Historiefortæller Preben Pudekamp

The Other Newspaper bad historiefortæller Preben Pudekamp om at opdigte en historie baseret på følgende oplæg:

“Mennesket har seks øjne. Fire i panden og to under panden. Når et menneske bliver 14 år forsvinder dem i panden i en lille, blåviolet dampsky.”

Pudekamp løftede opgaven på glorværdig vis. Hør blot med!

Dengang den kinesiske mur blev bygget sad der en abe i støvet ved foden af en færdigbygget del af denne og fumlede med noget der smældede. En rask dreng på 12 år kom netop spadserende forbi og bemærkede at det smældede i nærheden af aben. Aben blev meget vred og sagsøgte drengen, men opdagede samtidig, eller omtrent samtidig, at drengen havde seks øjne og derfor var under 14 år. Drengen pustede på aben. Nej. Drengen pustede ikke på aben. Resten af historien kan I nok regne ud. Drengen drog hele vejen til Danmark og blev der indtil fire af øjnene forsvandt. Dette skete på hans 14 års fødselsdag, som traditionen foreskriver. Aben sendte drengen et anbefalet brev med sig selv inden i hvor den havde skrevet på sin pels: Tillykke min ven! Drengen kradsede sig på benet og pev. Derefter grinede de begge fjoget ud til det kæmpe publikum der havde samlet sig rundt om dem og nu lå døde i græsset.

Ny bog: Det festlige menneske

Hvad er et menneske for dig?

“Mennesket er en festlig nuancedetektiv.”

Det er lige præcis korrekt svaret. Ja, nu er jeg sandt at sige blevet påvirket af at have læst din bog, opløftet er nok snarere det rette ord. Oprindelig havde jeg et mere forsigtigt og vist nok mere nuanceret syn på mennesket. Også mere komplekst. Men du hævder at mennesket er en festlig nuancedetektiv og hvad mener du egentlig med det?

“Jeg mener at mennesket først og fremmest danser.”

Det er helt åbentlyst noget ævl. Hvad mener du mere?

“Det er ikke noget ævl. Så mener jeg, at mennesket altid er på jagt efter at mene det vi mener, men på en mere nuanceret måde end vi gjorde før.”

Det mener jeg heller ikke du har ret i. Mener du mere, for hvis du kun mener de to fjollede ting, så mener du intet? Så er du komplet tomhjernet.

“En masse! Men er det ikke en fest for dig at sidde her overfor mig og køre dit bavl af?”

Måske. Jo. I virkeligheden.

“Men du opfører dig ikke menneskeligt i forhold til nuancerne. Jeg får faktisk lyst til at ætse dig bort.”

Jeg er lavet af plastik.

“Jeg tænkte det nok.”

Er det ikke umenneskeligt overhovedet at tale om at et andet menneske er umenneskeligt?

“Jo, hvad er menneskeligt?! Se! Du aner det ikke! Men jeg mener at mennesket er en festlig nuancedetektiv.”

Fest og nuancer er modsætninger.

“Har jeg påstået andet?! Hør! Du har slet ikke læst min bog.”

Jo. Men så uddyb venligst dine synspunkter, så læseren kan følge med.

“Du er den sureste journalist jeg har mødt.”

Hvad er en fest?

“Blå glas. Pænt tøj.”

Hvad mere?

“Indbydelse.”

Og hvad mere?

“Skind.”

Skind?

“Skind som stenalderfolk gik med.”

Hvorfor gik de med skind?

“De gik fra festen. De skulle hen et sted med dem.”

Folmer Sommer

The Other Newspaper er taget ud til det store hav for at møde en mand der ikke finder sig i alt muligt pis. Flere gange mister vi orienteringen og laller og leger turister mellem enebærbuskene fordi vi ikke kan forbinde denne egenskab med noget meningsfuldt eller virkeligt. Der kommer sne på adressesedlen fordi vi kommer til at lege med den. Snart efter bliver den næsten opløst af sol. Snart efter taber vi den ned fra hesten. Da vi skifter til motorkøretøjer flakser den ud ad vinduet og ræser ned mod stranden og vi må løbe for at indhente den. Med andre ord: Vi gider ikke denne opgave. Da sedlen ender med at forsvinde over os og ud i bølgerne er vi nået frem.

Vores forudgående, rent spekulative, diskussioner har drejet sig om 1. hvorvidt der er tale om en egenskab (”finder sig ikke i alt muligt pis”), 2. hvorvidt egenskaben kan tillæres, 3. hvorvidt egenskaben kan tillæres af umodne mennesker som The Other Newspapers fotograf, samt 4. hvorfor denne mand er flygtet fra andre menneskers selskab til dette isolerede sted? og 5. vigtigst: hvad består egenskaben i og hvordan taler man (han) om den.

”Jeg vil bare være i fred.”

Hvorfor bor du ved havet?

”Fordi havet siger: Det er ok med helvede. Helvede er en biting. Noget ligegyldigt. Stiger man ned i havet på denne årstid bliver man opslugt og tilintetgjort. Men jeg har også rigeligt i at høre på og se ud over havet. Vinden raser på havets præmisser. Vinden afslører det hele. Alt jeg vil vide. Og se på havet. Og se på havet. Langt mere frygtindgydende end den vildeste helvedesfantasi.”

Det er et flot forhold du har til havet.

”Synes du?”

Ja. Helt ærligt.

”Det finder jeg mig ikke i.”

Nej, men vi kan da også godt sige at det er et realistisk forhold du har til havet.

Mine grimme oplevelser i OPEC landene

Efter et lidt “vattet” foredrag om biers intelligens indtager Bent Hokóber podiet. Det virker lidt latterligt, eftersom folk er begyndt at forlade lokalet. Men Hokóber er snedig og vælger et slibrigt emne, som alle kan forholde sig til: sex. Han beretter malende om en kvindelig bølle der kom ind ad vinduet.

“Så havde vi sex.”

Hokóber giver sig tid til at spise en fersken og fortsætter:

“Så havde vi sex igen.”

“Det mest uappetitlige ved modne menneskers stivnen er at skeen sidder fast”

Det mest uappetitlige ved modne menneskers stivnen er at skeen sidder fast.

Jeg synes dog de fleste døde gør et hæderligt indtryk.

Vi taler om en fuldt brugbar træske.

Det er jeg udmærket klar over.

En slev.

Jo tak.

Hvis den skide slev kunne trækkes op ville den kunne bruges til at omrøre et yngre menneskes sjæl.

Å nej dog. Spar de unge for den slags. Spar for den sags skyld alle søgende sjæle for den slags.

Selvfølgelig. Selvfølgelig.

Og glem så ikke din frokost.

Selvfølgelig. Selvfølgelig.

Og giv mig så et kys.

Professor Kærgården

Roald Kærgården er Kirke-Pretenders-Kate Bush professor ved Stubberup Universitet. Det vil sige at hans forskning drejer sig om det konkrete spørgsmål hvorfor dælen det at høre Pretenders lige når man kommer hjem fra gudstjeneste er som en dejlig bøgeskov der pludselig falmer midt om sommeren hvorimod det forholder sig stik modsat med Kate Bush.

De fleste af vores læsere ved godt hvad en professor er.

”Det er sådan én med hvidt hår og overskæg. Sådan ser jeg også ud. Hoho.”

Hoho. Ja. Det bemærker man. Hvad beskæftiger du dig med for øjeblikket?

”Jeg beskæftiger mig sådan set med det jeg er ansat til at finde ud af. På universitetet er tingene enkle. Alle akademiske ansatte er ansat til at besvare et konkret spørgsmål som rengøringspersonalet finder på.”

Det lyder logisk og overkommeligt.

”Ja. Men det tager et helt liv.”

I holder vel pauser?

”Kæmpe pauser!”

Kæmpe pauser?

”Kæmpe pauser!”

Ny bog: Sandlo

Som uindviet kan man godt være i tvivl om titlens sandlo betegner en lo med sand eller er et egennavn. Åbningsscenen er i den sammenhæng oplysende. Her kører tre biler i rad og række ud af en lo uden sand. I den bageste bil, en turkis 1957 Chevy Bel Air, sidder Sandlo. Han er kørt ud for at sige undskyld til fem mennesker på tre kontinenter, men allerede i kapitel to kommer han ud for en spøjs ulykke, da havnekranen i dok 14 i New York, som skal bugsere ham og hans bil over i atlanterhavsskibet, ved en menneskelig fejl svinger det opsigtsvækkende køretøj ind i skibets skorsten og hans nøgleknippe ryger ud af bilen og ned i munden på en elefant der ligger og griner på nederste dæk.

Det er forfatteren der driller med dette fjollede optrin, lige som han også gør i slutningen af både syvende, fjortende og enogtyvende kapitel.

Sandlo lader sig ikke slå ud. Hans trofaste bil taler med ham og instruerer ham ved at båtte i morsekode på øde veje, fortæller ham ordene såvel som tonelejet og han får sagt undskyld til alle fem personer inden kapitel 40. I alt er der 50 kapitler, så i de sidste 10 er der afslapning for alle pengene. Sandlo slapper af på en lidt mærkelig måde, nemlig ved at save rattet af og gå med det om halsen samtidig med at han sælger folk ærter.

Jeg havde svært ved at finde ud af hvad jeg mente om bogen. Der gik to år før jeg forstod at forfatteren har leveret et værk i topklasse. Men jeg måtte læse den to gange i alt før jeg forstod sammenhængen mellem rattet og ærterne.