Jeg nærer en omsorg for dramatikere, filmfolk, skuespillere og, i sidste ende, publikum. Det ville være en uklædelig puritanisme at benægte eksistentielt. Det er en omsorg som jeg vælger til. Aktivisme? Tja. Den måde fattige i Danmark er begyndt at leve på burde bekymre mig. Jeg er medlem af Enhedslisten. Det løser, for mig personligt, fuldkommen, problemet. Den måde alt skal være en virksomhed burde bekymre mig. Jeg er faktisk bedøvende ligeglad, Frankfurterskolen og Houellebecq har skrevet dybt og indsigtsfuldt om dette emne og løst det; desuden har jeg ikke en holdning til om jeg skulle have fået en idé til en virksomhed. Der er i øvrigt 1000 ting jeg ikke har en holdning til. Jeg analyserer filosofisk på en eller anden vild tanke og kommer som regel frem til at min udlægning og min stillingtagen hverken er udtryk for at jeg er en sammenhængende person eller har væsentlige holdninger. Hver gang ender jeg op med det samme: At jeg ikke er fokuseret. Jeg anvender kognitive øvelser til at tage toppen af realitetsforvirringen og de psykiske udfordringer.

Den lille, dygtige nar, moi? har for lidt plads på Internettet. Som man ser betyder de to ovenstående bekymringsforhold ikke meget for mig. De fylder ikke. Jeg vælger ikke at bekymre mig. For mig drejer det sig om at etablere fællesskab i stedet for at fokusere på enere der står frem og i virkeligheden taler om sig selv. Har Holberg levet forgæves? Nej, vi har, fra oplysningstiden, alle et instinkt for at identificere mennesker i radioen der egentlig bare er der for at høre dem selv snakke, som min kære Far ville sige.

Og for mig personligt er dramatikken der hvor jeg er nu det eneste medie og den eneste arbejdsform som for alvor kan noget. Ved at være vidner til et drama, et skuespil også kaldet, har publikum mulighed for at slappe af med at være opmærksomme uden andet fokus end på at glemme hverdagens problemer og det identitetspres som hviler på os alle nutildags. Stå frem. Mene noget. Være noget. Ligne sit segment. Sælge sig selv. Romaner, digtsamlinger og essays kan ikke. Dramatik kan.

At efterlade verden en lille smule skønnere og bedre end den var da jeg kom ind i den er ikke en ambition jeg står alene med. Men der er ved grød ikke mange digtere der skriver dramatik. Især Ibsen står underligt alene på øjets scene, for at bruge Jac’s udtryk. Man kan næsten sammenligne Ibsen med USA: Et kontinent der gradvist fremstår mere og mere isoleret og, egentlig, latterligt og uatrraktivt. Var man lidt krads kunne man sige at Ibsen forekommer afsløret. Lad os vende bladet og spørge: Hvad nu?

Jeg vil afsluttende sige noget pænt om såvel Ibsen som USA. Ibsen kan betage publikum. USA har lært verden at dramatik er vejen. Netflix har jeg ikke tid til. Jeg kan lide selv at skrive. At boltre mig i den veltrænethed folk har i at splitte og spalte sig selv op i stemmers og karakterers atomer. At anvende folks forventninger til det nye, spændstigt, håbefuldt, kærligt og omsorgsfuldt i den udstrækning det er mig forundt.

Digtere anser dramatik for en blandingsform hvor skuespillere og, kunne jeg humoristisk tilføje, journalister, blandes for meget ind i ordets renhed. Jeg anser ikke den menneskelige omgang med det såkaldt rene ord for særlig ren. Witty belyste og beviste igennem hele sin karriere at det er tilfældet. Vi må vende os til at verden er dramatisk. Hegel havde dette blik.

Digtere der ikke kan forestille sig to mennesker tale sammen synes jeg er komiske, selvom jeg elsker deres pointerede og pointerende linjer.