Det ville være et demokratisk fremskridt her på Informerens kommentariat hvis ikke-intellektuelle taggede sig selv #ikke-intellektuel efter deres kommentar. Jeg ved ikke hvor intellektuel jeg er, men jeg bryster mig selv af at være et galsindet, alternativt, galsindet, stilistisk vitamintilskud. Det er et eksperiment, men vi skal have den såkaldt lille mand og lille kvinde mere med i samtalen. Det er ikke alle der har haft forældre som har kunnet sende deres børn på fine skoler må vi huske på. Fordi de borgerlige sidder tungt på mange af de øvrige avismedier og med stort held udøver mentalitetsbearbejdelse uden ringeste selverkendelse af den grådighedsdyrkelse som praktiseres der og fordi disse borgerlige avis-hjemmesider ikke har kommentarer slået til; Martin Krasnik og Tom Jensen, hvad 17 er det da for noget, hvorfor bruger Det Berlingske Officin og ejeren af hele molevitten i London ikke, som Information, ressurser på en selvbestaltet, modereret debat, ja, hvorfor er Berlingeren blevet så forhærdet at den viser voldsvideoer på forsiden som starter uden videre og uden ringeste demokratiske eller debatmæssige interesse? Jeg synes at reddit.com/r/Denmark, der førhen var en uøkologisk svinestald helt i tråd med skribentens påmindelser om Orwell nu har oppet sig noget i demokratisk henseende, der er en ulækker snu humor på reddit Denmark som ind imellem faktisk kan være morsom og der er i skrivende stund 312.060 aktive danske redditors som har trykket tilmeld.

Jeg ser for ofte at mennesker der ikke taler et fint og akademisk sprog bliver forbigået når der uddeles anbefalinger her på Information. Vi der er kloge og velopdragne er lede og onde på en anden måde end mere bramfri mennesker der måske plaprer lidt vel meget klichéer ud og staver dårligt og vi er alle lede og onde fordi vi er mennesker, vanen gør os ond, vores brudstykkeerkendelsesmåde gør os onde, der er ikke noget ondt i det, vi er skam fine nok for det, men jeg ser gerne at tolerance bliver en arbejdsopgave i selve skrivningen af en kommentar.

1. Kun 60 procent af de ikke-intellektuelle er anti-intellektuelle. 2. Hele 80 procent af de ikke-intellektuelle ved at de er ikke-intellektuelle.

Ovenstående er mine slag på tasken, men jeg tager skam skribenten, hr. Göran Rosenbergs klumme alvorligt. Jeg afventer den første der melder sig på banen som ikke-intellektuel for en intellektuels omsorg kan ikke gøres op i tal og penge hvorimod den ydmyghed som man kan vise med tagget #ikke-intellektuel er guld værd idet meget guld skal flyttes her i Danmark eftersom uligheden er stor.

Det sværeste ved at være kristen er den der med at Gud er kærlighed og at samfundet har bevæget sig langt, langt væk fra kærligheden som noget guddommeligt. At Gud er kærlighed betyder at vi alle altid allerede ved hvad der er det gode og rigtige at sige og gøre hvis vi følger vores hjerte som er helligt. Her overfor har vi, primært ved at samarbejde i fællesskaber, altså primært ved politisk-demokratiske ordninger, indført mange normer som er ukærlige, uoprindelige, usurrealistiske og rodet sprog og rodede begreber, men alt sammen blegner som de falske perler de er, når vi går tilbage til den vrede og milde mand Jesus. Han var anarkist i en betydning af ordet som giver det vægt og fylde. Vi skal være vrede og milde ligesom den mand. Ellers er vi ikke lemmer på hans krop.

Det var morgen på den 33437. dag. I skovbunden ved stien sad en meget ubetydelig fugl og malede “Jesus sætter internettet i flarmer” lige hvor Kjeld kom sjoggende forbi med en spand. Kjeld fortalte fuglen om stavefejlen og kræet sagde pip. Kjeld var i et forbandet dårligt humør på netop dette tidspunkt hvor vi møder ham, denne morgen, men han fik det hurtigt bedre igen. Kjeld humørproblematik var ren kemi, men gjorde alligevel folk både nervøse, fremmedgjorte, urolige, bange og modfaldne og så var der en reaktion for hver af de dværge der boede i Kjelds hus uden at de egentlig havde spurgt om lov til at begynde med. For den gang var Kjeld bare fem år. Dengang drømte han onde drømme om sine forældre. Han drømte at de bed hinanden og vågnede lettet op efter hvert mareridt og betragtede med sindsro Bange tulle omkring i huset. Det havde de nu aldrig gjort. De havde allerhøjest danset uden at benytte hverken ord eller kroppe. Og Kjeld var mig og jeg var Kjeld. Se, det er bestemt ikke alt man kan opnå med et eventyr og derfor døde genren. Man kan godt nå kolde hjerter, men man kan ikke nå lukkede mennesker. Hvad siger du? Indvender du at lukkede mennesker godt kan nås, hvis der er tale om et hjerte af guld? Jamen så har du givetvis ret i det du siger. Jamen altså. Jamen så skal jeg lige se om jeg kan overgå dig med mit intellekt. Det har mange gange hændt mig i min ungdom at jeg har overgået et af disse komplet uforståelige mennesker, kvinder, med mit intellekt. Eller også har de givet mig oplevelsen for at komme i kassen med mig, en flot, måske, i bund og grund, evigt ung fyr, og krydse mig af på listen. Nej, jeg skal ikke være kynisk, for der er mennesker der lider mere end jeg. Så det med intellektet dropper vi. Jeg kan alligevel ikke løsrive mig fra følelsen af at jeg, netop jeg, er noget ganske særligt. Filosoffen Thomas Nagel siger det jo så rammende at jeg er mig. Selvom det staves forskelligt. Selvom mig er Morten lyder en del værre end jeg er Morten er der noget om snakken når jeg hævder, her i min lille tekst, som det hedder, at jeg er Morten. Men det er mest når jeg tænker over det eller, bedre, skriver det med min pegefinger lige her på QWERTY tastaturet på min Android, at jeg føler sandhedsværdien som en ganske lille stabil, blå gasflamme jeg ganske vist har set et par gange før. Men i selveste H C Andersens hjemland koketterer man ikke når man har sat gang i et eventyr, men man fortæller det til ende og til nød laver man en køn lille bog i bedste Italo Calvino stil og mere præcist i den besværligt kedelige Hvis en vinternat en rejsende stil. Lige nu fryser jeg om hænderne. Jeg ligger som sædvanlig i min seng og Else er feriestresset og jeg er lige på nippet til at sende en emoji til vores datter. Det er der mine tanker i bund og grund er og jeg tænker på Baron Münchhausen som trak sig selv op ved håret. Jeg melder mig tit ud. Det er noget skidt. Men i bund og grund er jeg der for dem. I bund og grund er jeg med. Og det er tarveligt at de tager på ferie uden mig og alt det dér, men siden det nu skal være. En tilknytning overgår alt hvad jeg nogensinde har drømt om. En tilknytning til de to. Det må være helt sørgeligt for dig Claire-Louise, min kære sommerflirt fra Galway i Irland i lejet hus, at høre om. Ja, jeg må se at få dette oversat til engelsk for dit arbejde har været afgørende for at jeg fik skrevet denne herlige lille dims af en tekst. Hvis man kunne scanne mit hovede, hvilket man givetvis kan, jeg siger ikke at man ikke kan, er jeg sikker på at min sommerflirt sidder i nærheden af lystcentret i hjernen. Tja, jeg skal ikke sådan rende rundt efter dig, men du er godt selskab, i en bog.

Umiddelbart minder din tilgang til menneskers psykiske lidelser lidt om teologen Joakim Garffs tilgang til Søren Kierkegaard. Jeg håber du ligesom han sidder i et elfenbenstårn og at din tilgang til at publicere såkaldte essays og populærvidenskabelige gisninger er kontrolleret af enten naturlige begrænsninger såsom manglende empati eller manglende evner eller svigtende mod, simpelthen. Hvad det nu måtte være. Men nu er dine udgydelser sluppet igennem her på Informeren og da må jeg jo forholde mig til dem eftersom det er min klare forventning at læserne af netop Information begynder at fryse midt i hedebølgen ved at du forfalder til Conan Doyle agtige hvidvinsspekulationer og julelege når det omhandler noget vigtigt, nemlig danskernes helbred. Du bryder arrogant med det faglige førsteprincip om at man skal have undersøgt personen før man drager vidtgående konklusioner eller opstiller hypoteser offentligt. Mig bekendt forhindrer intet dig i at opsøge drabsmanden og interviewe ham. For mig er han en enlig svale. Helt ærligt. Du bringer angst og elfenbenstanker til torvet i Athen og jeg formoder jeg taler på vegne af mange kloge, oplyste og menneskelige Informationslæsere, vi vil hellere have beretninger fra psykologiens verden hvor man kan mærke et bankende hjerte for dem det hele handler om, nemlig dig og mig. Det er dig der er noget galt med. Kan du ikke se det. For mig som psykiatrisk patient af den tungere slags kan jeg se det og jeg er forholdsvis indigneret og oprørt. Dit indlæg er politisk, hvilket er årsagen til at jeg reagerer, du argumenterer imod en styrkelse af en forarmet psykiatri og du misbruger dine titler til at sige noget der på en gang er koldt og utroværdigt. Din artikeltekst har ikke nogen krop, altså en substantiel værdi som netop tekst, hvor selvstændige tanker sættes igang hos læseren og friheden mærkes indeni og det lyner ud imellem linjerne at dit forhold til menneskelig normalitet er forsnævret, tvangspræget, uerfarent og umodent.

Så klap lige hesten. Ingen mennesker er normale.

Til slut en sjov lille historie: En cikade kommer ind på en bar og bliver båret ud igen af en storbarmet dame i 50’erne. Optrinnet bevidnes af en mandlig psykiatrisk patient der er ved at komme sig over et chok og derfor undlader at drikke alkohol. Han sidder og ser på damen der tager afsked med cikaden ved rosenbusken i halvmørket. I hans ene lomme er en tube med lim. I hans anden glansbilleder og flitterstads. Jo, hans aften er lige begyndt og på hotellet knitrer en stor, firkantet hovedpude.

De danske standuppere er uden evner fordi de basalt set er dårlige mennesker der favoriserer flere dårlige mennesker og frister unge lømler til at gribe mikrofonen i stedet for at studere filosofi og de store skandinaviske dramaer før tæppet går og der smadres løs på publikums åbne, kærlige forventninger med tilbuddet om at sjælen kan blive proppet ned i to-til-tre slidte kattekasser. Jeg ville aldrig vælge dem, altså caste dem, til en film. Jeg kan ikke se forbindelsen mellem Standupper 1, Standupper 2, Standupper 3 eller Standupper 4 og en lystbådehavn endsige en orkestergrav for disse mennesker er ikke morsomme. De er onde og fordomsfulde. Ikke alene over for det afvigende menneskelige, for de får den slet ikke parkeret i et anstændigt menneskesyn. Alt skal ikke have en pointe. Det er noget med at sjælen også gerne må grine med lydløst med fra sin snor i mørket. Et kropsligt grin er bare har har. En intelligent samtale skader heller ikke. Jeg afskyer de vennekredse fra virkelighedens verden som danske såkaldte humorserier dyrker og værner om for de er fulde af tomhed i stedet for ånd. De danske humorister er derfor åndsforsnottede dilettanter som rotter sig sammen i endeløs kommerciel tænkning og anstrengte manerer. Dårlige mennesker er kyniske mennesker. Tag 50 procent dansk filmskat, hvor der også blev spekuleret hæmningsløst i krampagtige, billige grin og læg dertil 50 procent af amerikanernes latterlige flugtparate udvandrergener uden horisont og dannelsesmæssig forankring, så lander du på dansk humor 2022. Det er det forventelige resultat og slutprodukt fra disse anti-intellektuelle stympere. Hvem filan siger at danskerne er dumme? Det udspringer af grotesk flertalstyranni at kalkulere på den måde for i følge mine beregninger er det kun, kun, 60 procent af de ikke-intellektuelle der er anti-intellektuelle. Hele 80 procent af de ikke-intellektuelle ved at de er ikke-intellektuelle. Bourdieu elsker at farveinddele segmenter og statsradiofonien DR elsker åbenbart stadig Bourdieu men hvor er interessen for de 40 procent af befolkningen som både er ikke-intellektuelle og åbne overfor intellektuelles ideer. Lad os nu få løsnet lidt op og talt om tingene så min gamle psykologs elskelige påstand om at ingen mennesker er normale kan blive afprøvet fra scenen med alle de særlige danske indsigter, ja, vores kulturarv, vores kanon hedder det nok, kan blive afprøvet fra mikrofonen alene på scenen. Selvfølgelig går vi ikke til comedy for at blive klogere på halvdårlige forfattere som Tove Ditlevsen, men udfordringen herfra er til standupperne: tag en litteraturliste med og del den ud næste gang du optræder. Forsyn den med overskriften “Ting fra litteraturens verden der har berørt mig”, skriv en liste og afslut med fornavn og vupti har både du standupper 1, 2, 3 og 4 genvundet min respekt.

Det er den måde kystlinjen krummer sig. Der er noget foruroligende ved den sjaskede bøjelighed. Der kan ikke sidde nogen derinde i landet som vil nogen noget. Men hvorfor? En strand er for mig ikke et melankolsk sted, især ikke her i juli. De må have det godt i Berlin. Langt væk fra disse afslørende strande.

Talentløshed på det intellektuelle område

Jeg er intellektuel. Og fordi mit indre liv bobler så dejligt og jeg så ofte er fyldt af ånd og sprogligt overskud har jeg sjældent blik for mine begrænsninger som netop intellektuel. Her gør jeg et forsøg på at belyse mine intellektuelle begrænsninger med en staldlygte. Koldt og forholdvis kynisk.

Danmarks Statistik må være en kynisk organisation eftersom den, på trods af sit overvældende datamateriale og potentiale i forhold til statistiske metoder, undlader at fortælle danskerne sandheden om fx Janteloven. Humanistisk, etisk statistik.

Vi må derfor sjusse os frem til sandheden om noget der for mig personligt er så vigtigt nemlig det intellektuelle.

Der tales så meget om betydningen af at sælge sig selv ærligt og hæderligt til jobsamtaler, promovere os selv ærligt og hæderligt på Insta og at de første 30 sekunder i mødet med et andet menneske tæller mere end de næste 30 år, når det handler om at gøre et ærligt og hæderligt indtryk. Det er bare tåbelig snak. Mennesker er uendeligt forskellige, så noget af det der virkelig tæller er hvordan vi behandler dem der er mere end os selv i intellektuel henseende og dem der er mindre end os selv i samme henseende.

1. Kun 60 procent af de ikke-intellektuelle er anti-intellektuelle. Stemmer det? Jeg sjusser mig frem via mavefornemmelse og livserfaring. Det betyder at hele 40 procent af menneskeheden er villige og modtagelige i forhold til at lade korrigere eller ligefrem lade sig sætte sig på plads af mennesker som de ikke sidder og drikker en øl med, mennesker de ikke kan se, men som udtrykker sig med mærkelige ord.

2. Hele 80 procent af de ikke-intellektuelle ved at de er ikke-intellektuelle. De resterende 20 procent er lidt småfarlige at være i et samfund med fordi de er tilbøjelige til at stemme imod deres egne interesser.

3. Hele 15 procent af de intellektuelle har venner blandt ikke-intellektuelle.

4. Hele 8 procent af danske intellektuelle har deres meningers mod.

5. Hele 20 procent af de danske intellektuelle er optaget af kærlighed i deres skriverier.

6. Kun 90 procent af danskerne bliver mistænksomme når fremmede sprudler i en samtale.

7. Hele 0,1 procent af de intellektuelle er enige i at vi erkender stykkevist og er ærlige nok til at lade dette smitte af på stilen i deres arbejder. De resterende er ikke stilistisk vakte.

8. Desværre tror 90 af de danske intellektuelle at de er bedre til at se rigtigt end deres medmennesker.

Konklusionen er vel at de danske strande har ret.

Jeg tror ikke der er ret mange børn der oplever medbestemmelse i deres barndomshjem, altså det hus eller den lejlighed hvor vi legede som små. [Stryg præciseringen. Folk kender betydningen. Redaktionen.] {Det har jeg ikke tænkt mig at gøre. Jeg hylder en stil der er “haunting”, altså hjemsøgende, og legende og kærlig og fri og hvor stilistiske greb som uventede skift mellem høj og lav stil derfor er på deres plads. Morten.} Dette har den filosofiske grund at gode trygge rammer som opdragelsesprincip ligefrem strider imod princippet om medbestemmelse. Således bliver mange overraskede, når jeg hævder at medbestemmelse skal, om muligt, indføres allerede på det udviklingsstadie hvor barnet ikke er i nærheden af at kunne opføre sig samlet og med den høje værdighed som min generations forældre så skuffende har tiltusket sig i hobevis ud fra nogle fuldkommen latterlige abe-agtige samfundsnormer. Men gode trygge rammer er en forældrepopulistisk magtmanøvre, et kongemord på barnets autoritet som jeg da går ud fra at Jesus har grædt over mange gange. Og det er en floskel. Der er folk der ved det er en floskel og sådan var mine forældre. At adressere den floskel har været og er mit livs opgave som de to mennesker sendte mig ud med i verden inden i min bylt, i stedet for TUC kiks, forbi min elskede Farfars grav, igen i stedet for TUC kiks, og ud i den vide verden, ja netop, ud i den vide verden. Mine forældre sørgede for at missionen blev min, selv skulkede de i nogen grad i deres karrierevalg. Men da de mødte mig fik de aldrig mere venner. 1. De fik nok at gøre. 2. De fik sig et religiøst barn. Det sker forholdsvist hyppigt derude i den store verden, men det er ikke så almindeligt. Hvis man slet ikke er interesseret i medbestemmelse har man et forkvaklet forhold til magt. Man skal da skrive hvis man har noget på hjerte! Jeg havde ikke medbestemmelse men blev for meget overladt til mig selv dengang jeg var lille og det har sat sine spor. Det, der i mange arbejderhjem og øvre-middelklassehjem var en virkelig vigtig, omend intellektuelt fjern værdi var i mit barndomshjem i diskursen mellem mig og mine forældre evigt til debat og det var både trygt og utrygt og derfor både hensigtsmæssigt og uhensigtsmæssigt. Min Far. Hver sætning af sin alerthed brugte han på at vende begreberne på hovedet. Med denne evige bevægelse på en og samme tid skjulte han sig og ofrede sig for mig.

For mig er det naturligt at analysere naturligt.

I april gik jeg i skoven og så min læges næse stikke ud af stammen på et træ. Jeg frøs om fingrene. I maj måned var det tid til årets træhøst. Jeg startede hos naboen. Bag egetræet hang et spejl og foran spejlet stod en rygvendt kvinde med blotlagte baller. Hun var yndig og 17 år gammel. Hendes aura viste mig med det samme at hun var jomfru. Hvad jeg først opdagede senere var at jeg også opdagede at der i hendes blik var en dyb smerte. Men hendes skuldre gjorde udslaget. Jeg kunne ikke modstå hende. Selvom jeg havde forpligtelser i forhold til kærligheden. Og det er jo. Dumt. Utilgiveligt, med andre ord. Jeg anlagde en hyggelig modenmandsattitude og slappede af i kroppen og lod mit erfarne kropssprog sende prutter af sammenhængskraft krydret med selvtillid og selvværd ud i alle retninger. Men lige præcis i hendes retning gik det ikke så godt, selvom små fugle fløj ned fra træerne og ville holdes af mig, de flaksede om mine hænder. Mens hun pakkede sig ind i hvad der lignede bøssers skitøj så jeg i spejlet at jeg lignede Henry David Thoreau, komplet med sløve øjne og en mopset, aldeles ubeslutsom mund uden egentlig følsomhed. Nej. Det var hende der lignede Henry David Thoreau. Jeg skrev forkert, ja jeg gjorde. Hun lignede Henry David Thoreau og jeg lignede jeg ved ikke hvad. Nogen havde kastet store mængder rævetænder med superlim i mit pandehår og resten af mit hår var redt forud og stod op i luften rundt om mit hovede som latterlige ravnefjer fyldt med formskum. Yderst i hårenderne hang mikroskopiske klokker fremstillet i Aarhus og rundt om mine hårrødder var der tegnet med lilla tusch. Efter et suverænt samleje, jeg aner ikke hvordan det var for hende, men nøjsen hun blev knaldet godt igennem, påbegyndte hun en lavmælt sang mens jeg bekendte disse slet skjulte detaljer om mit hår. Hun lyttede ikke. Kaosteorien siger at en sommerfugls vingeslag kan fremkalde en orkan på den anden side af jorden og sådan var hendes eftermiddag. Hun havde knaldet med mig, men med en anden. Denne anden var hendes kæreste som i selv samme øjeblik trådte ind i vores elskovshave med ordene Jeg har en splint i fingeren. I 2022 siger man nemlig ikke Det troede jeg ikke om dig, men man psykologiserer og lyver ved at overdrive detaljer om mindre sundhedsproblemer. Jeg ved jo lidt om livet for jeg er 49 år og har prøvet lidt af hvert. Jeg vidste jo godt at den mand var fuld af splinter over at finde sin elskede her, syngende uden bukser ved siden af en mand der var vokset op uden medbestemmelse som barn. Jeg åbnede derfor min sorte paraply over hovedet og sagde Jeg er vokset op uden medbestemmelse som barn. Andet sagde jeg såmænd ikke. På grund af aldersforskellen krydret med hans forvirring over at skulle møde os som mennesker midt i hans chok og forvirring tog han et stort viskelæder frem fra jakken og begyndte at tilse det mens jeg sang med på pigens sang af bar nervøsitet over at han ville viske hele situationen ud af ren og skær kærlighed til kæresten. Men ak, jeg blev visket ud den dag. Jeg er udvisket! sang jeg og parret grinede. Jeg havde jo ikke været inde i hende. Det var bare noget jeg skrev. Ja, sådan for at ihukomme alle mit livs skønne knald. Jeg har ikke noget til gode på den konto, men det er så dejligt at skrive om sex når kroppen bliver ældre og ikke automatisk trækker i den retning.