Imaginær pris regner ned over Den Anden Avis
“…for, sammen med andre, at sprænge rammerne for dansk litteraturs nedgroede og indesluttede motivkreds ved hjælp af det samme udmærkede, men åbenbart ret ineffektive, håndtag igen og igen.”
A propos kendthedsovervældelse
Nu er hans menneskelige teori om kendthedsovervældelse endelig udkommet. Og hvor er det rart at det at argumentere er blevet opfundet. For så får man ikke bare teorien men en masse ekstragodbidder i form af hele sider med dejligt fyldstof der varmer teorien langsomt op til stuetemperatur. Teorien er ganske kortfattet og der har været en del bøvl med om jeg må aftrykke den her. Forfatter Kepse har sagt nej. Forlaget har sagt ja. En islamist har valgt ikke at tage stilling. Undervejs er teorien blevet livligt diskuteret og det har været sjovt. Forfatter Kepse er gået bort fra den. Han er blevet så træt af kendthedsovervældelse og gået over til at plante gulerødder. Jeg har foræret ham en håndfuld fluer til at bestøve gulerødderne og dermed påvirket undersøgelsen af Kepses verden. Det indrømmer jeg. Kepse er blevet min ven. Vi sidder på terrassen i Sydfrankrig med direkte udsigt til Nordfrankrig og taler om hans nye bog.
Det er en fuldstændig traditionel bog om verden efter en atomkrig?
”Fuldkommen banalt. Det er kun myrerne der har overlevet så bogen blev meget overkommelig at skrive.”
Den der tekst
En tekst der kan åbne en lille dør på klem for læserens mulighed for ad egen drift at tilegne sig en konstruktiv og positiv psykiatrisk grundviden gående ud på at heller ikke læseren er psykisk normal må gå snedigt til værks og ikke være for direkte. Der verserer masser af tilgange og kommentarer og antydninger ude i verden som udsiger ydmygende hvad der i grunden er sandt. At ingen mennesker er normale fordi 1. en sådan norm ikke eksisterer, 2. mennesker fremviser stor fundamental forskellighed og (muligvis) 3. visse grene af den moderne psykiatri ligefrem regner med at hvert menneske med videnskabelig præcision og vægt kan stilles omkring 40 diagnoser. En direkte kommunikation af dette sagsforhold sætter gerne en masse negativt igang der gør mere skade end gavn og i grunden bunder i den misforståelse at man er sine diagnoser, hvilket er en stor menneskekundskabsfejl. Uanset hvordan en forfatter griber skrivningen af en sådan tekst an hvor man dog altså behændigt undgår at være klodset-direkte må man tale om et regulært og prisværdigt mesterstykke. Det er enhver forfatters pligt at skrive en sådan tekst og her gør også jeg forsøget. Her følger altså en vejledning i hvordan man med mange snedige greb og virkemidler fortæller sin læser at han, hun, høn (kønsusikkerhed – giver ekstrapoint) eller hæn (identitetsusikkerhed – giver ekstraekstrapoint) er skrupskør! Der findes masser af forfattere derude som nægter at gøre det fordi de ikke magter det og det er fordi skæbnen har spillet dem sådanne kort på hånden hvori der endnu ikke indgår skyggen af sygdomserkendelse. Men der findes næppe nogen læsere som ikke er interesseret i at blive taget kærligt i hånden i præcis denne forbindelse. Min erfaring er at nænsom homøopatisk sjælemassage åbner den lille dør langsomt og behageligt så man lige kan få fødderne igennem og blive kildet og at alle astrale virkemidler får hængslerne til at knirke fælt og uindbydende. Kommunikationsdilemmaet der tegner sig for mig må granskes nøje idet noget der både er massage og homøopati er noget indviklet noget. Dette må stå klart for enhver der i sit liv har befattet sig indgående med de samme vidensområder som jeg og/eller har været bestyrer af en skifabrik på Madagaskar. Denne tekst er dermed såvel en nøgletekst-manifest agtig dims i forhold til artiklerne i Den Anden Avis som den er et fatamorgana på et tidspunkt i livet, et eksistentielt kærlighedsnedslag og en Wittgensteiniansk stige, kortsagt noget dejligt.
“Hans entusiasme har en mindre heldig skyggeside: Han kan blive i dårligt humør”
Jeg sidder og undrer mig. Undrer mig over at dette gennemsnitlige menneske kan blive overvældet af en ubehagelig følelse. Forbløffes over at dette, i nogle henseender, storartede menneske kan blive påvirket af almindeligt mismod. Dette fremragende individ være deprimeret. Han hænger med næbbet i en grad så surhed er en overordentlig alt for lille kasse at stoppe ham i. Jamen folkens, denne mand er til rotterne.
“Så lad ham dog være!”
Iris. Iris den forstandige.
Jeg prøver at granske hende, men bremses ved selve granskningen. Jeg lader mine tanker flyve men bump støder kun ind i floskler og banaliteter. Jeg dvæler. Jeg beder Fadervor for ham, for mange bønner har ikke andre ord. Jeg har travlt. Travlt med at nyde Iris der har forstand på røvhullitet, er hurtig på aftrækkeren når det gælder om at udnævne narrøve. Men hun fornemmer hun ryger på museum i mit kartotek over lette og spasmageragtige optegnelser her på avisen. Hun har en kvindelig viden om mig som hersker, vejleder og ekspedient i en buksebutik. En ulogisk viden fuld af paradoks. Ud af tindingerne paradoks.
“Hvorfor sytten er han blevet så populær på at kunne blive i dårligt humør!? Alle kan blive i dårligt humør.”
Jeg forsøger at forklare hende at hans periodiske dårlige humør i prægnant forstand er hans eget hvorimod andre menneskers dårlige humør holdes af deres medmennesker i en lille medfølgende taske, men hun misforstår ordet prægnant og tror jeg taler om en trekant. Jeg får historien om Maslows behovspyramide og føler mig som en frelst læser af dagbladet Information mens jeg holder mig for ørerne med to stearinlys med ørepropper i bunden. Der er ikke rigtig blevet plads til hovedpersonen, midt i al hans svaghed går hun rundt som en fugl. Men da han opdager hendes næb, midt på næsen i form af en med spyt påklistret rosentorn griner han endelig og overlader dårlighumørtasken til mig der er glad for at få lov at holde den for ham. Ja, jeg kan godt lide andre mennesker.
“I morgen vil jeg være stille og nærværende. Selv i supermarkedet vil jeg være stille og nærværende.”
“I morgen vil jeg være stille og nærværende. Selv i supermarkedet vil jeg være stille og nærværende. Det er nemlig moralsk. En god bog er ikke moralsk. Den er bare god. Det er intet i sammenligning med et menneske.”
Jo, men den vilje du beskriver der er vel ikke en intention eller hensigt?
“A’hva’?”
Viljen til nærvær, til at gå ind i en stemning og social tilstand med stilhed og nærvær er vel ikke en intention eller hensigt?
“Jeg har ikke sagt et dryp om hensigt eller intention.”
Hihi. Du sagde dryp.
“Hyhy.”
Hahaha.
“Å ja.”
Hihi.
“Å det var morsomt sagt af mig.”
Et katteslagsmål i Wyoming
Der er folk hvis væren-i-verden påminder os om forskellige ting. Zap Frandsen er en af de mere insisterende af slagsen. Han minder os om at vi skal gøre ligesom Einstein hvis vi er i tvivl. Det er et leveråd som hans lillebror har svært ved at efterkomme. Han er ofte i tvivl. Lyset dæmpes. Rakka Kat, det yngste af de tre lovende børn, tager mikrofonen på en overbevisende og (og/eller? hej, hej, jeg fik lov at skrive denne parentes og jeg er praktikant på Den Anden Avis og hedder Gry Feldspat) eller, siger vi så bare, scenevant måde.
”Et katteslagsmål i Wyoming.”
Overbevisende stilhed. Publikum læner sig frem i stolene. Rakka Kat har taget fusen på publikum ved kun at læse titlen på sit nye prosastykke. Kæmpe tilfredshed.
I pausen møder jeg pigen og professoren.
Pige: ”Jeg troede det var en haiku. Et katteslagsmål i Wyoming.”
Professor Blommert: ”Den var skarpsindig. Det er faktisk en haiku.”
Pige ser beundrende på professoren.
Undskyld må jeg lige afbryde jeres lille passiar?
Professor Blommert ignorerer min forespørgsel og rækker os hver et marcipanbrød: ”Der var engang jeg instruerede mig selv i en film hvor jeg var eneste medvirkende.”
Pige: ”Det lyder som du foregreb selfiekulturen.”
Det var åbenbart en intern vits. Pigen og professoren griner overgivent. Jeg venter til de lige har set mit ansigtsudtryk med at grine. Mit ansigtsudtryk går ud på at jeg forsøger at danne en pil der viser mod højre, alene ved hjælp af øjnene. Professoren farer sammen og hopper op i favnen på pigen. De forsøger begge at skjule hans rutinemæssige studentertilnærmelse. Jeg kigger på dem. De har blameret sig forfærdeligt. Jeg rykker i pigen. Hun følger desværre efter. Å nej endnu et engangsknald hvor jeg forelsker mig hals over hoved efterfølgende. Jeg prøver at løsrive denne professor fra hende. Denne skide professor. Han er sikkert ligeså skør i bolden som jeg. Ligesom alle. Jeg har to problemer med at forstå hans rolle i dette her. Inden for det andet problem har jeg fem problemer og sådan fortsætter det til vi når Roskildevej. På dette tidspunkt begynder jeg at tvivle på om hun vil opnå vores bredspektrede sindssygdomserkendelser. Fordi hun tilhører det svage køn. Fordi hun ikke har mod nok. Er det en hævn? Å hun er smuk. Jeg håber det er en lille slags hævn, men det kommer jeg til at sige højt, hvorefter hun bider professoren i det grå, uldne skæg. Professoren har oplært mig og København er en jungle. Byen er i virkeligheden slet ikke noget for mig. Professoren har mistet stemmen, men nu er det ham og mig der griner. Pigen nyder at klokke i det.
Hun ejer så meget medfølelse at hun græder når folk nyser
Foran mig sidder Vif Klabaut med den sølvmønt der efter sigende ødelagde hendes liv i fredags. Naboens påstand. Jeg får lige et glimt af ham over hækken.
“Jeg har levet et liv uden mænd.”
Jeg kan næsten ikke tro det. Hun virker totalt almindelig i kontakten. Jeg kigger ud af kontaktens andet hul. Nu kommer Uborg med støvsugeren. Igennem ventilationssystemet med Vif. Hendes pandehår sidder skægt da vi lander foran computeren.
Statsministeren: Det er ærgerligt, at folk kan være ulykkelige.
