærlighed, nemlig på side 33 hvor plaststykket laver pølser og gemmer dem i en æggebakke i Sprutteblæks køleskab. Der faldt tingene lidt på plads for mig. Det var en klar markør fra forfatterens side, en umisforståelig indrømmelse af nogle gode klassisk Freudianske ting som forfatteren må rode videre med. Men den gode stemning bliver smadret allerede på næste side hvor Sprutteblæk brækker sig på en kiks og tisser på en cykel — samtidig! En ussel bræk-lortebog fra et brækhoved af en forfatter. Jeg håber at forfatteren vælter sidelæns ned fra sin cykel og slår tindingen ned mod en brandhane. Jeg håber forfatteren herefter slæber sig ind på en af de der restauranter ved Scala hvor alt inventaret, der skal ligne gammelt bras, er udvalgt i et katalog fra Honduras.

“De må have troet hans hus er Noas Ark. Du ved hvordan dyr tænker. Det er ligesom ikke intelligens der stråler ud af dem.”

Trump har brugt morgenstunden denne fredelige Biden formiddag på at spise i alt 40 forskellige dyr.

Den første var papegøjen Timothy:

“Jeg var lige stået op. Klokken var 11:11 ligesom i Rufus Wainwrights sang af samme navn. Wasn’t in Portland and I wasn’t in heaven. Så kommer Trump og sandelig om ikke han æder mig.”

Hvad gjorde du da du var blevet spist?

“Jeg fløj bort.”

Fornuftigt.

Kalle er altid i udvikling.

Nej. Kalle er løbet sur i sig selv.

Jeg har hørt at mange forfattere styrer direkte imod et image som sød og fantastisk. Det er jo et kæmpe problem for åndslivet i Danmark. Man skal være godt selskab. Jeg er godt selskab.

Jeg er godt selskab som forfatter fordi jeg kan åbne bøger af mine syv tænkere dagligt, også om søndagen, og trodse, direkte og konfronterende og pisse ligeglad, den angst for det gode som hviler tungt over de forfattere der søger det gode indeni dem selv som noget personligt. Det sidste er selvfedme. Det har jeg lige sagt.

Jeg henter min kraft i mit upersonlige hjerte.

Hvad er der med den selvfedme? Skulle man ikke måtte elske sig selv og øve sig i at blive bedre til det og herigennem blive mere selvudviklet og et dygtigt spejl for læserens personlige selvudvikling og selvforståelse. Nonsens. Vi elsker alle os selv. Punktum.

Det gode inden i har intet at gøre med personlighedstræk. Det har noget at gøre med Helligånden.

Der er da ikke noget bedre end at være sammen om noget helligt som er inde i hjerterne. Når nu vi mennesker er så forskellige, så fjendtlige overfor hinanden som voksne i udgangspunktet er. Det er da dejligt at kærlighedens transformerende kraft, den som er hovedtemaet i Selma Lagerlöfs forfatterskab har et guddommligt udspring der som en kilde leger rundt om kulsorte bjerge på sin vej til havet.

Her er jeg. Samlet og synlig. I De Forenede Staters 146. år. Synger Walt Whitman. Men den form for modernisme er altså tudse gammel. Den er pisse, pisse farlig for læseren. Det er derfor jeg skriver det her.

Det praktiske. Alle ofrene for den stigende ulighed er valne, pinlige, demoraliserede, mistænksomme. Sagt med andre ord: Vi er ikke pæne. Vores personligheder er gnidrede. At møde os ud fra selvfedmens begreber er at gå ind i en labyrint. Lad os være ligesom du lader en rig være. Men giv os alle økonomisk oprejsning. Giv os socialisme og tryghed. Lyv fremfor alt ikke for os. Så vil solidaritet vokse frem som den naturligste ting i verden.

1.

Papse 1: Du har sandelig ikke bedt til Gud længe, da!

Papse 2: Jeg bad da for fem minutter siden.

Papse 1: Gjorde du.

Papse 2: Ja.

Papse 1: Nå ja. Jeg hørte forresten godt du sagde amen.

Direktøren: Hør, hvad fanden er det I sidder og laver? Kan I så se at komme i gang med arbejdet.

Papse 1: Nej.

Papse 2: Nej.

Direktøren: Nej og nej?!

Papse 1: Ja.

Papse 2: Ja.

Direktøren: I er blevet vanvittige.

Papse 1: Det er fordi jeg viste Papse at du havde weekendavisen liggende.

Direktøren: Jeg ved godt at det trygge feature-format gør jer utrygge, men vil I ikke nok lave det tilbud færdigt? Vi risikerer at gå glip af den største ordre i mit firmas historie. Vores firma. I har medarbejderaktier, mange endda. Gud og weekendavisen må vi tale om en anden gang.

Papse 2: Men vi kan sagtens tale samtidig med at vi får tilbuddet færdigt. Se selv!

2.

Direktøren: Jeg kan ikke høre jer tale. Tal! Det gør mig urolig, når I ikke taler.

Papse 1: Hvorfor?

Direktøren: Jamen I taler altid!

Papse 2: Jamen jeg kan ikke tale nu. Dette her kræver måske ikke det helt store tænkearbejde, men det kræver at vi går strukturen og hovedpointerne igennem og får sat det rigtigt og indbydende op.

Direktøren: Jamen, storartet!

3.

Papse 1: Jep. Det ser godt ud med indledningsafsnittet i kursiv.

Papse 2: Tak, Papper.

Papse 1: Tak, Papper.

Papse 2: Men hvad er det for noget nonsens der står her. Det er nødvendigt at styrke og fornye FN helt vildt i de kommende år. Hvad er det for noget ævl.

Direktøren: Det er nødvendigt at styrke og fornye FN helt vildt i de kommende år?

Papse 1: Hvem har skrevet det ind i dokumentet?

Direktøren: Det er jo sådan set fornuftigt nok. Demokratierne forfalder, klimakrisen tårner sig op, polariseringen stiger. Så er der uligheden.

Papse 2: Godt. Vi lader linjen være som den er. Jeg fremhæver den lige.

Papse 1: Nu rykkede du den ned.

Papse 2: Det var ikke meningen.

Direktøren: Jamen, det er super. Jeg trykker på send.

4.

[Papse 1, Papse 2 og direktøren i sofa foran tv.]

TV:

Prag: Nu har jeg ændret mig tilstrækkeligt i positiv retning. Jeg er endda stoppet med at ryge. Jeg er endda blevet sagtmodig. Ikke ud fra min natur, men ud fra den erkendelse at jeg ikke har styr på mit liv.

Edinburgh: Du er stadig en ven af sandhed og ærlighed, min ven. Vi er to filurer, Prag, i et absurd teaterstykke. Det absurde teater er blot så gammeldags. Vi har endvidere det tilfælles at vi er interesserede i den samme kvinde, nemlig hende med røven på pizzariaet.

Prag: Hende! Ja, hun er såmænd fin nok!

Edinburgh: Hvem får hende?

Prag: Hvem får hende? Forhåbentlig en anstændig ung gut med fremtiden foran sig.

[Direktøren slukker for tv’et med fjernbetjeningen.]

5.

Direktøren: Jeg elsker dér hvor Prag siger replikken Jeg er endda blevet sagtmodig. Ikke ud fra min natur, men ud fra den erkendelse at jeg ikke har styr på mit liv.

Papse 1: Ja. Det er lækkert skrevet.

Direktøren: Skal vi lige tage et par digte før fyraften? Papse 1?

Papse 1: Store lænker forhindrer mig i at rejse mig fra sofaen.

Direktøren: Hér! Ræk mig digtet.

[Direktøren rejser sig og læser op.]

Der skal såmænd nok være noget godt i ham også

Der findes ikke den synd eller misgerning jeg ikke kan forestille mig ikke at begå

Hvem sagde sådan?

Jeg tilslutter mig i hvert fald

i sårbart højsind

der ved en lille tues

mellemkomst

selvfølgelig nemt kan vælte,

men jeg vil tilføje

at under anden verdenskrig gjorde

en hel nation sådan.

Enhver psykiater ved at dem der sidder

i fængsel for psykopatiske handlinger

selv er blevet behandlet værre derude,

før,

af andre som aldrig kom i nærheden af at komme for en domstol,

fordi de sad og lirede ting af på internettet

ligesom jeg,

blot kolde ting,

ting helt uden hoved og hale

på den dårlige måde,

vel at mærke.

For øvrigt.

Enhver psykiater ved også at man ikke skal

invitere til nærmere granskning

af dem, hvis liv blev

et traume

for alle os andre,

tonsvis af mennesker

er stadig fanget på det forkerte ben

her ti år efter,

se på stakkels Truman C.

Danmarks psykiatriske strategi,

plan, kald det hvad du vil,

sammenlagt med det faktum

at psykiatri er upopulært hos de yngre

kvindelige læger der i stedet misbruger

de psykisk sårbare unge slagtersvende

der kommer ind til den store by

med en stor dejlig, varm, grøn rygsæk,

pakket af Mor og Far

gør at,

nu siger jeg det,

men mit digt,

det lover jeg dig,

kommer ikke til at rumme andre

uudholdelige ting,

flere unge i deres formative fase vil knække.

6.

Direktøren: Slut! Flot digt!

Papse 2: Flot digt!

Direktøren: Papse 2? Har du noget?

Papse 2: Ikke rigtig. Men da jeg hørte Papse 1’s digt om Breivik kom jeg til at tænke på at jeg fandt en lut i Tut Ankh Amons grav for et par dage siden.

Direktøren: Det har ikke noget med et digt at gøre.

Papse 1: Det har ikke noget med et digt at gøre.

Papse 2: Jeg kan da skrive det digt for jer lige nu. På kommando!

Papse 1: [Til direktøren.] Hørte du hvad han lige sagde?

Direktøren: Det er vildt!

Papse 2: Aj, jeg joker bare. Jeg vil da ikke skrive noget på kommando.

Direktøren: Hvad er dét?

Papse 2: Mit knæ.

Direktøren: Der ligger en seddel på dit knæ. Et digt?

Papse 2: Nå det. Det er bare en seddel med påskriften Mit knæ.

Sorthårede Ingvar er sorthåret men får alligevel lov til at ytre sig i The Other Newspaper.

Her på The Other Newspaper blev vi i langt dårligere humør af at høre på Sorthårede Ingvar end af nøgternt og dagligt og videnskabeligt at granske sygdomstallene i medierne. Vi synes ikke han er digter. Vi synes hans sorte hår taler for sig selv.

Sorte Ingvar, ordet er dit.

Corona er en skrækkelig sygdom. Folk ligger jo inde på intensiv og bliver kvalt fordi deres lunger holder op med at fungere. Det må være yderst skuffende for hospitalspersonalet ikke at kunne følge med i alle de sidste ord der bliver udtalt ved sådanne lejligheder. Der må endvidere herske en vis nervøsitet når man vågner op og et øjeblik tror man er kommet i Himmerrige og fyren i sengen ved siden af i samme nu i huj og hast bliver kørt ud af stuen og man opdager at det er en selv der ligger på intensiv. Læger råber til hinanden og man bliver slemt stresset. Man forsøger at overdøve dem, man forsøger endda at berolige dem med de fagter man har øvet sig på hele livet og trænet i ambulancen, men i det samme dør man uforberedt og på en kikset måde. Man tisser måske i bukserne fem minutter før af bar angst. Den slags sviner. Sygeplejersken med de runde arme må tørre urin op oven i al den formidable omsorg hun for lidt siden lagde for dagen da hun stille tog ens hånd i de sidste minutter og man blev rædselsslagen over hendes påtagede ro. Det er noget rædderligt noget. Simpelthen frygteligt. Jeg har ikke noget godt at sige om det.

Men kede mig?!
Kede
Absolut ikke

De blå skægstubbe
Brillerne
Det samme fuldkommen meningsløse ansigt
Men betydningsløse?!
Dannede
Dannede ansigt

Hvem har dannet dig
ansigt
Spørger for 117. gang
Gider ikke engang glo
Er det bare dig gamle jas

I sengen igen

Kigge

Kigge op i loftet

Ikke i bogstavelig forstand
Kigge op i loftet
Jo, det er der sandelig endnu

Endnu står verden

Loftet hænger hvor det skal

Jeg elsker

Jeg er en høj mand der elsker

Det er nik for mig
Nok

Øhm.

Hvis jeg var blevet seksuelt misbrugt som barn ved jeg med mig selv at jeg ville bede for vedkommende en gang imellem, hvis det var min far ville jeg ikke bede Fadervor, dog forudsat at min tro ikke havde lidt skade i den forbindelse. Jeg ser mine medmennesker på den måde at alle og enhver kan bringe sig selv i en position hvor man er modtagelig overfor tro når blot tiden er rigtig, når blot tiden kommer.

Jeg ejer på den ene side ikke antydningen af rummelighed i forhold til mennesker der ikke har behov for at tro på noget som helst eller som tror på noget jeg opfatter som svigt. Og så alligevel gør jeg. Dette punkt handler ikke om ord, men om gerninger.

Trosudfoldelse kan overdrives helt vildt. Fx under optakten til en psykose. Det er værd at mærke sig, hvis man, som jeg, er i det skizofrene spektrum.

Jeg ved også med mig selv at der ikke skal være en færdigpakket samfundsholdning til seksuelt misbrug af børn. Jeg ved også at det skal der jo alligevel være.

Jeg ved også med mig selv at der kan være en verden til forskel mellem at tænde et lys for en anden person og at tilgive vedkommende.

Jeg er glad for at Enid Blyton ikke gik til familiefester, angiveligt af den grund at hun ikke kunne udstå sin familie. Jeg er glad for at spejle mig i den slags højsind. Samtidig er jeg glad for at jeg selv går til familiefester. Det er aldrig tomt og modbydeligt for mig.

Jeg synes det er synd for dem der er blevet seksuelt misbrugte når de bliver betragtet som magtesløse ofre for livstid ud fra de samme unuancerede formler som gentages igen og igen i medierne.

Jeg kan ikke bære den slags. Men jeg tror på at der er nogen der kan.

For lige at runde af. Vi bliver simpelthen nødt til at få tempoet sat ned i det her samfund. Vi skal have psykiatrien op i omdrejninger. Det indebærer at der skal være smågalehuse igen. Det indebærer at der er flere unge læger der tager ansvar og specialiserer sig i psykiatri. Det kan lykkes! Det kan blive bedre. Vi kan gøre det bedre endnu. Det kan bare ikke gøres uden politisk engagement.

Nå. Nu er jeg udmattet og modløs af at skrive. Det må være godt. Tillykke til håndbolddanmark, som ikke interesserer mig videre, og godnat.

Kærlig hilsen

Morten