I læsere: ”Hvad skal vi sidde og tænke lidt over rent kognitivt, stille og roligt og helt alene?”

“To ting undrer mig meget ved verden: At beskyldninger falder tilbage på dem der fremsætter dem. At folk der gerne vil være stjerner og medlem af det gode selskab som regel opnår netop både det ene og det andet.”

“Kan du nævne nogle ‘ting’, som du så flot kalder det, der undrer dig lidt mindre end disse beundringsværdigt forunderlige ‘ting’ som tænkeligt, fornemmer vi, risikerer at blæse os bagover af undren.”

“Jeg vil hellere indbyde jer til at beslutte om I vil studse eller dvæle ved mine visdomsord, for jeg kan ikke lige komme i tanker om noget der optager mit sind overhovedet foruden disse etiske tunge og værdifulde og for mig meget personlige ting. Jeg kalder det bare for ting.”

“Det er pænt af dig at bruge et så eksistentielt ladet og samtidig lidt all-round-agtigt og meget beskedent ord som ‘ting’, for ikke alene letter det kommunikationen i betragtelig grad, det samler os også i et ret underligt fællesskab som lykkeligvis er både uofficielt og uforpligtende, man tager selv brød med, så at sige. Det er flotte ‘sager’, hvis vi må være så frie at kalde dine ‘ting’ det, du drager frem. Vi vil frivilligt tage imod din invitation og i den forbindelse tilbyde både at dvæle og studse som en form for gave fordi du bruger ordet ‘ting’. Vi har altså kollektivt valgt at give dig en belønning i form af en formidlingspris som vi vil motivere med ordene: ‘kluk kluk kluk’.”

“I klukker?”

“Af begejstring.”

“Men hvad er et kollektivt valg?”

“Det er et fakkeltog, Morten.”

“Jeg bliver helt rørt. Jeg får tårer i øjnene. Tusind tak.”

“Du har lagt to paradokser ved tilværelsen på bordet uden at ryste på hånden.”

“Jeg har formidlet det så godt jeg selv synes jeg formåede.”

“Lad os bare sige at du har snedkereret noget utroligt rent intellektuelt.”

Mærkeligste bog længe: Cornwall, Forvandlingen

Bogen handler om arkitekt Kvissop der kortvarigt, sammenlagt et halvt sekund, bliver forvandlet til en høtyv i Cornwall. Derefter drager han, med tre blå similifrugter på hovedet og som direkte konsekvens af oplevelsen som han tager som en anledning til at improvisere lidt med livet, til Beirut på jagt efter den bil fuld af penge som hans tre venner Ib, Ib og Christiansen har parkeret dybt inde i en forladt cedertræskov. Pengene er en 200 år gammel lotterigevinst som den første Ibs oldefar på grund af en fejltagelse, han forvekslede i sin tid lodsedlen med sin kone Kirsten, aldrig fik indløst. Sedlen har klæbet til familiens overtøj i fire generationer og opdages ved et tilfælde mens Kvissos tre venner bader fødderne i en omvendt paraply fyldt med granatæblesaft. Derefter ruller en enorm knap ind foran handlingen og dækker hovedpersonerne indtil de kysser den til aske hvorefter det forrygende kapitel to kan begynde. Kapitlet har cirkuleret blandt farmere i Nebraska og siderne er derfor lidt slidte men jeg fik det ud af det at de fire venner ved dets slutning genforenes i den libanesiske hovedstad og “danser fjollet igennem byen”. I kapitel tre er vi tilbage ved det føromtalte skrivebord hvor den allerede nævnte Lotte er gerådet i konflikt med østvæggen i hendes soveværelse. Væggen lytter tålmodigt og kærligt til Lottes bebrejdelser, indre udfordringer, indre problemer, indre besværligheder, hendes fantasier, drømme, forhåbninger, ønsker, økonomiske fordringer, genstandsløse angstoplevelser, vrissenhed, humørsvingninger og gamle viser. Ved slutningen af dette kapitel hører man en klapsalve efterfulgt en mikrofon der feed-backer akkompagneret af strygere. Det er Charles Dickens der er kommet hjem. Netop som hoveddøren åbnes går han udenfor igen og gemmer sig bag garagen.

I læsere: ”Vi er lige blevet inviteret til en middag med en masse interessante mennesker af en rigmand med hjertet på rette sted og nu ved vi ikke om vi skal opføre os samlet.”

”I må gerne underholde, give den gas og dem der er gode i kontakten må gerne overstråle, men husk at knytte venskaber. Glem forbindelser. Husk venskabet.”

”Men vi troede venskabet var sådan noget med en hob af folk med det samme køn som os?”

”Det er for bøsset.”

”Er der noget galt i at være bøsse?”

”I er ikke bøsser.”

”Vi ved godt vi ikke er bøsser.”

”Hold nu kæft. Husk at optræde lidt. Læg mærke til om der er nogen bøsser i selskabet. De har nemlig styr på om de er bøsser eller ej.”

”Vi er nervøse. Vi er angste. Inde på Berlingeren står der at den kreative klasse er de 10 procent klogeste i Danmark og at de er ved at sprænge Danmark.”

”Husk, at dem der er gode i kontakten og har mod til at give noget i et selskab af så mange interessante skal have kødstykker først.”

”Mens de andre forsyner sig med ærter.”

”Netop.”

”Nu er vi ikke nervøse længere.”

”Så kom vi et stykke videre. Jeres tøj er kikset.”

”Det skal vi nok selv finde ud af din knold. Hold da kæft vi er klar. Det var noget af en kulturrepetition. Vi fandt selv ud af opførselsformlen.”

”Nej. Det gjorde I så ikke.”

Kom til foredrag om kvinders krop med Morten Hjerl-Hansen

Fra pressemeddelelsen forlyder det at “Morten starter med armene og bevæger sig metodisk nedad mod fodsålerne”, “hovedet har jeg ikke forstand på” og “det jeg kalder tissekonen tager vi i baren”.

I læsere: “Hvad skal vi svare, når analyseinstitutterne ringer og spørger om vi er lykkelige?”

“Tillad mig at bryde min eksistens op i en række mindre småbidder.”

“Nej tak. Vi læsere vil have en kulturrepetition og en opførselsformel.”

“Kulturrepetitionen for i dag er top-hemmelig. I må nøjes med den deraf afledte opførselsformel.”

“Vi vil så altså have opførselsformlen for hvordan vi skal agere når analyseinstitutterne ringer og spørger om vi er lykkelige.”

“I skal nægte at svare.”

“Men det magter vi ikke midt i vores stressede hverdag.”

“Så hold op med at være stressede. Flyt ud på landet og væk fra byernes pænhed.”

“Pænhed?”

“Deres sortiment af lusede småkorrektioner og lusede distraktioner i form af lusede københavnerpiger som i virkeligheden er ludere, styrker blot jeres lykkeløgn.”

“Du sagde lige at kulturrepetitionen var hemmelig.”

“Det var den så ikke alligevel. Jeg er ligeglad. Jeg skylder ikke jer læsere at holde nogen løfter overhovedet, jeg skylder jer ikke andet end at holde mig selv kørende ved at charmere mig selv med alle disse vittigheder så det bliver udholdeligt for mig at levere varen råt for usødet. Opførselsformel: I skal holde tand for tunge med jeres lykkepis. Kærligheden er langt større end lykken og lykken er ikke større her end i Uganda.”

“Hænger lykke og velfærd ikke sammen?”

“Jo, men på en meget mindre indlysende måde end I læsere fatter. I melder jer ind i politiske partier og hader jeres naboer på livet løs. Jeres holdninger giver jeg ikke meget for. Om velfærd har jeg kun én ting at sige: den skal fandme bare være der.”

“Hvad er lykke?”

“Nu skal I læsere ikke køre om hjørner med mig. Hvis I ikke anerkender kærlighedsmagt, så må I lære det.”

“Nu forholder det sig sådan, at vi for det første ikke plejer at tale særlig højt om kærlighed og for det andet ikke anerkender autoritær magt. Vi stemmer nemlig på Iskobarpartiet.”

“Det er der ikke engang noget parti der hedder.”

“Prøv og hør på dig selv. Kærlighedsmagt vores bare røv. Vi foretrækker Iskobarpartiet og at pille dine argumenter i småstykker og stene dig sønder og sammen.”

“I er ligesom dværgene hos Tolkien. De gravede for dybt… De gravede for dybt. Det skriver Tolkien selv.”

“Hvorfor skrev han ikke flere af den slags mærkværdige cool ting?”

“Hvor skulle jeg vide det fra. I kommer og beder om en kulturrepetition og en opførselsformel og så gennemhegler I mig, blot for at blotlægge min vældige angst. Så tror da pokker jeg går i forsvarsposition med en vældig fedterøvsagtig arrogance. Av for sytten! Hvorfor overdænger I mig med grene. Tag grenene væk!”

“Rooolig. Så så. Roolig. Vi tager grenene væk.”

“I er altså ikke særlig dannede når I går til mine kulturrepetitioner.”

“Vi kom forbi her ude ved vinduet.”

Når vejrsamtaler bliver mærkelige

”Der i midten af maj.”

”Ja.”

”Der i midten af maj.”

”Ja det.”

”Der i midten af mig. Og.”

”Mig?”

”Nej, mig.”

”Min.”

”Jeg hader de første to uger af august.”

Nu har jeg ikke længere kun titel af selvbestaltet digter men tillige af Lego familiens selvbestaltede hofnar

Kære Keld. I et liberalt demokrati påhviler der ekstra rige mennesker et særligt ansvar. Det lyder måske ikke så hofnaragtigt men jeg skal prøve at være lidt morsommere. Men nej, jeg er i trist humør i dag og vil lige fortælle dig om mine to mærkesager som er psykiatri og børn der ikke har det godt. Ak. Mit kære parti Enhedslisten har en masse fejl. Misundelse, rigmandsfigurer der stivner, selvhøjtidelighed. En masse fejl.

Nå. Hvem er bedre til at være hofnar end en 43årig psykoseoverlever, far, husbond, filosofi-dropout, forhenværende overklassedreng, nu selvbestaltet digter med et grundlæggende positivt syn på tingene? Belæst over al måde, men ikke noget jeg lige kan citere. Tja.

Shakespeare, renæssancemennesket der gav os plads til hver især at være verdens centrum, på godt såvel som på ondt, hans samtidige Luther gjorde vel noget af det samme, har to narre jeg umiddelbart kan komme i tanker om. Der var Hamlets afdøde nar, Yorick, der var en slags kærlig barnepige og så var der Feste fra Helligtrekongersaften, ham som siger: ”Hej hopsa i regn og i…” Kan du huske hvad han sagde?

Nå, jeg skal lige noget. Jeg får næppe mere tid i aften. God aften.

*

Jeg har netop haft den fornøjelse at læse hvad jeg netop skrev. Jeg ville hellere have haft fornøjelsen af at genlæse det kapitel af Jean-Christophe jeg læste tidligere på dagen, men det er ikke det samme.

At falde ind i en nars rolle falder mig svært. En nar har vist til alle tider mere været en figur der kan bruges i teaterstykker og film. Alligevel skriver nobelpristageren Kenzaburo Oe et eller andet om en trickster figur, men jeg kan ikke huske hvad. Husk mig endelig på at jeg skal have købt den bog til min datter.

Kære Keld. Det var ikke dig der opfandt legoklodsen, vel? Det var din far eller farfar eller hvordan det var. Formuen er blevet forvaltet godt, dog med den lille hage at I er begyndt at producere film der viser børn hvordan legofigurer opfører sig. Det er tåbeligt.

Nå, jeg skal lige noget. Hav det godt. Fortsat god aften, som de siger nede i Rema 1000. 🙂

*

Dette hører ikke til de uerkendt tåbelige breve du og din fond sikkert modtager på daglig basis. Du må tænke på at jeg i en eller anden forstand har hele folket bag mig i disse linjer. Der er i hvert fald mange familier i Danmark der er forarmede nutildags af de to grunde jeg nævnte. Du er i medierne for real nu. Du er i Den Anden Avis. Det er da et godt sted at starte.

Nå, jeg skal have en kop kaffe og slappe lidt af med min hustru. God aften.

Opførselsformler og kulturrepetitioner

“En kulturrepetition udmønter sig i opførselsformler så du som læser ikke behøver tænke selv. Du skal bare høre efter.”

Citatet stammer fra indledningen af Brando Dalfrøcies nye bog. Jeg synes her er tale om en god bog og tænkte helt naturligt, følgerigtigt og uden spor af fis i kasketten at her måtte være tale om en moralsk ophøjet forfatter. Lad os bare sige det sådan at lidt dyneløftende og utilstedelig research gjorde min formodning til skamme.

Læs blot begyndelsen af det vanvittige volapykbrev, en ansøgning på et mindre forbrugslån, som kendissen Zorin Hæk modtog fra forfatteren i fjor:

“Kære højvelbårne kendis, selvskrevne kommandør over medier, folkehelt, kormedlem, arbejdsmand, biavler, forretningsmand, mor og stenhugger, jeg vil tilbyde at vise dig min krop for at du kan få medlidenhed med mig, uden sammenhæng i øvrigt.”

Det er noget nonsens at få med posten.

Fortsættelsen lyder:

“Det er så glimrende med kroppe og medlidenhed, at jeg synes alt skal være krop og medlidenhed, men før vi går til yderligheder vil jeg tillade mig at indskyde at jeg finder din næse både morsom og smuk.”

Det er noget nonsens at få med posten.