Kronik i 1965: “Beatles må ikke være så glade”

Jeg var på vej med toget til new age kursus for folk der ikke vidste de bar nag på nogen som helst måde og som havde fundet ud af med dem selv at de bar nag på en eller anden måde, for det gør vi alle, og ville søge om tilgivelse hos Hubert og Birgitte for 4995,- før det var for sent. Da mødte jeg den gamle mand der havde skrevet to kronikker med 25 års mellemrum som vakte opsigt i visse kredse. Man sagde at disse to kronikker, på den dunklest tænkelige måde, havde ændret en masse menneskers liv til det bedre. Den første hed ”Stalin må ikke være så glad” og var fra 1940. Den næste hed ”Beatles må ikke være så glade” og var fra 1965. Han stjal min ene sko mens jeg var på toilettet.

Med eneret for Den Anden Avis: “Ørnen Nothing og stationsforstanderen Møtcherfod”

“Hvad laver du?”

“Jeg sidder på toilettet.”

“Vi skal til og i gang med historien.”

Ørnen Nothing tørrer sig bagi, vasker kløer og forlader det lille, men bekvemme, toilet. Ved spisebordet sidder stationsforstanderen Møtcherfod og læser i en opslået avis. Ved siden af på bordet kører et elektrisk tog rundt på en lille togbane.

Ørnen spørger om alt går godt på togbanen. Møtcherfod svarer at der har været meget at se til hele morgenen og formiddagen. Ørnen drikker den sidste slurk kaffe og forlader huset, vel vidende at den bare er én af et tusindtal ørne. Hele dagen gør den de ting ørne nu engang gør og om aftenen vender den hjem til huset. Togbanen er flyttet over på sofabordet. Hver gang dette sker er det fordi Møtcherfod har fået en genial idé. Selvom idéen er genial husker Møtcherfod at tilse togbanen ind imellem regnen af geniale idéer. Ørnen sidder midt i regnen og lytter opmærksomt. Efter brainstormen som altid ender med at luften dirrer af store forventninger og åbne, syngende spørgsmål, tørrer Møtcherfod ørnen og de går til ro side om side. Imellem dem ligger deres lille barn Taulov og sover højlydt.

En dag er det ørnen Nothing der finder på en genial idé, nemlig at spørge den næste ensomme ørn den støder på hvad den hedder og, der ud fra, forsøge at finde ud af hvordan den, eventuelt, forstår sig selv. Møtcherfod slukker togbanen og han og Taulov sidder helt stille med åben mund og rullende øjne indtil Nothing kommer tilbage, for så genial er idéen. Nothing har mødt en anden ørn der hedder Svend og som forstår sig selv på den måde som en Svend forstår sig selv. Det fortsætter de næste to dage med ørnene Birgit og Kristoffer. Derpå er ørnen Nothing parat til at konkludere at den er den eneste ørn som har et passende ørnenavn. Med en tåre i øjet tænder Møtcherfod togbanen igen og lægger sin hånd på ørnens ørnekind.

Undersøgelse: Etiske overvejelser omkring absurditeten i den rutinemæssige anvendelse af korte sårethedserklæringer overfor mennesker i den sociale periferi

Indledning

Tænk hvis vi kunne slå op i en bog hver gang en dialog gik lidt i stå, for hvor er jordelivet dog kort! Bogens formål skulle være at åbne op for dialogen og absolut ikke at sætte tingene på plads, for det kan man for 17 ikke gøre på egen hånd, hvis der er uklarheder, utryghed, mistillid eller konflikter.

Bibelen er en sådan bog, med 15 skriftsteder er man faktisk kørende, men det er ikke særligt videnskabeligt at hævde det.

Det der her sigtes til er imidlertid et register. Tænk Dem! Et register over optimistiske og frem for alt uanselige måder at løsne lidt op.

For at gøre vores undersøgelse enkel og overskuelig og fordi selve indretningen af et sådant register i sig selv kræver både diskussion og flere undersøgelser, vil jeg fokusere på en universel situation, nemlig almindelig sårethed over skødesløshed fra en person i den sociale periferi som man ikke desto mindre holder af og gerne vil tale med som ligemænd.

Sætningen er: ”Jeg kan ikke forklare dig, hvor vred jeg bliver, for jeg ved ikke om det er rimeligt.”

Dermed slutter undersøgelsen sig til den lykkeligvis ret begrænsede mængde frustrerede bøger hvor man går og ruger over andres ugerninger, men lykkeligvis ikke til den særdeles omfattende litteratur hvor man dunker sig selv oven i hovedet med selvforbedring og ikke drømmer om at det er ok at klappe sig selv på skulderen hvis man har gjort noget godt.

Denne undersøgelse handler på en måde om gær. Om det vidunderlige stof der får brød til at hæve. Man køber det i en lille firkantet pakke.

Formål

Formålet er at lave lidt sjov med at jeg ind imellem kan savne samvær med de gamle mennesker fra min fortid som jeg er helt utroligt forskellig fra, eller så bare: forskellig fra.

Problemformulering

Er det rimeligt at spise andre mennesker af med en standardbemærkning?

Taktik

Taktikken er at smigre interviewpersonen med at vedkommende er sætningens ophavsmand, forfatter og ambassadør i hele Finland, de 1000 søer undtaget.

3 interviews

Rip Skordan, du er, om nogen, manden der har gjort sætningen ”Jeg kan ikke forklare dig, hvor vred jeg bliver, for jeg ved ikke om det er rimeligt” berømt i Finland.

”Jeg er en udadvendt hyggefætter. Jeg har aldrig i mit liv sagt det dér til nogen og jeg har aldrig været i Finland.”

Du har brugt den formel alt for meget og, jo, du har været i Finland.

Rip Skordan løb væk og vi var nødsaget til at prøve med en ny person.

Kalta Dokotto, du er, om nogen, manden der har gjort sætningen ”Jeg kan ikke forklare dig, hvor vred jeg bliver, for jeg ved ikke om det er rimeligt” berømt i Finland.

”Nå, tak, jeg ved virkelig ikke.”

Lad være med at blive forlegen og genert.

”Nå ja, ok, så.”

Stop! Hold kæft!

”Jeg lukker.”

Luk røven!

”Ja.”

Derpå sagde Kalta Dokotto ikke mere og Den Anden Avis fandt en ny interviewperson.

Grieg Manseba, du er, om nogen, manden der har gjort sætningen ”Jeg kan ikke forklare dig, hvor vred jeg bliver, for jeg ved ikke om det er rimeligt” berømt i Finland.

”Det er min sætning. Elsker den sætning.”

Hvordan er det at sende den samme sætning ud til flere forskellige bekendte? Føles det ikke lidt mærkeligt? Føles det ikke lidt utilfredsstillende?

”Jo.”

Det er en diskret reminder om at du faktisk lider ved at blive behandlet nedladende, afvisende, ignorerende og tilfældigt?

”Det er vel også en form for godheds-hån. Når både den jeg sender sætningen til ved det og jeg ved det og vi begge ved at vi ved det: At jeg opfører mig kærligere og mere respektfuldt og mere velvilligt og mere høfligt og mere venligt.”

Men du kan ikke finde ud af præcis hvad sætningen betyder?

”Nemlig!”

Jeg tror, forsøgsvist, den betyder: ”Hey, din fucking undermåler! Du har gjort mig ked af det.”

”Den første del, det med ”Hey, din fucking undermåler!”, kan jeg godt lide.”

Det er lidt med vrede som det er med kærlighed i dagens verden: Du får én over næbbet hvis du forsøger at vise den!

”Ja.”

Men det gør det vel også ok at være lidt reserveret, forsigtig og tilbageholdende med at vise kærligheden og vreden?

”Hmmm.”

Hvad?

”Jeg kom bare til at tænke på om du også er et røvhul.”

Jeg er ikke en skiderik.

Diskussion

Smiger er vejen til en mands hjerte og det fik alle tre til at åbne sig op. De åbnede både op for personlighed, holdninger og mund.

Hurtighed. Vi ved ikke noget bedre end at være i kærlighed med et menneske vi allerede kender. Det skulle da lige være at være lige på nippet til at være lige på nippet til at lære et andet menneske bedre at kende i kærlighed.

Men med hurtige mennesker må jeg personligt betakke mig. Jeg vil ikke sige jeg er bange for hurtige mennesker, for det er imod min religion at være bange, men det er nær ved.

Og jeg er faktisk en autoritet på området, så undersøgelsen er fuldstændig objektiv.

Konklusion

Undertiden kan man ønske sig at have en standardbemærkning klar, når man bliver behandlet skødesløst, tilfældigt og hurtigt. Man kan forsøge at smigre folk til at sige at det er en god idé at have en sådan standardbemærkning. Men en standardbemærkning holder ikke og findes ikke. En standardbemærkning er selv at være hurtig.

Tidens knottæbler

Du har givet tilladelse til, at jeg må spørge dig hvad et knottæble er, forudsat at jeg spørger fra dit store medbragte rør.

”Det er korrekt. Fortsæt.”

Tak.

”Værsgo!”

Nu ligger jeg så inde i røret. Hov! Det begynder at rulle! Stop!

”Hihi.”

For silen da. Det var snedigt af dig. Jeg tænkte slet ikke på, at røret lå på toppen af en bak… Hjææælp! Av! Blummer! Tik, tik! Pøjk! Øjne! Øjne! Det var snedigt! Til læserne kan jeg så berette, at det der skete var at røret rullede lige ind i et træ. Derfor udråbet ‘Av!’ Da jeg så råber ‘blummer’, er det fordi der ved siden af træet står en mand og afholder en quiz og spørger om et meningsløst ord, der rimer på ‘hummer’. Jeg vinder quizzen og bliver så beruset af lykke at jeg tror, jeg er et ur. Derfor siger jeg ‘tik, tik!’ Da jeg råber ‘pøjk’ er det fordi, der kommer en dame ned fra træet som spørger hvad en dreng hedder på svensk. Hun viser sig at være i familie med quiz-mesteren og vil gerne vide hvad der rimer på løgne og som man kan se med. Derfor råber jeg ‘øjne! øjne!’ Nu er jeg klar: Hvad er et knottæble?

”Det er en person der bliver sur over tilsyneladende mærkelige ting.”

Der findes kun en halv mand i verden der hader Simon & Garfunkel

På trods af at resten af verden har frarøvet ham hans arme og ben er han stadig i stand til at balancere, støttet af to stole. Han er ligeså høj som en stående baby.

”Som Simon & Garfunkel hader tilhører jeg en truet dyreart.”

Hvorfor hader du Simon & Garfunkel?

”Nej! Jeg vil ikke ligge under for dit gruppepres! Nej!”

Sure krapyl! Jeg er ikke en gruppe, jeg er en professionel person der spørger dig mand-til-halv-mand hvorfor.

”De ophæver forskellen mellem godt og ondt. Ligesom Nietzsche.”

Der vil jeg godt lige indskyde at det gør de i hvert fald ikke. De synger blandt andet om hvor dejligt det er at være på udkig efter Amerika.

”Prøv og hør, du er et sygt og foragteligt menneske!”

Slap lige af! Kødhoved!

”Nu væltede jeg. Se nu hvad du har gjort! Nu fik jeg næseblod!”

Arbejdsmænd kan, i de fleste tilfælde, ikke sætte sig ned og imponere med deres veltalenhed

”Før, ja, faktisk indtil min undersøgelse udkom i går, troede man at arbejdsmænd kunne sætte sig ned med en latte på en københavnsk eller århusiansk café og få andre til at le højt.”

Le?

”Tiltrække sig positiv opmærksomhed ved en afslappet og tjekket væremåde og tilmed sprede en festlig parfumeret energi til det intetanende klientel.”

Kunne man ikke lægge to og to sammen og sige sig selv at det ikke kunne være tilfældet?

”Man troede at en stadig præcis talestrøm kunne ophæve og udbygge førsteindtrykket af en slidt vrissenpeter.”

Kan ske, kan ske. Men din undersøgelse går ud fra at vi i almindelighed er bange for at tale om vores væmmelse ved samfundets nedslidte og det tror jeg ikke er tilfældet. Vi vil hellere end gerne tale om både vores væmmelse og om de nedslidte.

”Jamen det er også præcis det jeg mener.”

Og følelsen af fremmedgjorthed og væmmelse vil altid være der i forhold til andre klasser end den vi selv tilhører. Den kan vi ikke bare overstå og lægge bag os ved hjælp af et eller andet firkantet tankespring. Følelsen er der.

”Nu sidder du igen og hopper over hvor gærdet er lavest.”

Hvordan mener du?

”Jamen det dérsens har jeg hørt på en million gange.”

Nå.

”Det jeg gerne vil frem til, er du helt sikker på at du orker at høre om det?”

Nej.

”Hvad?!”

Jeg tror ikke jeg kan tåle at høre om hvordan de fattige har det i dagens Danmark.

”Det er da en ærlig sag.”

Kan vi ikke nøjes med at teoretisere over vores væmmelse og at den selvfølgelig ikke er der hvis vi bare koncentrerer os rigtig meget.

”Ved du hvad, jeg tror vi slutter her.”

Ved du hvad, det skal du ikke bestemme.

”Jo. Jeg forlader studiet.”

Vi sidder på en mark.

”Jeg forlader marken.”

Vent! [Løber efter ham.]

”Jeg forlader marken.”

Vent! Du er bare en af de talrige kærlige mennesker hvis krop er ked af at socialhjælpen og den sociale omsorg er blevet professionaliseret.

”Ja!”

Vil du ikke have lidt kamillete fra rygsækken?

”Jeg vil hellere have den fra termokanden i rygsækken.”

Er vi ikke enige om at vi to skal have det noget bedre før vi overhovedet kan drømme om at hjælpe andre.

”Nu drikker vi kamillete. Jeg kan ikke klare mere lige nu.”

Raste Heldsemand: “En heldig sols forvirring”

Jeg føler mig heldig ved at have læst Raste Heldsemands nye bog “En heldig sols forvirring”, men det er selvfølgelig noget vrøvl, det med heldet, for bogen lå i min mund, da jeg vågnede i morges. Det er måske fordi forfatteren selv hedder noget med held, at jeg føler mig lidt heldig, men det er vel også noget værre nonsens. Bogen starter med en serie leveråd, de ville nok ville have passet bedre til personen Stump i den anden bog på natbordet, leverådene modtager hovedpersonen fra forskellige jævnaldrende, kegleformede studerende i hans tidlige ungdom. Hovedpersonen hedder Problika. Navnet minder om probelka, det svenske ord for “hold så kæft!”. Jeg får også associationer til et æbletræ. Hver gang navnet optræder i romanen, får jeg lyst til at smage på det, men jeg holder mig i skindet, for man kan sjældent se hvad en smagende person foretager sig og jeg kan godt lide, at andre mennesker kan se hvad jeg laver, i særdeleshed når jeg læser i en bog. I første halvdel forsøger Problika at rette sig efter leverådene, der er i alt 4044. Det er forholdsvis nemt for Problika at kategorisere dem og derpå begiver Problika sig ud i den vide verden på jagt efter lykken med Gud. Den første aften sidder han i en samtale på en motorvejsrestaurant. Udenfor på parkeringspladsen holder hans avancerede køretøj. Når han skal sove, hejser han sin seng op igennem taget med en lille kran der er monteret på ladet og det er der meget komfort forbundet med, som bogen gør lidt for meget ud af. Da hans samtalepartner, som meget hellere vil tale om sin indviklede fortid, nævner navnene på fire meget indviklede oldtidsbyer, slår Problika op i sin bog og finder et leveråd som han synes passer til situationen, nemlig: “Man skal huske at smile til hinanden når man mødes på gangene i et stort hus.” Efter fremsigelsen af dette mystikomgærdede leveråd kommer der balance i samtalen og samtalepartneren begynder at lytte til Problika. Afgjort en mærkelig bog, men det er tit jeg tænker på Problika.

Planlagde og arrangerede krydderurtefestival på en halv time

Du er rigtig gået til urterne.

“Med internettet og de rigtige kontakter kan du lave sådan noget med et pennestrøg.”

Men du er kommet mig i forkøbet.

“KrydderURT bliver en realitet i august.”

Jeg glæder mig til at smage på varerne.

“Vi glæder os til at byde dig velkommen.”

Vi?

“Ja, mig og mig.”

Findes du i flere udgaver?

“Jeg giver for to og tager for en. Hvorfor skulle jeg så ikke kalde mig selv Pegoto?”

Du burde hedde Pegoto. Du burde faktisk hedde Yihatsu.

“Pegoto betyder ham med de fire arme, eller ham med de fem hænder.”

Yihatsu betyder ham der er usædvanlig.

“Jeg gik som en naturlig ting ud fra, at jeg var den eneste af os to, der beherskede fjernøstlige sprog.”

Din Pikker!

“Hov! Hvad silen kalder du mig det for?! Hør, hvad betyder Pikker?”

Det er noget jeg har læst mig til.

“Du har læst dig til et ord, der ikke findes.”

Pikker bum bum.