“Du bliver mere og mere fornuftig!”

Hvad får jeg for pengene?

“Det, jeg sælger er mit selskab.”

Jeg vil hellere have et klædeskab!

“Mit selskab, når jeg er som bedst.”

Vores tid har længe givet selvhøjtideligheden en alt for stor chance!

“Hvor er det dog inderligt klogt sagt!”

Vores tid har længe givet selvhøjtideligheden en alt for stor chance!

“Du bliver mere og mere fornuftig!”

Vores tid har længe givet selvhøjtideligheden en alt for stor chance!

“Hver gang du siger det der bliver jeg blød i albuerne!”

Derfor er det fuldkommen og aldeles naturligt at promovere dig selv, ja, sågar markedsføre “dig selv”, dvs. dine tekster, på Den Anden Avis. Det er dit frirum hvor du virkelig giver dig selv plads til at udforske dette mysterium: selvet. Imens du skraldgriner!

“Ja. Jeg er en meget, meget sjov mand.”

Hvor meget koster dit klædeskab?

“Det ordner vi bare. Hvis du ikke gider læse Den Anden Avis så lad være!”

Jeg elsker Den Anden Avis!

“Det er ikke på grund af nogen iøjenfaldende kunstnerisk originalitet eller fordi man bliver et bedre menneske fordi jeg er moralsk eller kunstnerisk ophøjet. Det er jeg ikke. Det er for at grine. Jeg er et menneske og der er masser af ting jeg er privat omkring, fordi de ikke rager offentligheden.”

Har du set en vejrudsigt for i morgen?

“Men at sige at der ikke er noget på spil eller noget fokus eller nogen kamp vil være en eklatant intellektuel misfoståelse.”

Jeg trænger måske til et klædeskab.

“Hvad er det her for et interview?”

Bing, bang, bong!

“Jeg sælger både mit eget selskab og min kamp.”

Du stopper også din kamp ned i min indkøbsvogn!!

“Du bliver lykkelig for min kamp!”

Hvad går din kamp ud på? Hvem er fjenden?

“Selvhøjtidelighed.”

Intet andet.

“Alle afledede fænomener: Egoisme, selvbedrag, you name it…”

[Fotografi: Rugbyspilleren Phil Jones; (c) Ian Hodgson, 2013.]

Frede Dind: ”Historien om Sikkoms Hus”

Frede Dind skriver om Frede Dind. Ligesom Charles Dickens skrev om Charles Dickens. Nårh nej. Nå, men Frede Dind er ude og køre med sin tipoldemor, da hun pludselig dør af grin. På side et følger vi den forudgående kaffeslabberas på Natvej hvor også finten Tim Bæk er med. På side to følger vi Tim Bæk ud af indkørslen og ud af bogen. På side tre begynder alvoren at tage til. Denne side bærer nemlig stærkt præg af bogens handling. Episoden med tipoldemoren genkaldes i erindringen mens Frede Dind en uge efter sidder i sin lænestol med en tyk bog i skødet, der kort og godt hedder ”Gjerulff”. Tidspunkt efter tidspunkt genopfrisker han den rædselsfulde aften. De sidder i bilen, Frede Dind på forsædet og tipoldemoren på bagsædet. Det er mørkt fordi det er nat. Hvad havde De ventet? De snakker om Tim Bæk, uden på noget tidspunkt at nævne hans fremskudte tænder. I det øjeblik tipoldemoren dør af grin hviler Frede Dinds blik på et hus i bakkerne. Husets placering brænder sig fast i underbevidstheden og skyder som en flamme op igennem lænestolen og blitzer sig ind i hans bevidsthed, uden der på noget tidspunkt nævnes hans fremskudte pandehår. På side fire har Frede Dind jakken på og er på vej op i bakkerne til det der skal vise sig at hedde Sikkoms Hus. Det er kort og godt et hus fyldt med kærlighed. Læs selv bogen. Bogen kan ikke læse Dem!

Tipoldemorforespørgsel med blok fordelagtigt førstegangsindtryk

Før han blev udenrigsminister var han tipoldemorforespørgsel med blok. Stadig, når han kommer til et arrangement, vil han per instinkt, og selv ved uformelle lejligheder, registrere alle ambitioner i lokalet, deres art såvel som deres individuelle særpræg. Efter lidt tid kan han mærke udstråling og jovialitet og derpå åbner han sig overfor den særligt udvalgte ved at hive blokken frem og op i baglommerne. Efter lidt snakken frem og tilbage: “Hvem var din tipoldemor?” “Jeg aner det ikke. Jeg er muligvis i familie med Christian den Fjerde.” Notere, notere. Rive seddel af og vise den til den nu slagne mand for at tjekke at stavningen er rigtig og så ned i baglommen. Kemien i lokalet har ændret sig. Humoren sågar. En ministerpost er inden for rækkevidde.

Er hele verden en stor blokfinte?

“Hvad hedder din tipoldemor forresten?”

Hvornår får vi en minister der ikke render rundt med en blok i baglommen og lader som om han interesserer sig for forlængst afdøde tipoldemødre, tror du?

“Du har ingen anelse om hvad jeg gør med sedlerne, når jeg kommer hjem, har du?”

Du limer dem vel ind i et større læderindbundet samlealbum og tilføjer en varm og sprogligt underfundig notits om personen du talte med?

“Jeg går med dem i baglommen hele livet igennem.”

Skifter du aldrig bukser?

“Mine bukser er lidt specielle. De er lavet af bogstaver.”

Giver det dig ret til at foregive at du interesserer dig indgående for alle du taler med?

“Men jeg vil først fortælle det med bukserne når jeg når toppen af Mount Everest. På en viral video. Men det er altså en kæmpe hemmelighed.”

Jeg vidste ikke du interesserede dig for bjergbestigning.

“Fik du det med hemmeligheden?”

Ja.

“Kommer det i avisen.”

Hvis du ønsker det.

“Fedt!”

Kastede sine krøller op på fordækket af skib

Flé Issør blev berømt, da han kastede sine krøller op på fordækket af et skib.

Hvor svømmede du hen?

“Hjem.”

Øh.

“Jeg bor på New York Krogen i Harnødv.”

Jeg sidder og roder i mine papirer.

“Jeg har et loppecirkus og en kat der hedder Begynderen.”

Nu er jeg klar.

“Hvordan vil du lave en empatiuddannelse?”

Ligegyldig hvor personligt berørt du har været af gamle venners skilsmisser har du altid sendt dem et grafikkort der er særlig velegnet til porno, fordi det får brysterne til at træde særligt hudfarvede frem.

“Haha. Nææ, det har jeg nu ikke, men jeg kan meget godt li’ joken!”

Sort humor!

“Det må man sige!”

En af mine gode venners ven gik angiveligt rundt og dryssede hakkede gulerøder i nattelivets brækklatter da han var omkring de 17 år.

“I den alder drømte jeg for sjov om at få tatoveret sorte rander under øjnene.”

Hihihi! Åhhh ja! Kan man ikke bare lave den skide empatiuddannelse, så vi ikke har brug for al den sorte humor?

“Og gakkede humor…”

Alle slags humor, undtagen plat og dum humor!

“Hvordan vil du lave en empatiuddannelse?”

Livets mål! Empatiuddannelsen på Henrikkerskolen!

“Haha!”

Fotograferede 40 kendisser med lasso

Først vil det være relevant at spørge hvordan du brugte en lasso til at fotografere med?

“Lad mig lige forstå dig helt rigtigt. Du er altså i dette første spørgsmål ikke interesseret i, om jeg så må sige, motivet, de 40 kendisser, men udelukkende hvordan en lasso kan bruges til at fotografere med?

Det stemmer.

“Du spørger mig, med andre ord, hvordan en person der udelukkende består af sammenslåede fibre af bast kan benyttes til at fotografere med?”

Ikke en person.

“Hvad!?”

Et reb er ikke en person.

“Det er vel en person for såvidt den kan bruges til at fange småløbere og storløbere.”

Det er fuldstændig rigtigt.

“Så er vi nået så vidt.”

Du har stadig ikke svaret på hvorfor du fangede 40 kendisser?

“Jeg fotograferede dem enkeltvis ‘sammen med’ og bestemt ikke ‘ved hjælp af’ en lasso.”

Jeg har misforstået det hele så. Så er jeg bange for at jeg ikke er forberedt til interviewet. Altså: Hæhæ.

“Altså: Hæhæ. Der er også mange ting jeg bare ikke fatter. Jeg ved, til eksempel, heller ikke hvad det betyder, når man siger om et ægtepar at ‘de har det godt sammen’.”

Undskyld?

“Et ægtepar. Er det ikke en mærkværdig ting at sige? ‘De har det godt sammen.'”

Du mener at vi er godt stillet, dersom vores moralske intuition advarer os om at tage disse ord i vores mund, dersom vi i forvejen er en velbegavet ressurse?

“Hva’beha’r?”

Det var et skud i tågen.

“Altså: Hæhæ.”

Jeg forsøgte at forstå, hvor du ville hen.

“Det undgik ikke min opmærksomhed.”

Og så formulerede jeg et eller andet.

“Du sårede mig dybt.”

Gjorde jeg?

“Altså: Hæhæ.”

Hvordan er en kendis?

“Pyh. Der kan jeg virkelig ikke sige noget generelt om. Jeg ville ønske jeg kunne!”

Også mig.

“Undskyld?”

Jeg ville ønske du kunne sige noget generelt om hvordan en kendis er.

“Det ville give danskerne et middel til at undgå dem. De fleste kendisser er faktisk overkendte ligesom overmodne tomater. De har ikke særlig meget at have det i.”

Det er interessant det du siger dér. Det havde jeg ikke gættet.

Ekvar Pirrensett: Alle Peter Pans masker er blevet våde

Det kommer som en overraskelse for mig rent personligt at Peter Pans masker nu eller på det tidpunkt du gjorde danskerne opmærksomme på dette sagsforhold er blevet som du beskriver det, nemlig våde, eftersom romanen ikke rummer selv den mest mindste reference til et sådant hårprodukt.

“Er en våd maske et hårprodukt?”

Ja. En våd maske prydede Saturn dengang han blev til en planet og vinden rigtig blæste i hans hår.

“Dejligt!”

Men hør nu! Det forholder sig tilsyneladende på den måde jeg nu skal fortælle om. Den afledede litteratur er nemlig en anden snak. Hør nu, venlige, store skikkelse med skuldertoppe som en skorstensfejer! Jeg er kommet i besiddelse af de dejligste billigbøger om Peter Pan. I en en meget vigtig forstand kan man sige at jeg har gjort en del af forarbejdet.

“Det var da skønt!”

Overmåde skønt! Overmåde skønt! I en af disse bøger siger Per Pan at hans masker er blevet våde, men det er noget han siger for sjov, et udbrud i en lille, munter sang, han går og digter, mens han løber rundt på Ønskeøen og leger skjul med de andre. Han ved ikke at udbruddet bliver hørt af en fortryllet forfatter!

“Aha!”

Ud fra disse oplysninger forledes man nemt til at antage at hensynet til underholdningsværdien af Peter Pans oplevelser i denne bog vejer tungere end hensynet og respekten for den oprindelige Peter Pan og præmisserne for den enkle historie om ham. Masker hører ikke hjemme i en Peter Pan fortælling, ville vi sige i dag. I morgen vil vi sige ribi-ribi-ribi i munden på hinanden og det vil få nogle fugle til at forklæde sig som et nysgerrigt træ med forklæde. Men maskerne er jo netop våde og dermed uanvendelige. Vi kan trygt lægge denne bog fra os i vished om at den ikke giver den mindste smule mening, men i øvrigt er dejlig fordi den for fantasien ser helt dejlig ud.

“Haha! Dejligt!”

Sig mig, har du mistet alle dine evner?

Nordstrandsmarakrynet vedstår slægtskab med toiletopfinder

Et marakryn er noget mærkværdigt. Et marakryn er noget veltalende. Derfor er det sjældent vi har den situation at et marakryn åbent vedstår sig slægtskabet med noget så ordinært som en opfinder af noget der vel står et passende sted i alle huse og lejligheder over den ganske verden: toilettet.

På din slægtnings badeværelse står der fire toiletlignende anordninger som er udformet ret forskelligt, side om side. Vil du løfte sløret for deres forhistorie?

”I et moderne toilet kan vi skide: Prut!”

Ja. Det er vel egentlig rigtigt.

”I toilettet kan vi tisse: Risle!”

Med vores tissemænd og tissekoner?

”Primært med blæren vil jeg da sige. Tissemænd og tissekoner kan jo også bruges til andre ting, hø hø.”

Ja. Men det er en anden historie.

”I toilettet kan vi brække os: Ydr! I toilettet kan vi smide mindre stykker affald: Dink!”

Det du siger er i overensstemmelse med sandheden.

”Men oprindelig, altså i en kort, men ganske interessant, periode, var disse funktioner ikke samlede men derimod fordelt, spredt ud på fire ret forskellige sanitære anordninger.”

Hvad hvis man bare skulle slå en prut?

”Hvis man skulle slå en prut gjorde man det ud i luften så andre kunne lugte den.”

Hvad hvis man skulle sige et eller andet overflødigt?

”Så sagde man det bare lige ud i luften så andre kunne høre det.”

Smart!

”Det er en meget sjov og kringlet historie hvordan min fjerne slægtning, som jeg er meget stolt af, kom på den idé at slå disse fire anordninger sammen. Der var mange forhindringer i vejen. Det første min opfinderslægtning spurgte sig selv om var om afløbene fra de fire anordninger blev samlet under gulvet. Hvis de gjorde det var der nemlig et funktionelt overlap dem imellem, som kunne lede ham videre i efterforskningen. Han kunne ikke bryde gulvet op for at se efter, for det var et marmorgulv med et meget smukt billede af mig. Der var også en møtrik ude i entreen han ikke kunne få af. Sammen med en skrue var den med til at holde to knagerækker sammen. De var i forvejen monteret meget solidt på væggen og derfor ville han gerne have fat i den lille møtrik og spytte den ud i hovedet på sin fætter så den ville komme til at ramme ham mellem øjnene.”

Jeg skal bare lige have dig tilbage på sporet.

”Gør det ondt?”

Ikke det mindste. Det er bare fordi du taler om ting der ikke har direkte relevans for det spændende spørgsmål om hvordan din opfinderslægtning kom videre i efterforskningen efter svaret på det vi med en meget anvendt vending efterspørger når vi siger: Øh, hvor er toilettet?

”Så fandt han på at spørge en VVS mand.”

Hvad sagde VVS manden?

”Ikke meget.”

Ikke meget?

”Han var meget hemmelighedsfuld.”

Hvorfor?

”Han frygtede vel at blive arbejdsløs ligesom alle andre.”

Arbejdsløse frygter vel ikke at blive arbejdsløse?

”Det er min umiddelbare fornemmelse.”

Hvad skete der så?

”Der skete det at min slægtning, der selvfølgelig også var en slags marakryn, i flere år havde anvendt en opfindelse af ham selv der ligesom et armbåndsur var monteret på håndleddet. Denne opfindelse var af stor lighed med et moderne toilet, men målte kun 8 cm i højden og blev anvendt til at skylle søvn fra øjenkrogen direkte ud i hans eget blodomløb så han fik ticks når han gik i biografen.”

Det er som om du kommer væk fra emnet.

”Er det din fornemmelse?”

Det er min fornemmelse. Ja.

”Ok.”

Men fortsæt endelig. Jeg er spændt på hvad denne opkvikkende historie videre bringer af videnskabelige fakta og ikke mindst hvor vi ender.

”Jamen resten er netop historie. Ved at inspicere sin øjenkrogsopfindelse var vejen banet og toilettet opfundet.”

Blev toiletter ikke enormt populære lige efter at de var opfundet?

”Det er ikke rigtigt at sige at de var moderne.”

Ikke moderne som tøj kan være det?

”Ikke moderne som tøj kan være det.”

Hvordan kan det være at din slægtning ikke fandt på andre ting i løbet af sin tid som opfinder?

”Han satte større pris på den lettelse vi oplever når vi besøger det lille hus end vi andre. Når han sad derude tænkte han på alle de andre mennesker over den ganske klode der befandt sig i samme situation som ham, må du tænke på.”

Jeg har ikke meget lyst til at tænke på det, men eftersom jeg må, er der vel ingen anden udvej end at indrømme at der lige nu mens vi taler sammen, er temmelig mange der besøger badeværelset med det formål som du antyder.