Dag Rompeter: Meget interne familieordvekslinger

I disse udadvendte tider med generøse leverancer af nuttede og desværre meget opstillede og, i endnu højere grad, uønskede billeder derhjemmefra glemmer man nemt at der foregår en del pudsigheder også i totalt fremmede familier, ja, vendinger der oprindelig startede som genkendelige udtryk for høflighed, kærlighed, omsorg, medlidenhed, medfølelse og interesse udvikler sig igennem årene til besynderlige kvæk. Ikke en levende sjæl kan, som udefrakommende, tolke disse tilsyneladende skabagtige og svagelige klagesange, for de drejer sig næsten alle om selvmedlidenhed der slår ud i den ene eller anden form for syrlighed. Fælles for dem er endvidere at de afslører en både grænseløs og grænseoverskridende støtten sig til det familiemedlem der bliver talt til eller til familien som helhed. Så grotesk og vanvittigt kan et sådant udbrud lyde: “Hvad fisker du efter?!” udtalt med bævende stemme uden nogen tilsyneladende årsag eller forudgående samtale, men derimod under arbejde med træfældning, er et eksempel herpå. Læg til en mærkelig påklædning plus en lidt speciel dialekt og iaggtag gennem hækken. Vigtigst af alt: de to eller flere familiemedlemmer må ikke vide at deres adfærd bliver iagttaget. Det er dybt forbløffende og pinligt at gennemlæse al den eksotiske jammer udsunget af uselvstændige og dybt selvhøjtidelige og egoistiske postmoderne mennesker.

Vi får her mennesker, som vi nu engang er, når vi nu engang vælger det fællesskab som en familie er. Fordrejede, selvoptagede, urimelige og dybt knyttede til og afhængige af hinanden.

Kiksetheden sejrer i dette pragtfuldt illustrerede trebindsværk, i såvel tekstreferater, analyser som skønne nærbilleder af folk der er fanget på det forkerte ben med mildest talt forunderlige ansigtsudtryk og kropsholdninger. Med en sådan vældig stak af ubehageligheder overfor vores nærmeste på kaffebordene rundt omkring i landet vil det forhåbentlig blive endnu mere nærliggende at have brug for at lovsynge og tilbede og i det mindste tænke på Gud, alene af den specifikke grund at mange, mange ting i livet simpelthen er grå.

Naturlig gråd: ”Ingen, ingen er rigtig slemme”

Kabber Rabalt havde fat i noget, da han smed tøjlerne og hæmningerne og gav tårerne frit løb under et, for os alle, længe ventet interview med Den Anden Avis Live. Selvom kameraet flere gange veg fra Kabbers grådopløste ansigt, øjensynligt for at give plads for en mere munter stemning ude i stuerne, var der fine nærbilleder af tårer der faldt mod gulvets talrige sko.

Hvordan kan du vide det?

“At der ikke er nogen der er rigtig slemme?”

Ja.

“Det er et humanistisk overblik jeg har som er hundredeogtyve procent identisk med min livserfaring og som igen er hundredetyve procent identisk med mine frihedsrettigheder som er ethundredetyve procent identisk med mine menneskelige begrænsninger.”

Hvad er det for noget våse-båse. Hvordan kan der herske identitet mellem så vidt forskellige begreber. Det, du netop sagde er det værste ævlebævle.

“Men du forstår godt hvad jeg mener og jeg er netop ikke skolet i filosofi eller noget.”

Nej, vel gør jeg ej!

“Men jeg havde en svær barndom.”

Havde du?

“Ja.”

Det er jeg ked af at høre.

“Tak, men der er ikke noget lige her i interviewsituationen vi kan gøre.”

Det var ædelt sagt.

“Tak.”

Det var så lidt.

“Går du videre med interviewet nu?”

Ja. Men det du netop sagde, det jeg kaldte det værste vrøvl, det var på en måde genialt.

“Det er jeg glad for, men sådan var det ikke ment.”

Nej, nej du skal ikke undskylde!

“Ah! Du mener, at det var så gennemsnitligt at det var dybt interessant?”

Lige præcis. Du er virkelig god til den slags.

“Tusind tak.”

Så kan man ikke slutteligt fastslå, at måske skal vi være lidt forsigtige med at sige de ting du sagde og sige lidt flere af de ting jeg sagde?

“Det ville være den mest nærliggende konklusion.”

Hold da op, det lød godt!

“Ja. Jeg var lidt stresset og så blev formuleringen lidt for præcis og perfekt.”

Men kære, kære Kabber Rabalt, et menneske kan ikke være perfekt, men sproglig præcision kan sagtens nærme sig det perfekte. For eksempel er mange af de ting jeg siger uforglemmelige.

“Dine sko er lidt truende.”

Et uskyldigt industriprodukt med lidt for kraftige gummisåler.

“Jo, men de efterlader et mærkeligt førstegangs- og helhedsindtryk.”

Lad være med at gøre grin med min kerne på den gruopvækkende skødesløse måde.

“Dine sko er kedelige.”

Nu tager jeg dem af!

Livet efter de 40

Hvordan føles det, at være over 40?

“Hvor?”

I albuerne, for eksempel…

“De er lidt stive i det. Når jeg sover, går der somme tider kramper i dem.”

Du har skrevet et debatindlæg, hvor du efterlyser at folk både er som 80-årige og som børn. Samtidig indrømmer du, at du allerede omkring de 40 følte dig energiforladt og ligesom æblegrød. Du har udtalt at venskaberne omkring fyrreårsalderen simpelthen imploderer ligesom korthuse der smasker sammen og bliver flade som pandekager.

“Behøver du gentage disse sørgelige og trivielle realiteter som jeg så møjsommeligt har videreformidlet i fine tekster og ladet udgive? Ja, jeg sidder faktisk og hygger mig med min mobil og togvinduets bedøvende ligegyldige monotoni.”

Alle dine artikler om emnet finder jeg nedslående og desværre også temmelig idéforladte.

“Nå, tusind tak!”

Lige bortset fra din idé om at være som et 80-årigt barn. Har du anvisninger på hvordan et yngre menneske slår smutvej til dette særprægede modenhedsstadie?

“Nej, ikke en universel opskrift. Jeg konstaterer bare, at medierne hverken evner at opspore, identificere endsige give taletid til mennesker som mig, der gennem direkte og indirekte kendskab til livet er nået til både personlig og åndelig modning og frigørelse. Og medierne er bestemmende for hvordan vi tænker. Men der er stadig litteraturen, dog selvsagt ikke den danske, for den har intet væsentligt bragt for dagen siden enten 1855 eller 1875.”

Så langt er vi rørende enige. Men selv hvis medierne flød over af gamle snusfornuftige tørvetrillere og støvkugler som dig, ville I aldrig kunne hamle op med cocktailen bestående af 1) tidens moder og luner, 2) styrken af ungdommens fascinerende udstråling og 3) teknologiens tumpede løfter om mere nærhed lige om lidt. Denne cocktail ville brænde jer væk. I ville blive til aske i løbet af et splitsekund.

“Næh. Jeg er ikke blevet til aske og jeg sidder her da endnu.”

Manden der ikke kunne lide den fysiske himmel

Den Anden Avis har sensationelt opsporet en person, eller, rettere, personlighed, der ikke kan lide den fysiske himmel og jeg vil nu spørge ham om han kan lide ærter.

”Nej!”

Det var da godt jeg fik ham i medierne! Her er en mand af den rette støbning der har en mening og står ved den. Alligevel kan jeg ikke dy mig for at udbryde at vi har at gøre med en sur banan:

Suresen!

”Jeg hader malerier og skriftlige fremstillinger af bål der bliver tændt med kun ét stykke brænde.”

Han er tydeligvis gået i forsvarsposition, fordi jeg anklagede ham for at være en rigtig sur gammel mand. Det er der ikke noget at sige til. Jeg kan stadig enormt godt lide ham.

Den Anden Avis har, i øvrigt, før givet spalteplads til dette emne og emnefænomen, bål der bliver tændt med kun ét stykke brænde, ja, temaet har i få, men vigtige, nøgleartikler tjent til at udbrede kendskabet til avisen.

Hvad ville du sige til hvis jeg kom hen til dig og sagde at jeg hader dig?

”Hvorfor skulle du da gøre det?”

Du har da lige sagt, at du hader våde tændstikker!

”Jeg har sagt følgende: At jeg hader billeder og skriftlige fremstillinger af bål der bliver tændt med kun ét stykke brænde.”

Han svovler når han bliver sur! Hvor er jeg glad for at jeg så nærmere på den kendthedsansøgning der lå i min mail i morges.

Velkommen til den kollektive bevidsthed, Maradjøngade!

Men ordene går tabt, idet Maradjøngade med stor energi er begyndt at pudse mine sko. Sådan gør man i hans land. Der er intet fedteri i det. Det kilder under snørebåndene.

Stauning selfierne

Thorvald Stauning kom fra et arbejderhjem præget af arbejdsløshed, sygdom og hyppig flytning.

“Lige de informationer gør så, at jeg har meget svært ved at se en selfie tage form. Alene ordene sygdom og arbejdsløshed har intet med en frisk og frejdig selfie at gøre.”

Årh, kom nu! En arbejdsløs sygdomsselfie hvor man taler riiigtig langsomt, ligesom folk der aldrig før havde set sig selv på video eller fjernsyn dengang i før-selfie-alderen! Mumle! Mumle! Mumle!

“Luk nu røven din abe! Du lyder som en af de der talkshowværter der kun har deres egen røv i hovedet!”

Haha. Godt så! Dernæst kom han i lære som cigarsorterer og fulgte samtidig aftenundervisning i tysk og bogholderi.

“Se, nu begynder der at ske noget!”

Det kan godt være, du ved hvordan det er at være historiker, men jeg ved tilfældigvis hvordan det er, at have dametække og jeg ved tilfældigvis også at Stauning var ellevild med damer.

“Jeg er egentlig røv ligeglad med om Stauning var glad for damer og om damer er bindegale med dig, men angiveligt var han temmelig ustyrlig og vild i varmen og hed i buksen på det punkt.”

Var medlem af Zahleregeringen med Venstre og Konservative.

“God ide! Venstre, Konservative og Socialdemokratiet! Knald god idé til 2020! Hvorfor er det kun mig der kan se det?”

Stauning udviste tålmodighed og taktisk overblik under påskekrisen i marts 1920.

“Udnævnte en af verdens første kvindelige ministre i 1924.”

Og så kommer de: Trediverne. Trediverne var benhårde med høje arbejdsløshedstal og store vanskeligheder for landbruget. Alligevel lykkedes det Stauning, sammen med Venstre, at indgå det som kom til at hedde Kanslergadeforliget, en kæmpe socialreform, som sikrede stabiliteten i det danske samfund. Det var i 1933. Ved valget i 1935 fik Socialdemokraterne 46 procent af stemmerne. Det var dengang slogannet var Stauning eller kaos.

I stedet for nytteløs oprustning skulle socialreformen af 1933, altså Kanslergadeforliget, sikre en form for velfærd for arbejderne og være med til at hindre at arbejderne sluttede sig til totalitære ideologier som kommunisme og nazisme.

“Kanslergadeforliget var Staunings politiske mesterstykke.”

Hverken en stor taler eller en stor skribent, men landefader fordi han i enestående grad var ét med den bevægelse, han ledede i en menneskealder.

“Korrekt! Så rigtigt spottet!”

Hold kæft, hvor er vi kedelige!

“Det kan vi umuligt være!”

Alt det her har danskerne på deres rygmarv. Det kan godt være Kanslerrigsarkivet er lidt langt væk i hukommelsen, men fornemmelse for velfærdsstaten, det har vi danskere altså stadigvæk. Også selvom en Tesla er en pissegrim fætter Højben bil.

“Sikke noget bavl. Ved du hvad, luk røven om Stauning.”

Slaget ved Horsens

Hvem er de stridende parter i det her slag ved Horsens, som du er så glad for at tale om?

“Det er racistiske skoleelever mod racistiske lærere.”

Det lyder som om de har noget til fælles i al fald.

“Det er sandt, at de begge er tilknyttet skolevæsnet. Ja. Det er sandt at de begge er racistiske. Ja. Det er sandt at de begge er røde i hovederne. Ja.”

Hvorfor er de røde i hovederne?

“Det er der ingen der ved.”

Jo, men skal vi nu ikke forsøge at trænge ind til kernen i det her. Du hævder at der, hver nat, når det er mest mørkt, bryder en krig ud i den mørkeste del af Horsens mellem racistiske skolelærere og racistiske skoleelever. Er det noget du rent faktisk har set?

“Hvorfor spørger du om det?”

Fordi du er den eneste der kan se!

“Hvad?”

Selvfølgelig, selvfølgelig, Adam, kan vi andre se. Selvfølgelig kan vi det.

“Jeg hedder ikke Adam.”

Det er bare noget jeg har hørt i en film, det med “Selvfølgelig, selvfølgelig, Adam, kan vi andre se. Selvfølgelig kan vi det.” Jeg fik bare sådan en lyst til at sige det.

“Det passede unægtelig vældig godt til sammenhængen.

Men er det noget du har set?

“Nej, men du har set det!”

Jeg vil sige det på den måde at jeg har set en del racisme i min gang rundt på kloden, men lige den med skolelærere mod skoleelever i krig om natten i Horsens har jeg ikke set.

“Så se dér!”

Jeg nåede ikke at se det. Hvad var det?

“Øp!”

Hvor?

“Bøp!”

Hvor? Hvad?

“Bap!”

Storvildtjæger Helge Snedsnifte: Mine puniske krige

Storvildtjæger Helge Snedskifte, den gjorde intet!

”Men den kunne teoretisk set have gjort noget.”

In-tet!

”Nå ja.”

Jeg synes det er så hjernedødt af dig at du skyder en antilope. Et flugtdyr.

”Der er ikke noget der hedder et flugtdyr!”

Helge Snedsnifte, i din fritid interesserer du dig for de tre puniske krige.

”Det er korrekt.”

Kan du give et ultrakort overblik over krigene.

”Ja, men jeg vil ikke sige hvornår de foregik.”

Hvorfor ikke?

”Det er arrogant.”

Men du er historiker?

”Ja.”

Ok.

”Ingen datoer!”

Rolig! Du skal ikke slå!

”De puniske krige mellem Rom og Karthago endte med Karthagos udslettelse. Ordet puner har samme etymologi som føniker.”

Var det nogle små krige så?

”Hvad mener du?”

Sådan nogen hvor far og mor skændes lidt?

”Nej, nej. Hihi. Der er tale om nogle af oldtidens største krige.”

Nå nå!

”Meget, meget oversete.”

Ja.

”Den første puniske krig varede i 23 år og startede med en strid om Sicilien. Jeg vil som sagt ikke sige hvornår det var.”

Vent. Nu blev det lidt kedeligt.

”Hvorfor?”

Jeg tror det var noget med Sicilien.

”Sicilien?”

Jeg har hørt om Sicilien, men det hele virkede bare så ligegyldigt lige da du sagde Sicilien.

”Er det noget du oplever ofte?”

Ja.

”Ok. Prøv nu at lytte efter. Det bliver mægtig spændende og der er ikke mere med om Sicilien.”

Ok.

”På to måneder byggede romerne en flåde på over hundrede krigsskibe. De lavede corvus’ser, hængebroer, som de brugte til at entre fjendens skibe. Efter første puniske krig, som havde været dyr for begge stormagter stod Karthago som den mest svækkede af de to. Den anden puniske krig varede i 17 år og blev mest berømt ved at Karthagos leder Hannibal krydsede alperne, oven i købet med tre dusiner elefanter og selvfølgelig sine krigere. Hannibal gav romerne tæsk i Italien, men fik ikke skabt splid mellem Rom og dens allierede. Derpå bankede Rom Karthago tilbage til Afrika og efter slaget ved Zama var Karthago kun en by og ikke længere et rige. Senere fulgte den tredje puniske krig. Den varede kun i tre år. Karthago blev besat og tilsidst ødelagt.”

Hold da kæft!

”Hvad nu?”

Jeg kan godt forstå du interesserer dig for de krige, mand.

”Vent. Har du hul i hovedet?”

Absolut ikke! Absolut ikke! Det var bare så levende og dramatisk beskrevet. Jeg var særligt vild med der hvor romerne entrede kartaginiensernes skibe ved hjælp af hængebroer. Det var lige så man kunne mærke skumsprøjtene op under tæerne.

”Hahaha.”

Hvorfor grinede du?

”Jeg griner nogen gange uden jeg ved hvorfor.”

Hihihihihi.

“Hvorfor grinede du?”

Aner det ikke faktisk. Hihihihi.

“Hahahaha.”

Dånsélstrimler – Verdens vanskeligst beskrivbare produkt

Hvad er den korte version af beskrivelsen af det produkt du sælger?

“Dånsélstrimler eller frostklare frikadeller?”

Frostklare?

“Frostklare frikadeller er gulerødder der ligger under en høj hat på en græsplæne hvor der engang for over 300 år siden er død en mand af tyfus.”

Han boede i nummer 5, dengang der var et hus, ikke sandt?

“I nummer 3 var det.”

Ok.

“Kridtsvarm boede i nummer 5.”

Jeg kom for at få at vide hvad dånsélstrimler er for noget?

“Overvejer du at strimmelinvestere?”

Ikke direkte.

“Dånsélstrimler er bare et produkt som sætter os i stand til at se om noget er en bøf.”

Det kan vi konstatere på andre måder.

“Fuldstændig korrekt, men det kan være rart at få bekræftet vores sanseindtryk af en maskine.”

Ligesom når vi går på sandøerne i vadehavet og betragter havbundens mønstre og i den forbindelse letter hjertet ved vores matematiske viden om deres struktur.

“Det lød underligt!”

Vi ved noget om fraktaler og så er det da… dejligt og dulmende nej, men at se på de bløde paralelle zigzaglinjer som altid er på havbunden.

“Det lød underligt!”

Nej, men det er da rart at kunne føre forundringen over det næsten-mønster om jeg så må sige…

“Det lød underligt!”

Nej, men altså vandet har nogle helt præcise egenskaber. Afstanden mellem de linjer jeg nævnte da det lød underligt hænger direkte sammen med vandets molekylære egenskaber.

“Det lød underligt!”

Eller vide noget om luft når vi spiller på en sækkepibe.

“Det lød underligt!”

At det er fløjter der på en eller anden måde sætter luften i svingninger. Jeg ved faktisk intet om fløjter, men jeg er i stand til at søge viden om det og forstå øh… hvad der faktisk sker når jeg fløjter, også når jeg fløjter mellem læberne. Øh sådan pfyyyyyyuuiii.

“Det lød underligt!”

Jeg synes den slags overvejelser er både angstdæmpende og befordrende for glæden. Jeg holder meget af at dele dem med andre og fx på en gåtur dele klarheden med andre.

“Det lød underligt!”

Ja, ikke fordi jeg har mere angst end så mange andre, især ikke når jeg går tur, men jeg elsker at vide noget om verden.

“Det lød underligt!”

Måske skulle jeg lade være med at tænke så meget på viden, men jeg vælger at gøre det alligevel for jeg kan ikke lade være.

“Det lød virkelig underligt.”

Der er mange ting jeg ikke ved så meget om, ser du. Hør. Er det ikke en bøf der står derovre?

“Øjeblik. Jeg skal lige have justeret mine dånsélstrimler… Og så… Tænd… Jo! Det er en bøf. Det bekræfter mine dånsélstrimler.”

Jeg er glad for at jeg har en havremark.

“Hvorfor?”

Så kan jeg sælge al min havre og købe dånsélstrimler af dig.