Postfaktuel version af samtale i kristen familie

Far: Hej, Lothar!

Lothar: Den store Gud har allerede sagt hej til mig på vej herhen i toget.

Far: Nå, jeg mente det nok.

Lothar: Hvordan har du det?

Far: Jo, såmænd. Jeg har intet at klage over. Og det jeg har at klage over det sender jeg op som hvide ildspyd i Guds fodsåler.

Lothar: Det lyder som du klarer dig i både med- og modgang, som det siges ved alteret.

Far: Det siges i hvert fald ved alteret, min kære dreng. Men nu skal du sætte dig ned ligesom de gør i Japans land og spise denne vegetabilske kiks.

Lothar: På gulvet?

Far: Du kan sætte dig foran Gærmynte.

Lothar: En regnorm i et regnormeland! Tak, far!

Far: Selv tak, min kære dreng.

Lothar: Har du også en myre?

Vester Dattebo: “Din mund kommer fra et rimeligt hjem hvor udskældning mellem ægtefæller var erstattet af blide korrektioner”

“Din mund kommer fra et rimeligt hjem hvor udskældning mellem ægtefæller var erstattet af blide korrektioner.”

Hvor kommer din mund så fra?

“Fra Mundvand.”

Fra Mundvand.

“Den er blevet fisket op af vandet.”

Læserbrev: ”En kat kan indhente en mus, hvorimod en hund ikke kan indhente en kat. Derfor har en kat to smil.”

Kære The Other Newspaper,

En kat kan indhente en mus, hvorimod en hund ikke kan indhente en kat. Derfor har en kat to smil.

Med venlig hilsen

Silke Raffner

Kære Silke,

Velkommen til det postfaktuelle samfund. En ækel, grå tegneserie hvor ting hænger ned i lårtykke bundter, men tillige en munter kop te. Hvor man kan skrive underfundige læserbreve uden spørgsmål.

Med venlig hilsen

Morten Hjerl-Hansen

The Other Newspaper

Ubehagelige ting er ikke en del af virkeligheden

To forskere står med front imod hinanden i halvanden meters afstand. De skal se hvem der kan presse en citron i øjnene på den anden. Den ene, en ferm lille dame i halvtredsårsalderen, rammer plet. En stråle lige ind i David Takhøjs højre øje.

“Det gjorde ondt, men det er ikke sket. Det gjorde alt for ondt til at det er sket. Ligesom dengang gribbe angreb mig da jeg læste højt af Niels Christian Beethovens ‘Emner og anliggender’ i Nevadaørkenen. De må have troet jeg var død fordi bogen simpelthen er så dødkedelig.”

Seje mig, stolte mig

Er der nogen som gør sig tanker om hvor vedholdende, sej, tapper og sprogligt begavet og belæst og dannet man skal være for at vide at ingen mennesker er normale og slås for det? Det er slet ikke noget jeg belemrer min læser med fordi jeg kan pakke det ind på en både humoristisk og raffineret måde i det der hedder en litterær form. Medlemsskab af Groucho Marxske klubber er intet imod den glæde jeg finder i mit arbejde.

TV2: Selvtillidens Tempel

Hvis specifikke moderne fænomener optager folks tid og ånd i tilstrækkelig grad er der tale om altre, vi kalder, omend ironisk og i nogen grad kynisk selvhadende, et tv-apparat for husalteret. Tiden er folks egen. Den må de, gerne, “yderst gerne”, bruge som de finder bedst. Det er ikke emnet for nærværende bemærkninger. Men jeg vil hjertens gerne skærpe mine læseres kritiske sans i forhold til åndelig stupiditet som det ikke er alle der har “spontant næse for” eller det åndeligt sprogligt-intellektuelle overskud til at analysere, selvom et fænomen som i dette eksempel “TV2s ånd” eksisterer i virkeligheden på linje med farven grøn og Rundetårn. En fyr som mig kan se, ligesom jeg ser farven grøn på min nye elegante overgangsjakke eller betragter Rundetårn, hvad jeg i øvrigt ikke har for vane, at TV2s ånd er tungen ud ad vinduet og fuldstændig overskygger de nyhedsformidlende og praktisk-journalistiske ambitioner. Dem der arbejder på TV2 opfører sig i tråd med denne tankegang mere som indviede end som medarbejdere.

For en fyr som mig, der har næse for sagen vil det være arrogant at hævde at “jeg” gestalter et gangbart alternativ til TV2s ånd, men det er nok temmelig nær sandheden og jeg er lykkeligvis ikke den eneste der kan smykke mig heraf. Men jeg skal alligevel være yderst påpaselig med at tro at alt hvad jeg siger og gør udgør et konstruktivt alternativ og at jeg bare kan sætte mig i Radio24syv og “tale som mig selv”. Det ville være ualmindelig selvhøjtideligt.

Det er alvorlige ting der står på spil. Ønsker vi modnere medlemmer af samfundet at TV2 skal have alle de midler til at gøre sig til overfor unge og andre søgende sjæle. Det er et retorisk spørgsmål for selvfølgelig er svaret: Nej! Folk er ikke dumme.

Alternativet er at intonere og analysere og pjatte og samtale venskabeligt på samme tid. Det kræver top-træning.

Intonere er det vi gør når vi med modificeret moderat selvtillid lader beskueren, læseren eller publikum finde en melodi der delvis ræssonerer med deres egen opfattelse af “hvordan tingene fungerer”. Selv selvtillid kan overdrives.

Kan machoer samtale?

Macho, hvad er det? Der er sikkert mange gode ting ved macho, men mange mennesker frygter psykiatere og psykologisk behandling og det er i virkeligheden synd. Jeg har personligt ikke erfaringsmæssigt belæg for psykologfrygt eftersom jeg har mødt langt flere gode behandlere end dårlige, men jeg anerkender den helt almindelige tilbøjelighed til at trække angsten ind over det hele og dermed afskære sig selv fra at opsøge hjælp og støtte. At kalde det for en konstruktiv og frisættende tilbøjelighed vil nok være for meget sagt. Den er snarere det modsatte for man risikerer at gå rundt og være død.

Det, der i mine øjne først og fremmest kendetegner en ringe behandler er én som åbentlyst forventer at jeg som patient er interesseret i selverkendelse. Det er omtrent lige så groft som hvis vedkommende behandler gav udtryk for at kunne gennemskue mig. Jeg trøster mig med at der er langt mere varme end arrogance oplagret i psykiatrien.

Sygdomserkendelse er til at have at gøre med. Selverkendelse er i bedste fald latterligt. Selvet er et mysterium for én selv.

Det betragtes i almindelighed som noget levende og vældig livsdueligt at have selverkendelse, robusthed og være normal. Så er man som mand klar til at være macho og være der hvor det sker. Vi ser desværre den vigtigste aktive menneskelige egenskab i det lys, vi ser mod i det lys. Men mod er først og fremmest, i det mindste for mig, at opnå sygdomserkendelse og et overblik over min sårbarhed og leve så fuldt og helt med disse begrænsninger som det nu engang er muligt.

For mig bærer arbejdet lønnen i sig selv hvad angår mit kunstneriske virke. Jeg er glad og taknemmelig for at skrive og oversætte hver dag. Hvorfor skulle jeg stræbe efter at være macho? Det er da federe at tage min kvindelige side med. Der er ikke så stor forskel mellem kønnene, men hvis jeg vil til at være macho bliver tingene for indviklede. “Kvinder er sådan og sådan.” Nej! Kvinder er ikke sådan og sådan.

Det er da generøst at visse retninger inden for den etablerede psykiatri regner med at vi har i gennemsnit 40 diagnoser. Det siger sig selv at det ikke er alle som er alvorlige. Ja, jeg er en dyb tilhænger af at ingen mennesker er normale. Det er en af de få rammende generaliseringer over menneskets natur.

Machoer kan ikke samtale. Hvis en macho siger noget til dig underforstås det at nu taler vi som mænd. Jeg kan ikke, selv med min bedste vilje, forestille mig noget mere kedsommeligt. Hvis en macho ligefrem føler at vedkommende skal rådgive, underforstås det at nu tager du dig sammen. Det er da for trættende. Den bilaterale samtale er alt for vigtig til den slags anstrengende opfordringer.

En dejlig dag i Kastrup

En mæt mand står og betragter et lille rør der stikker ud af muren i fem meters højde. En dame stopper op og tager plads ved hans side.

Manden: Nu sker der noget.

Et sammenrullet stykke papir anes for enden af røret.

Kvinden: Er det Banksy der er på spil?

Manden: Det er snarere sådan at virkeligheden overgår fantasien.

Kvinden: På den anden side kan man sige at det er en ret ubetydelig ting at et sammenrullet stykke papir hvorpå der står “Pablo Nerudas humor kommer slet ikke til udtryk i ‘Kaptajnens Vers’ fra 1952” kommer til syne for enden af et rør i en gavl i Kastrup i 2019.