1. Nu havde hans julestemning stabiliseret sig på otte

Fordi julen for ham på stående fod erindredes som noget modent noget med at dosere glæderne på en værdig måde var han ofte gnaven når han stod i mylderet og doserede underligt: jeg tror det er tid til en peberkage! Mylderet betragtede ham mistænksomt og istemte en kendt julesang, endda så højt at han knælede og græd: Åh! Åååh!

Det ringede uventet på døren.

2. Mylderet bevægede sig ud mod hoveddøren og tog i mod Den Høje Gæst

Den Høje Gæst kom to dage for tidligt, det var kun den 22. december, og Jesus blev ført bort af en hær af nisser og engle der kildede Frelseren under hagen hele vejen ned ad indkørslen og ud på vejen. Jeg nåede lige at vinke til Ham gennem køkkenvinduet. Han lo af fuld hals, bukkede sig og rettede sig op igen og vinkede til mig. Jeg fulgte Jesus med øjnene og med hjertet bankende af juleglæde trissede jeg ind i Den Grønne Stue. En alvorlig sag for sådan en moden-fis som mig at stå mutters lige her i Den Grønne Stue. Mylderet var væk for en stund. Jeg stod med peberkagen ved pejsen og forberedte mig på mødet med julemanden. Der var ingen vise mænd inden for rækkevidde udover selvfølgelig mig selv og mit barnligt forventende indre menneske og mit jule-usamlede ydre menneske. Jeg tog en bid af peberkagen og mistede to fortænder.

3. Dem i overmunden!

Mine tænder! Disse forræderiske gule pløkker havde svigtet mig og jeg lavede et sæt kunstige fortænder for ikke at ødelægge mine næres og kæres jul med et uhyggeligt udseende.

4. Min julehistorie til børnene

Den på tv. Jeg elsker Disney Sjov.

5. Jesus er levende tilstede i blandt os

Det er en god formulering. Det er en god måde at sige det på. At det er jul og at vi skal være taknemmelige og glade.

Om aftenen tog han sine bedste skøjter på og cirklede rundt om Sankt Petersborg på den frosne flod. Hele tiden tænkte han på de ting der faldt ham ind, samt de små bump isen lavede.

Glædelig jul!

Jeg har medbragt asters til Tage. Havde først overvejet roser, men de har torne. For at give interviewet lækker edge har jeg undladt på forhånd at google om asters er giftige.

Er asters giftige?

“Er asters giftige?”

Vi hiver telefonerne frem og googler løs, mens Tage snupper en mælkebøtte. Jeg nyder en stump af min medbragte gratin serveret på en grammofonplade.

Nyengelsk asters er deres navn. Jeg får ikke noget frem om, hvorvidt de kan spises. Chippewa-folket i Canada har røget astersrødder i deres piber for at tiltrække vildtet.

“Det er tale fra himlen. De kan spises!”

Det er ikke tale fra himlen. Det er din aftensmad.

Stuens modsatte dør går op og en sur kvinde der er lidt flottere end os, ok, meget flottere end os, præsenterer sig med et varmt smil som Iben og fortæller os at hun også skal interviewes, endda til et mere betydningsfuldt dagblad end The Other Newspaper, men også et latterligere, ja, Politiken er en latterlig avis, og endda så tidligt som om et kvarter.

Tage ser slukøret frem for sig.

Tage: “Sæt dig ved bordet og snup en bajer eller en blomst. Kvindemenneske!”

Iben: “Jeg skal interviewes om retningspiller.”

Tage: “Hvor fancy! Retningspiller! Har man hørt det med!”

Iben: “Ja. Lægemiddelstyrelsen anbefaler retningspiller, før man starter dialogen op med et af de nye neurale netværk der går under navnet Civi-Lambada.”

Tage og jeg ser opgivende på hinanden. Om lidt sidder en af de forbandede journalister fra Politiken på min stol ved bordet i herskabsstuen, mens Tage og jeg vil være henvist til at nippe akelejer i køkkenet. Vi spiser hver en bjørneklo.

Iben er avanceret her til formiddag. Hun gør ligesom elendige, latterlige Tove Lo med de elendige, latterlige sange: Viser sine bryster feministisk og forsvinder derefter med en heftig slutreplik:

Iben: “J. S. Bach var den første der tog en retningspille.”

Døren smækker efter hende. Men Iben, det søde barn med alle de harmløse Politiken holdninger, har givet vores samtale-raket næring. De endnu små hyacinter nikker hjerteligt hen imod os da vores samtale om den store mester oplives naturligt og danser videre, videre, videre, som et nodeark i vestenvinden.

Det er først nu hvor jeg efter mange år egentlig er ophørt med at interessere mig for Gene Wilders personlige problematik at jeg kan hæfte et ord på hans eksistentielle sìtuation i de mange rasende ungdommelige ungdomsfilm han har efterladt. Dette ord er blaserthed. Det betyder overmæthed af indtryk. Han virker som en der har fået for meget både af fantasi og virkelighed såvel som blandingen af de to og derfor må melde pas overfor den tid og vor tids krav om selverkendelse. Det fik han spundet guld på. Jeg vil vove den påstand at man ikke kan erkende ham, endsige forholde sig direkte til ham, uden selv at være ung. Jeg savner at kunne tage en dyb indånding og i samme åndedrag sætte Stir Crazy på tv’et og nyde denne films ubesværede omgang med begreberne på en nærmest festlig aften med én jeg holder af.

Jeg synes det er et stilsikkert debatindlæg. Det er en nydelse at læse, fordi den røde tråd mellem de mange tilsyneladende løsrevne pointer og afsnit ikke er skåret ud i pap, men træder frem, opbyggeligt. Det er en tilsvarende nydelse for mig at konstatere hvordan plaprehovederne på de sociale medier nu, i 2022, fremstår som det de er, nemlig en hob, og filosoffer som Henrik igen står åbent frem. Stil og personlighed kan vi li’.

Det er en kendt sag at mennesker kan afgive magt i det stille. Det ville jeg gerne at flere gjorde. Når vi mennesker inspirerer hinanden bliver det ofte en blodig affære. Noget med magt. Vi skal inspirere hinanden til langt mindre ting end de to ting: at finde mening i det hele og at vælge vej i livet. Lidt har også ret og Henriks ord er som en bøn. De er stærke, enkle, gode. Skismaet er at magtafgivelse også i det stille, man siger jo i bønnen: Thi dit er riget, magten og æren, gør kristne mennesker til nemme ofre for manipulation og andre former for forfølgelse. Når man om aftenen går ind i sit kammer og lukker sin dør og afgiver sin magt i det stille, hvordan klarer man sig da når hamsterhjulet starter igen allerede den følgende morgen? Der må vi være faste og sige at hamsterhjulet inspirerer til spøjse magtbegreber hvis anvendelse nemt griber om sig ved fyraften når vi skal elske og blive elsket af vores familie. Eller udtrykt anderledes: De fire kommentarer ovenfor er underlødige. Smut over på reddit, hvis I ikke kan filosofere.

Der cirkulerer mange spøjse magtbegreber ude i virkeligheden.

Kære læser, betragt engang udsagnet:

Det betyder alverden, at det er manden der byder op til dans.

Magtkritik er aldrig enkel, som samfundet er blevet. Vi har givetvis filosoferet for meget og for hurtigt de seneste 150 år. Jeg mener udsagnet er sandt og falsk på samme tid. Den slags relativering svækker min troværdighed og jeg vil svække den yderligere ved at indrømme at jeg i virkeligheden mener det er sandt. Min pointe er at vi skal være yderst selvkritiske når vi lader os rive med af sproget og de ting vi selv siger og udtrykker med ord. Ekspressiv forvirring. Forvirringen er der jo altid. Men samtidig er vi en helt masse sammen.

Fordi du kun har tid til omsorg.

Marieke Lucas Rijnevelds debutbog er besnærende sat sammen men tynget af alt for forskruet klippefaste familieværdier. En person der har fået selve kristendommen religionsgaltihalsen som barn kan ikke samtidig være forfatter og er det i dette tilfælde heller ikke. Men eftersom bogen viser at mennesker ikke rejser sig efter en sorg i selve livet er den læseværdig. At flere lammede mennesker forbliver netop lammede er en af mine hede og mest vidtfavnende drømme. Vi må som samfund skabe indbydende sikkerhedszoner omkring alle borgere og glæde os over ensomhed, singler, isolation samt kvie, savn og smerte i forbindelse med vellystkompassets falmen omkring 50-årsalderen.

Hej. Jeg kender mig selv utrolig godt.

Hej. Det er utroligt.

Tja.

Jeg kan se i mine papirer at du kender dig selv utrolig godt, men at du rigtig gerne vil vide hvornår du er bange.

Hvad?! Du kender mig slet ikke.

Det er sandt, men du overhørte at jeg refererede til mine papirer.

Åh. Åh nu forstår jeg sammenhængen. Du har en sagsmappe på mig fyldt med papirer selvom dette er vores første møde. Ja, tillad mig min forvirring, men vil du venligst forklare.

Forklare hvad?

Ja, hør nu, kunden har altid ret. Jeg er et ubeskrevet blad. Jeg opstod i går efter at have lidt døden i forgårs. Gør mig nu til en glad kunde og forklar mig allernådigst det du kalder papirerne.

Ikke hos kvindelige psykologer. Har du ikke hørt hvor dyb min stemme er blevet af at jeg aldrig bliver modsagt?

Du har en flot stemme. Den kan du være stolt af.

Men du modsiger mine papirer.

Jaså. Jeg forstår dit udsagn sådan at et eller andet ved mig modsiger dine optegnelser som du åbenbart har nedfattet førend denne, vores første konsultation.

Det er korrekt. Du er anderledes end der står i papirerne.

Imponerende at du allerede har et helhedsbillede af mig. Jeg der er så sammensat og har en glad og overskudsagtig fremtoning der slet ikke virker forkrøblet, indviklet eller bitter lige som de der kender mig sandt for dyden ved at jeg er.

Se papirerne!

Hvorfor dette pludselige glubske blik, denne hvasse tone og denne krævende kommando, kære du? Jamen så lad mig se dine papirer, mens du lige får en godbid i form af lidt sukkerknald. Kom-se-dasse. Ja. God papegøje! Jamen der står bare “kender sig selv utrolig godt” i omegnen af 4000 gange.

Man sidder godt på din arm!

Sidder…? Ja, fin papse. Det er nogle spændende indledende manøvrer her i din konsultation. Først præsenterer du mig for en vanvittig stak papirer og så fortryller du dig til en papegøje. Har du noget imod eventuelt at gisne om hvornår jeg er bange for jeg føler mig bange det meste af tiden.

Jamen så er du det.

Er hvad?

Bange det meste af tiden.

Men kan man godt være det?

Ja, det er højst almindeligt.

Jaså.

Det har jeg faktisk set mange gange før.

Et tiår før de alle sammen, Brandes, Strindberg og hvad har vi, sad og læste Nietzsche og pralede med at de forstod ham krydsede to mystiske breve hinanden i det tyske postvæsen. De var enslydende, rummede to tekstlinjer eller sætninger, som de også kaldes. ”Min rolle i den hele sammenhæng virker uigennemtænkt. Det er jeg mopset over.” Afsenderne kendte ikke hinanden og forstod meget lidt om meningen med livet. Til gengæld var de hver især gode til at være mopsede på sådan en rigtig journalistagtig måde hvor vi dagligt sidder og korser os over krigene i verden og føler os som gode demokratiske medborgere mens vi totalt glemmer at passe på hinanden. Troldmanden, den fallerede forfatterspire på Toftegårdsvej, var lige et hak bedre, selvom man sagtens kan spørge hvad et hak er værd i den store sammenhæng. Han ville fremstille en ædel tåre. Hvad er en ædel tåre for dig?