Eksklusivt interview med en tilbagevendt Barley Paralénsch

Hvor har du egentlig været siden sidst?

”I midten af Lyngby.”

Ligger der ikke et hus i midten af Lyngby?

”Jeg opholdt mig i huset.”

Smart!

”Tja.”

Hvad har du lavet under dit fravær?

”Jeg satte mig ned og forestillede mig en ærlig mand på et skib fyldt med pirater.”

Sådan bare.

”Ja.”

Jeg troede du bare slappede af og hvilede dig.

”Det gjorde jeg lige bagefter.”

Lige bagefter? Hvor længe gik der fra du havde forestillet dig manden på piratskibet til du slappede af og hvilede dig?

”Der gik 20 minutter.”

Og hvor længe hvilede du dig i første omgang?

”Omkring to timer.”

Interessant.

”Næh.”

Hvad skete der mens du hvilede dig?

”Tilsyneladende ikke meget, men min fantasi fandt sammen med min underbevidsthed i det svimlende virvar af små bække der udgår mit bedårende sind og jeg fik en idé.”

Host host.

”Er du ok?”

Ja.

”Min idé bestod i at nærstudere denne ærlige mand på piratskibet og gøre selve det billede der dannede sig til et problem i stedet for blot et billede. Et filosofisk problem.”

Og… hvori bestod problemet?

”Jo. Denne mand, fortællingen, historien om ham… Jeg spurgte mig selv hvorfor jeg overhovedet kunne forestille mig denne ærlige, gode mand overfor de uærlige, onde pirater, når det egentlig ikke svarer til mit menneskesyn der går ud på, at vi alle både har noget godt og noget ondt i os. Hvorfor bød disse stereotyper sig til, når de ikke svarede til mit menneskesyn?”

Stereotyper kan hurtigt blive mere nuancerede for intellektet når de agerer og kommunikerer.

”Jeg mediterede atter over billedet. En række spørgsmål meldte sig. Dermed havde jeg løst udfordringen, idet jeg rent intellektuelt havde formået at rejse nogle filosofiske spørgsmål ud fra det enkle billede af en mand i lang natkjole der styrtede rundt på et skib og forsøgte at få piraterne til at makke ret: Var mandens intellektuelle overlegenhed direkte årsag til at han løj overfor sig selv om sit eget moralske mereværd? Var hans løgn og hans ondskab dermed større end de tåbelige piraters?”

Den intellektuelles dilemma: Fordi den intellektuelles selvbedrag er mere vandtæt kommer han ikke sandheden nærmere end andre.

”Den intellektuelles eneste udvej er at sabotere sin egen monolog.”

Gad vide om det er derfor Morten skriver alle de lethjertede perler af tilsyneladende nonsens?

”Karisma er en gave.”

Man må tage den gave alvorligt.

”Det er vel det den altid inspirerende Roald Fifferfis gør, når hun drikker diaglogkaffe med sine meningsmodstandere.”

Karisma er noget alle der er med på vognen tager del i.

”Man kan vel ikke gøre for at man har charme.”

Det latterlige billede af den fair mand på piratskibet kan heldigvis gøres morsomt.

”Det er der bare nogle der ikke fatter.”

Filosofsamtalen: “Luk røven, din sølvmine!”

Nu skal vi alle da for 17 være lidt mere ens!

Hvem?

Hunde-Beito, Vibs, Hakubba og os to.

Nårh, os! Jamen, hvad nu hvis vi ikke er så ens endda, vi mennesker, når det kommer til stykket?

Så kan vi ikke tale sammen.

Sæt vi er meget mere ens, end vi traditionelt antager?

Så har vi ikke noget at tale om.

Hør, skal vi ikke starte forfra. Jeg er med på en ting, nemlig at vi bør være mere ens, fordi vi simpelthen er mere ens.

Vi to er komplet ens, hvis man sammenligner os med Hakubba.

Men den sammenligning er hverken rimelig overfor Hakubba, som næsten altid gør alting forkert, eller min bestræbelse, som jeg netop har defineret, nemlig at vi bør være mere ens, fordi vi er mere ens.

Men Hakubba ligner ikke nogen af os andre, vel? Ikke særlig meget i hvert fald. Hvad vil du sige?

Jeg vil sige at Hakubbas fremtoning og lidt kluntede opførsel godt kunne minde lidt om dig.

Hvorfor siger du det?

Fordi du ikke viser interesse for den vældige sag jeg endelig har fundet.

Sag?

At vi bliver mere ens.

Men en af de vigtigste ting vi mennesker har til fælles er vel at vi alle er forskellige.

Nej, det er noget vrøvl. Vi har alle hår.

Nogle mennesker er skaldede og faktisk ret kede af det.

Det var en dårligt eksempel.

Det var da et forsøg.

Mener du det?

Ja. Hår. Godt.

Jo, men tilbage til udgangspunktet. Det, vi snakkede om.

Ok. Jeg kom netop til at tænke på en bog jeg har læst.

Spændende. Handler den om emnet?

Den handler om en unaturligt stærk mand der, ved en skæbnesvanger fejl og med lukkede øjne, løber en bøsse i møde på en øde strand.

Jo, men det har ikke noget med det vi taler om at gøre.

Næ, egentlig ikke.

Sommerhistorien: Tis Kone

Det er tidlig morgen i skoven i året 1587. En bevæbnet tissekone til hest bevæger sig i høje spring gennem lysningen hvor en bæk klukker og Kalle Dennis Takhøj fisker. “Hold op med at springe! Hold dig til skridtgang, trav eller galop ligesom alle andre heste!” befaler den sure tissekone. Kalle Dennis Takhøj måber. Han har fisket længe men aldrig i sin vildeste fantasi drømt der var tissekoner inde i skoven. Med det samme falder roen over ham og han finder på tre afvæbnende vitser i træk, som samtidig viser hvem han er. Han glemmer at sige dem højt, det gør ikke noget, betragter i stedet den høje tissekone mens hun tøjrer hesten til et træ og begynder at rode med et ultra indviklet sammenklappeligt bord. Selvom Kalles far er tømrer og en ret dårlig tømrer og personligt har sejlet i dette bord hjem fra Kina og flere gange demonstreret dets elektriske funktionalitet for en måbende Kalle Dennis Takhøj er det til ingen nytte fordi tissekonen arbejder forkert og alt for selvstændigt og foroverbøjet. Det gør ikke noget. Han tænder et bål. Da aftenen falder på sidder de tæt ind til hinanden.

Sommeranekdoten: Prut

Oprindelig er jeg uddannet arkitekt. Det var derfor naturligt, at jeg efter studiet drog på udlandsophold til Polen, hvor jeg arbejdede på et offentligt toilet med at forhindre normale mennesker i at spejle sig. Proceduren var den gængse: Gemme sig og spionere i udstillingseksemplar af toilet i venterum lige overfor håndvaskene. Når folk spejlede sig, fløjte i togfløjte. Op af toilet. Kaste bold sammen med kollega. Virkede hver gang.

En dag kommer en lille mand ind på toilettet der, efter alt at dømme, absolut ikke er normal. Han bliver til blandt andet til beg og derefter sig selv igen, denne gang uden underbid. Da mit arbejde udelukkende består i normale mennesker hengiver jeg mig til andre aktiviteter, jeg dækker bord og repeterer nogle dansetrin. I det samme hører jeg manden slå en prut. Et øjeblik studser jeg og retter på en teske, så ringer jeg på klokken og Cathrine kommer snublende ind over dørtrinnet på en voldsomt komisk måde. Vi snurrer begejstret rundt et par gange i hinandens arme.

Ny bog: Milliardærens fod

Det er mørk nat. Sha Gulkingtons fod har sovet og vågner med et sæt, hopper ud i køkkenet hvor den gemmer sig i kosteskabet. Da Sha vågner går han derfor skævt og i stedet for at stige på en bus stiger han på en mærkelig grøn sporvogn der kører ham til en ærtemark, hvor folk vinker begejstret på grund af den naturlige interesse han påkalder sig i kraft af at være bogens hovedperson. Sha lægger mærke til en ung kvinde der tænker på to linealer som ligger under disken i et fiskeudsalg, mens hun, opfyldt af munterhed, går rundt om marken, uden at deltage i løjerne, der består i at stå i en rundkreds med ansigtet vendt opad mens man lægger løse ærter i øjenhulerne. Sha stiger af og de to bliver venner. Forklædt som harer nærmer de sig en skorsten der taler rigsdansk bag en pragtfuld Dubuffet skulptur. Skorstenen foreslår at Sha og kvinden drager ind i skoven og lægger sig oven på hinanden uden tøj på. Hvorfor? spørger kvinden og Sha i munden på hinanden. Skoven trækker på skuldrene og fniser.

Jeg synes bogen minder mig om en bog jeg ikke kan huske, men ellers er den rigtig god.

Fy, ikke grine!

”Det er grotesk, ulykkeligt og i bund og grund alarmerende, at vi kan grine af og bagatellisere forskellen mellem godt og ondt. Så er det nemlig, at den sofistikerede og glimrende ironi bliver opslugt af kynismen.”

Hihihi. Du sagde glimrende.

”Hahahaha. Ja. I går sad jeg ved mit skrivebord og ville skrive noget uironisk om nogle venlige brødkrummer, men så tænkte jeg, helt rigtigt: jeg skal ikke til at lave grin med noget så, på en gang vigtigt og sjældent, som venlighed.”

Ok. Nu forstår jeg. Da du sagde det med de venlige brødkrummer, forstod jeg hvad du mener. Vi må ikke lave grin med at venligheden findes.

”Netop.”

Hvad så, om du skrev om nogle brødkrummer der var hjælpsomme, i stedet?

”Ja. Nu eksisterer der noget der hedder kunstnerisk frihed. Det indebærer at en journalist ikke skal sidde og give en forfatter gode råd. Men i dette tilfælde vil jeg tænke over om hjælpsomhed, nej… min samvittighed forbyder mig også at skrive om hjælpsomme brødkrummer.”

(Ill.: Marc Chagall: Bruden og gommen fra Eiffeltårnet)

Tripsi Totem jogger i spinaten

”Den selvfølgelige idé, at bogen som selvfølge er adskilt fra forfatteren er lidt anstrengt, snobbet og begrænsende.”

Ikke noget nyt i det du siger.

”Skal vi ikke bare sige at det er vældig, vældig hyggeligt at man fra tid til anden kan tage noget med i seng som passer til ensomheden og stimulerer livsappetitten, udsynet og fornemmelsen for nuancer. Hvorfor skal vi hæve bogen op til noget særligt?”

Heller ikke det bringer ny erkendelse til Den Anden Avis’ spalter.

”Jeg mener, at jeg som regel kan se hvad forfatteren er for et skummelt kvaj ud fra bogen.”

Hørt før.

”Jeg hader andre forfattere som pesten.”

Hvor originalt. Kan man hade en anden person samtidig med at man vil den anden det bedste?

”Ja. Det er i grunden mærkeligt. Men selvfølgelig er svaret enkelt: ja!”

Banalt.

”Forfatteren går i smadder af at skrive en bog.”

Selvindlysende.

”En vellykket roman bliver forfatteren syg af at skrive. Bliver bogen populær dør vedkommende, ja, mere end det. Lidelserne bliver så enorme i flere dage efter tæppet på denne måde trækkes frem og tilbage i dybt ubehagelige ryk.”

Hihihihi!

”Han eller hun burde ikke beskæftige sig med den slags, med at skrive bøger.”

Jamen hvis forfattere ikke længere skal skrive bøger, hvad i alverden skal de så lave?

”De skal ikke være isenkræmmere, i hvert fald.”

Hvorfor egentlig ikke?

Filosof Richmond Pudderkvast: ”Flere høflige jakkesæt i Fælledparken 1. maj, tak!”

Jamen du burde være mere kendt!

”Jeg kan udmærket godt høre, at du godt kan lide mig!”

”Ind på banen med høflige jakkesæt-socialister.” Hvilken genial idé!

”Det lader til at du også er vild med mine ideer!”

Sådan Magritte-agtige pæne mænd og kvinder i små inviterende klynger 1. maj i Fælledparken.

”Jeg bemærker at din kærlighed til mig er tæt ved at være total!”

(Ill.: Rene Magritte: Portræt af Stephy Langui,1961)