1. Jeg er født med en evne til at vrænge ad ting der ikke passer til virkeligheden. Hvad er virkeligheden? Hvordan definerer jeg den? Det er den dims der overgår fantasien. Derfor må man holde sig i ro og være sagtmodig hvis man da orker. Fordi virkeligheden bider. Fantasi ved man hvad er. Ret få mennesker efterspørger min evne og jeg må hæge om den. For øjeblikket er jeg ude af flow, men det retter sig, for jeg tænker altid. Hvis man tilfører en smule kærlighed er der mange mennesker der i virkeligheden passer sammen. Glæde er når kærlighed får noget uvirkeligt til at ske gennem en omsorg.

2. Det er en demokratisk besudling af danskernes integritet af Maria Rørbye Rønn, generaldirektør i DR, når hun godkender at danske toppolitikere iscenesættes i tv-dueller som amerikanere.

3. Journalister skal blive bedre til at varetage den stemthed man uvilkårligt ryger ind i når man som medborger holder sig orienteret. Det kan man ikke gøre ved at skelne skarpt mellem politik og kultur og henvise til halvkvædet comedy og anstrengt satire når vi skal trække vejret. Uffe Elbæk har ret i at Danmark skal være som en højskole.

God aften fra Morten

Speaker 1: Velkommen til tv-showet Aldrig på vej.

Speaker 2: Ja og når det er sagt skal vi have gang i lykkehjulet.

Speaker 1: Det er det hjul der på mange måder blev min forbandelse fordi det nogen gange lander på guitarfeltet og jeg kan bare ikke spille guitar fordi jeg aldrig er på vej.

Speaker 2: Men showet hedder aldrig på vej.

Speaker 1: Jeg kan godt forstå det.

Speaker 2: Ingen af os forstår det.

Speaker 1: Det kan jeg godt forstå.

Speaker 2: Du er en rigtig filosof.

Speaker 1: Filosof er et stort ord.

Speaker 2: Vi keder os jo helt enormt.

Speaker 1: Det er derfor vi hele tiden gaber.

Det fjantede hos Holberg er det vigtigste for mig ved netop Holberg. Hvis du forstår. Det gør du. Pjanket, pjattet, fjaset, kåd, staldkåd, overkåd, fjollet, overstadig, løssluppen, ellevild, jf. tosset; indholdsløs, intetsigende, våset, vrøvlet, tåbelig, snakkesalig. Fjantet, altså. Uden alvor ell. besindighed; taabelig; tosset; ikke rigtig klog; om person: Han er ikke saa dum, som han er fianted.

Artikelserien om Holberg har indtil videre styret uden om fjantetheden. Man kan da ikke forstå Holbergs personlighed hvis man ikke forstår hans fjantethed. Det er en grov forsømmelse. Gad vide hvad den kan skyldes? Eller: Hvad er det ved just vor tid som ikke svinger med fjantetheden? Der er da alt for stort pres på os i dag hvad angår det at vælge. Vi har da brug for at slappe lidt af i forhold til valget som eksistentiale. Jeg fniser ad Kierkegaard og hævder at valget er mere pietisme og mindre kristendom. Holberg er stopfyldt med karakterer der er fulde af dem selv og min absolutte favorit er Philosophicus udi egen Indbildning. Hvad med at sætte Philosophicus op? Hej Christian Lollike og Andreas Jebro. Jeres forestilling var fænomenalt god.

Tarjei Vesaas investerer intet i bogen som forbliver en skandinavisk selvfed opvisning og han risikerer intet i forhold til Unns skæbne men viser os et barn uden håb. De findes bare ikke. Til gengæld præsenterer han indføling der aldrig bliver medlidende men strander på politisk korrekt, bøvet-standardiseret, nærmest bøvet-klinisk eller bøvet-rutinepræget, du må selv vælge, medfølelse. Det gør ikke hverken fra eller til at forfatteren var voksent fjeldlykkelig mens han skrev den, hvilket lyser ud af siderne. Is-slottet er ligegyldig. Et malmklingende kærlighedsløst makværk.

Jeg skulle have været taxachauffør. Jeg identificerer mig i hvert fald ikke som forfatter. Hvis jeg havde været taxachauffør, ville jeg have tjent lidt håndskillinger uanset om jeg havde identificeret mig som taxichauffør eller ej. Måske er jeg taxachauffør. En af de snakkende der kender Værnedamsvej og vejen videre til Indre By til mystiske Gråbrødre Torv. Her sidder jeg i min hyrevogn og får sådan lyst til at berette om dengang jeg scorede mit livs yndigste, hedder det sådan?, jovist, kvinde, I. Hvad hvis jeg er kunden? I taxaen, mener jeg. Kom jeg mig nogensinde over I? Var det mødet med I der gjorde at jeg tabte sutten? Bragte hun mig til fald? Den synergi jeg følte med I efter vores engangsknald da jeg delvist sang og stønnede hendes navn i telefonen og hun lo så hjerteligt fordi hun forstod at jeg forstod at hun forstod at vores livs kærlighed var litteraturen. Så sørgeligt at det ikke blev os. Kunne man hævde. Hun var ikke modig nok. Jeg var for skør. End of story og pas på dig selv og vice versa.

Eklekticisme hedder det når man blander uforeneligt tankemateriale. Neil Gaiman er tankepoliti og kapitalisme af værste skuffe. Det er fuldkommen Summerbird agtigt, men ingen andre end jeg tør øjensynligt sige det. To bibelske brødre der smager vidt forskelligt arrangeret i en form for æggebakke klos op ad Peter Pan, Døden, Drømmen og Dårskaben i lige række udstoppet med marcipanabstraktioner. Jeg køber den ikke. Jeg væmmes ved tegneserier og Dark Knight. Folk i min omgangskreds nægter pure at virkelighedsblikket sløres når fordybelse bliver så dum og idéforladt som The Sandman. Hvordan kan det lort inspirere nogen? Jeg synes det er kunstigt. En historiefortæller bruger sproget og dagligsproget og opfører sig ikke som en klistret og suspekt chokolatier. Læserne elsker Neil Gaiman og han dem. Forkert. Læserne er på forhånd gift med mørket ligesom Gollum og foretrækker mere mørke. Allerede Kierkegaard var opmærksom på at der findes en Angest for det gode. Forstået dybdepsykologisk og etisk. Dumme danskere vrænger ad ordet dybdepsykologi. Dybdepsykologi er såmænd centreret om de helheder som efterhånden byder sig til i en dyb tilknytning til et andet menneske som man selv har valgt i en aldrig svigtende kærlighed. De første syv år af et ægteskab bruger man på at lære hinanden at kende. Der kommer simpelthen et punkt hvor man kender hinanden. Siden kommer syv år hvor man lærer at tale ordentligt til hinanden. Og så kommer et antal år hvor man går ved siden af hinanden. Jeg er snublet i det. Jeg er blevet skilt. Og som taxikunde er det mærkeligt at tænke på I. Hvordan har du det I? Spørger jeg ud i natten. Vores løb er kørt. Du sidder garantrisse ikke og læser The Sandman i aften. Desuden elsker jeg E. Jeg er begyndt at tale med fremmede ligesom jeg taler med A. Når A ikke er her længere vil der opstå et tomrum. Jeg spørger mig selv om jeg kan eller bør lære at støtte mig til senkapitalistiske superfænomener som The Sandman for overhovedet at være på bølgelængde med de mennesker der skal trøste mig stakkels psykisk sårbare når tilværelsens næste slag rammer. Jeg vil hellere nøjes med et enkelt ordsprog, nemlig at en sand ven er en sjælden fugl. Men kan jeg nogensinde blive ven med en jævnaldrende kvinde der har litteratur som hovedinteresse? Det er nok umuligt. I går så jeg en yngre kvinde, hun må have været 19, der havde så smukke bryster at hele hendes slæng af veninder var som en engleflok der var landet på stranden. Et par bryster som disse lægede min fantasi såvel som fantasien hos øvrigheden, hele menigheden tog disse bryster med sig som de erotiske batterier de var og det blev aften. Det blev en skøn aften med E. Allerede Shakespeare var opmærksom på sensommernattens erotiske tryllerier. Jeg kan ikke se mig selv, disse brysters ophavskvinde og The Sandman imellem os som samtaleemne for The Sandman er nada.

Der var engang en samtidig satiretegner som afbildede Søren Kierkegaard stående som en silhuet i midten af verdensaltet. De, kære læser, er nok bekendt med denne chikane. Her var, skulle pøblen vide, en fyr der fuskede med eksistentialerne. Det gjorde Kierkegaard ikke. Det samme trick laver Neil Gaiman, bare med læseren af tegneserien som sagesløst offer.

Å I bjerge af fantasi en rigtig mand som jeg må sætte ind med for at undgå at gramse på alle denne verdens bryster. Jeg er mit hjerte. Sådan har jeg engang vist nok hørt en kvinde der ikke var særlig dygtig kunstnerisk og bestemt heller ikke noget erotisk lys hørt mig selv beskrevet. Jeg elsker at glæde mig fremadrettet når jeg ser den unge piges bryster. De mænd hun engang skal favne i det aller smukkeste møde mellem ånd og krop: det menneskelige samleje. Jeg er mit hjerte: Her får jeg givet et dybt moralsk momentum blandet med moralsk ærbødighed overfor det faktum at meget sex er smukt. I det seksuelle samkvem med min elskede som jeg savner så inderligt kan jeg endnu mærke mit hjerte slå og det banker for bryster. Hendes bryster. Hende som jeg engang havde et enklere forhold til. Jeg er mit hjerte og bryster må være denne verdens symmetriske trylledrik. Å altså hu hej der er mange snerpede kommentarer her. Væk fra mit åsyn! Jeg tåler det ej for jeg vil have bryster. Verden glæd dig i dine bryster og jeg skal komme efter dig. Disse erotisk ladede tvillinger! De skarer af gamle og indsunkne kvinder som har anstændigheden til at indrømme mig deres 40-50 årige døtre, å! åh! er verden ikke et sammensurium af gaver så længe der er bryster. Tvetydige som ind i h, der er jo to af dem. Den forstod du nok. Men ak der er mange lurvede mænd. Engang så jeg en der kom ind på en bar med hele tre unge prostituerede kvinder der hang ham over skulderen fordi han havde penge. Grim var han. En indre grimhed. Og senet. Det må man gerne være men ham her var uanstændig. Alt for veltrænet i at begå sig med en svagpissers overklassemanerer der kunne minde lidt om mine egne. Følte jeg nietzscheansk ressentiment overfor ham? Altså afsky blandet med misundelse. Nej, jeg følte afsky og afsked med det kryb, denne stakkel. Jeg vil sige til alle denne verdens kvinder at I skal passe på mænd der tror de kan tillade sig alt fordi de har status, udseende og penge. Pas på jer selv bitte børn, for jeg er ikke den jeg giver mig ud for heller. Hvis mænd kan få et skud heroisk selvtillid og Honnethsk anerkendelse er 40 procent af os villige til at knække jer i stedet for at bygge jer op ligesom 65 procent af kvinder er villige til at bygge os mænd op i en hellig afhængighedsalliance som er blevet smykket med det store ord kærlighed og som indstiftes i sengens skrøbelige skønhed.

Vi mennesker overlapper hinanden i dyb forskellighed og min bøn til fremtidens menneskebørn i vilter klimaforvirring og under påvirkning af rodløse amerikanere, er denne, idet jeg nok overlever savnet efter min ekskones dejlige bryster, jeg ryger bare så frygtelig meget, og alle hendes øvrige indre og ydre kvaliteter, så længe hun er glad i verden er jeg tilfreds, jeg bøjer mig ridderligt i støvet og overhører galant de kattebemærkninger jeg ikke skal bemærke, o: tag det væk, denne verdens overlappende forskellighed mellem mennesker. Fjern det fra vores arvemasse al denne seksuelle lummerhed hvor overgreb og dominans truer unge og halvunge som har lyst til et liv og har ret til et liv. Lad os mennesker være i fred for hinandens absurde, stokastiske forskellighed så vi kan være os selv og hellige os hinanden ud fra tilværelsens gode kræfter og ikke free the nipple.

Til slut en sjov lille historie: En mand har bygget et hus på naboens græsplæne. Da naboen vågner træder han ud i sin have iført slåbrok og opdager miseren. Han bliver så rasende at hans DAB radio slukker. Hele den udslagne dag er han i et utåleligt negativt humør. Konen hiver lynaflederen ned fra taget og prøver med den men lige meget hjælper det. Det kan man også godt forstå. Og med denne gode forståelse afrunder vi dagens tekstfil og ønsker Informations læsere en dejlig aften.

Som ægte evighedsstudent kan jeg ikke gøre andet end at levere et bevis for Thomas Manns kulde så. Beviset vil være kryptisk for mange, men det er lige ud ad landevejen for mig.

Tiden er i den grad løbet fra Thomas Mann, men man kan jo bare åbne hans bøger og læse. Siderne vender nærmest sig selv. Man kommer meget tæt på mennesket Mann men det er mig umuligt at danne mig et overblik over hans karakter eller personlighed eller livsform, for nu at bruge onkel Ludwigs mærkelige, men præcise, udtryk, læs gerne Toril Mois bog, Jens Christensen, for man er jo forskellige livsformer over tid og efter situation, som Zinkernagel så rigtigt pointerede. Og gentog. Og gentog. Sådan har jeg det sjældent med forfattere. Mann må gerne være undvigende, modig og ærlig. Mann var undvigende, modig og ærlig. Jeg synes bare det skorter på idéer hos Mann. Modernisterne, kunstværket som selvstændig garant for dets egen berettigelse, hvilket ‘finish’ der var og er over deres værker men hvilket hykleri for de er jo først og fremmest sprog. Meningen med sprogelementer, ord og sætninger, siger onkel Ludwig Wittgenstein, er deres brug i det daglige liv. Liv er hinanden og kærlighed og ånd og krop når det går højt. Den er Thomas Mann altså helt ærligt ikke med på. Han var dopet og skal aflevere nobelprisen tilbage posthumt.

“Dams ja. Med afsluttende –s. Kalle Dams. Jeg har levet med navnet længe. Hele mit liv. Jeg er 43 år og hofskrædder, når det går højt. Jeg kan tilbyde dig at jeg bor i et hus, men jeg ved ikke hvad det har med dig at gøre. God morgen æble.”

“Kan vi lige få lidt ro omkring bordet. Velkommen til Snarbull Sanatorium i Østrig. Jeg er jeres guide, Thiessen. Nu skal vi lige se hvor meget kærlighed vi har at bygge på. Men først forretten som er dampede foreller.”

Den med kærligheden forstod Kalle Dams ikke.