Redaktionen er kommet i besiddelse af et mærkeligt brev, et såkaldt Schrödinger brev, fundet på et loppemarked. Kuverten består af to sammenføjede papstykker der er lagt oven på hinanden og klistret sammen i siderne og foroven, forneden er en sprække med en lille snor hvor man kan trække et kort ud, her vil brevets budskab fremgå eller ikke fremgå, sandsynligheden er 50 procent. Det er lavet ved hjælp af indviklet kemi. Hvis man forsøger at snyde og bryder kuverten op, bliver skriften ikke fremkaldt og teksten går tabt. Redaktionen havde heldet med sig. Det anonyme brev lød således:

Kære Ulla,

Hvad betyder det at jeg stadig er blandt de levende? Hvad betyder min krop for det jeg nu vil sige til dig? Jeg elskede dig den gang og jeg vil altid elske dig. Der er ikke noget mystifystisk Modiano i det. Jeg vælger at være anonym og skrive dette i et ganske almindeligt sprog. Kun de dybeste dybder af din underbevidsthed, ja, kun dit hjerte vil vide hvem jeg er. Og nu har jeg skrevet det. Må dette brev synke ned fra din forstand og forene sig med dit hjerte og bidrage til at give dig livsmod, for det har man altid brug for, uanset hvad der er sket og hvilken situation man er i. Hvad betyder det at vi stadig kan ligge afklædte sammen i sengen? Hvad betyder kødelig genforening, din torsk. Dit hjerte ved.

Wijfstrand lader hånden løbe igennem sit hår, ud til hårspidserne og sidder bagefter med et lidt forbavset udtryk, tilsyneladende overrasket over at hans hår ikke er længere. Han ser undrende på mig.

»Nu spørger jeg dumt. Er mit hår ikke længere?«

Wijfstrand griner. Det er tydeligt for mig, at han er en af de kanaljer der er dårlige til at elske.

»Jeg har lidt eksem. Kan man se det på mig?«

Wijfstrand fortæller mig om sine seneste oplevelser med kærligheden. En ung kvinde med 24 psykiske lidelser blev forelsket i ham.

»Hun var god til at knalde. Jeg ved det lyder dumt.«

Nej, det lyder ondt. Ikke dumt.

»Ond? Mig?«

Ja. Ond. Dig.

»Ond også dig?«

Nej, ond dig.

Samtalen er tydeligvis gået i hak. Wijfstrand nipper til sin latte. Jeg får en forbigående lyst til at vride armen om på Wijfstrand og give ham et spark. En handlekraftig ridder kunne have gjort det, en tegneseriehelt, sparket ham fordi tilværelsen tilsyneladende ikke har gjort det. Endnu. Mærkeligt nok.

Du får et besværligt liv.

»Besværligt? Mig?«

Ja.

»Besværligt også dig?«

Nej, besværligt dig.

Wijfstrand spejler sig i mig. Han afventer mine reaktioner og ser måske op til mig. Nu rejser han sig fra bordet og går ned imod søerne. Han stopper op og spidser ører. Nej, han kan trygt drikke videre. Han er meget ensom. Da vi igen sidder ved bordet har han taget en kappe med til mig.

»Fordi du er så klog.«

Jeg rødmer, takker ham og folder kappen sammen og lægger den i min taske.

Mine øjne siger:

»Du er dårlig til at elske.«

Hans øjne siger:

»Jeg ved det godt. Jeg kan ikke gøre for det.«

Mine øjne siger:

»Det gør ikke noget. Bare husk at vi betaler selv. Du skylder mig 28 kroner.«

Hans øjne siger:

»Jeg har pengene her. Kan du give tilbage på en halvtredser?«

Sidste forår havde mundforsker Habon Mægter Lohns, der i 1968 opdagede eksistensen af tænder, den hobby, i sin sparsomme fritid, at undersøge mulighederne for en bredbåndsopkobling i dødsriget. Denne sørgelige beskæftigelse skyldtes den sørgelige tanke at internettet er afhængighedsskabende og et tarveligt surrogat for bare det at tænde et bål. Hans efterforskning bragte ham i kontakt med et par hyggelige bøsser i Allingsås og nogle drenge der legede med soldater, men gav ingen entydige resultater.

»Det er et stort samfundsproblem at kommunikationsfolk ikke kan brække sig.«

Hvordan at forstå?

»Altså hvis du får spat af et eller andet du læser eller støder på i det her informationssamfund og så du ikke kan brække dig. Det er da forfærdeligt.«

Det skal da kommunikeres væk i kommunikationens høje navn.

»Kommunikation er umuligt, forstået på den måde du dér kommunikerer.«

Se på ham. Han kommunikerer da.

»Han står helt alene.«

Han forbereder sig på en tale.

»Han taler med en lampet.«

Hvad er en lampet?

»En slags lampe. [Googler.] En lille væglampe.«

Hvordan ville verden se ud hvis alle brækkede sig?

»Du er et svin. Du er ond.«

Jeg vil så gerne kommunikere med dig.

»Læg dig ned. Træk vejret dybt. Ind ad næsen.«

Jamen det er ydmygende. Her i et rum fyldt af kommunikationseksperter ligefrem.

»Og så… suuusshh… ud af munden. Godt. 20 gange.«

»Går det lidt bedre?«

Hvad? Jeg føler mig afslappet. Hvor kom vi fra? Det er som om jeg allerede har fortrængt alt.

»Du har ikke fortrængt en skid.«

Å nej. Kommunikation. Det hele kommer tilbage.

»Rolig. Rolig! Nu ingen numre! Du interviewer mig! Husk det!«

Ja.

»Hvad er næste spørgsmål?«

Næste spørgsmål?

»Ja. Hvad bliver det til?«

Jeg siger ja tak til din kommunikation.

»HVAD?!«

Jo.

»Jeg vil sige det kommer som noget af en overraskelse.«

Det var da godt.

»Jeg er dig taknemmelig. Jeg har konstant behov for ros. Det indrømmer jeg gerne.«

Det var så lidt. Pyh. Sikke en kommunikation vi kom ud i.

»Det var altså dig der fik et ildebefindende.«

Det er jeg klar over. Vi fik begge vist noget sårbarhed. Mig ved at opføre mig som en savlende krabbe og dig ved at indrømme at du godt kan lide ros.

»Ja. Det var et godt interview.«

Rettelse. Det var et meget fint interview.

»Jeg vejer hvert ord, jeg læser.«

Hvad bruger du som modvægt, når du vejer hvert ord?

»Mit omfangsrige ego.«

Men omfangsrigt er jo ikke nødvendigvis det samme som tungtvejende.

»Nej. Ordene vejer tungest. Mit ego er ikke tungt i forhold til ordene.«

Men det kan stadig godt være opblæst.

»Har du noget imod at holde denne manchetknap mens jeg lige vejer dig, hr. journalist fra Den Anden Avis?«

Hvad vil du bruge som modvægt?

»Ordet nisse.«

Så tror jeg ikke manchetknappen og mit ego gør det ud for en tilstrækkelig modvægt. Må jeg låne din ene sko?

»Gerne.«

Og det akvarium dér?

»Værsgo.«

Fyld det op med vand, hvis det ikke er for meget besvær.

»Således.«

Tror du det ville være til stor ulejlighed hvis de fire egyptere der står dér, ville bistå mig på min vægtskål?

»Vi kan spørge dem.«

Hvordan siger man det på egyptisk?

»De taler svensk.«

Hvordan ved du det?

»Aner det ikke.«

»Robert Maradjøngade. Ja, ham husker jeg udmærket. Han har for meget selvironi når han er, fysisk, ude blandt folk og for lidt selvironi når han er familiemenneske og skriver kritik og filosofi og laver sine mislykkede idealistiske hjemmesider der skal forbedre sociale muligheder via nettet. Men det er sådan han er. Han eftertragter ikke at afstemme denne vigtige personlige ubalance, for når han gør noget af det han er bedst til, altså når han skriver humoristiske ting, føler han sig ligefrem i grunden lykkelig for da er der masser af plads til selvironi, på en helt enkel måde. Du må huske på, at han har et ærinde med selvironi i forhold til det han anser for et af livets vigtigste områder, nemlig det sociale. Han anser Gud for værende kærlig og lidenskabelig – og social. Så hans form for indøvelse i kristendom drejer sig om at være social og lidt selvironisk på samme tid. Det er det han kæmper for i forhold til udviklingen af hans litterære stemme og produktionen af humoristiske bøger. Med denne indstilling går han løs på tidens sproglige onder. Medievrøvl, overinformation og normalitetsbegrebet får en tur i maskinen. Han kæmper imod forråelse og hykleri med klovnerier der hylder det skæve og alternative og tilstræber sproglig præcision og overraskelser.«

Han siger det kører sammen for ham når han er ked af det, når han er vred og når han er glad.

»Ja. Han kan også være sentimental. I virkeligheden er der masser af situationer hvor det ikke kører sammen for ham.«

Så kom hans kone ind i billedet. Han blev gift og fik barn.

»Ja. Hun blev noget der næsten er en redningsmand. I en tid der foragter det at redde hinanden i et parforhold, må man vel nærmest sige at hun blev det.«

Og nu har du vundet en europarejse sammen med ham.

»Ja, jeg glæder mig, men tanken er lidt anstrengende.«

Selvom Bob Dylan ikke, ved at se på terningerne, kunne konstatere optællingsfejlen direkte, ved kortvarigt og missende at tage dem i øjesyn efter den afgørende optælling, stod det ualmindelig klart for ham, såvel som for de øvrige tilstedeværende fra tælleforeningen, heraf to ganske blå mænd og en gammel behåret søkaptajn, at han havde begået en mindre brøler.

Forskeren Kortlægningsmand Wijfstrand har anbragt to forsøgspersoner i hver deres sofa i hvert deres glasindelukke: Bo og Kamfer. De har fået lov til at tage nogle af deres nærmeste familiemedlemmer med som lyttere til deres vrøvl. De skal se et program om surikater.

»Øh. Sikke en kær én, « siger Bo. »Sikke et imødekommende dyr. Sikke en flink surikat,« udbryder Kamfer.

Kortlægningsmand forklarer at de to forsøgspersoner kun er i opvarmningsfasen.