Tak, Herre Jesus, for at du gav dit liv for vores synder så vi ikke må fortæres i fortvivlelse, bondeanger og selvlede.
Tak, himmelske Fader, for din Søn som bragte kærligheden til verden. Tak for at Hans mission lykkedes.
Tak, Hellige Ånd, for Din fred, den fantasi hvormed vi lever vores liv og for de bånd der forbinder os i Din hellige kærlighed.
Tak, Gud, for den delvise realisering af det almindelige, som er blevet mig til del, i dag, i mit liv.
Tak for den livlige kærlighed jeg gav og modtog i leg.
Tak for at Du, det må være Dig kære Jesus, huskede mig på at lade nåde gå for ret, gå efter bolden og ikke efter manden samt at holde mig for god til uforsonlig tale.
Tak for at jeg må være fuld af liv og tæt på mine kæres liv.
Tak, Gud Helligånd, for at du med Din fylde gør de blå billeder af jorden bøvede i deres rundhed.
Tak, Herre Jesus, for at Du kom til os med Din kærligheds rigdom.
Tak, Gud, for Din fred.
Skuespiller 1: [Står oprejst med stok som en romantisk helt fra Der Wanderer über dem Nebelmeer og betragter A4-ark, da Skuespiller 1 kommer ind på scenen modsat.] Elsk den imam!
Skuespiller 2: [Gransker flygtigt ansigtet på A4-arket] Ham holder vi begge af på Facebook, Skuespiller 1.
Skuespiller 1: Og hvad hvis jeg fortæller dig at jeg stakkels skuespiller ældes med 10 år hver gang jeg svinger dette papir i luften og beordrer en ven jeg virkelig holder af: Elsk den imam! Nu gentog jeg det. Giv mig min stok!
Skuespiller 2: [Giver venlig opbakning med et skuldertræk] Det er vældig underholdende. Din stok er ved din side.
Skuespiller 1: Fortæl mig nu som en foryngelsessuppe hvilke manuskripter vi har fået ind i dag…
Skuespiller 2: Jeg må skuffe dig. Ingen resultater. Vi må vente tålmodigt.
Skuespiller 1: [Teatralsk, overspiller bevidst] Jeg er nu 80 år gammel. Men jeg ved, ak, at tålmodighed ikke er en præstation. Tålmodighed er ikke noget man skal præstere. Nej, nej, det er det ikke.
Skuespiller 2: Jeg er 50 år gammel. Jeg ved den slags, kære ven.
Skuespiller 1: Kære ven, hvornår dumper det manuskript ind ad brevsprækken som vi sådan har glædet os til. Det med sætningen: ”At du, du!, ikke engang kan spille med på den lille illusion om at mænd ejer deres kvinder finder jeg latterligt.”
Skuespiller 2: Den gyldne sætning som ikke findes i Netflix’ repertoire. ”At du, du!, ikke engang kan spille med på den lille illusion om at mænd ejer deres kvinder finder jeg latterligt.”
Skuespiller 1: For at et sådant ejerskab kan finde sted i kærlighed og i sandhed må der være et skjult patriarkat.
[Abraham og Anne Lise ind fra samme side som da Skuespiller 2 gjorde sin entre. Ophidsede, midt i en diskussion]
Abraham: At du, du!, ikke engang kan spille med på den lille illusion om at mænd ejer deres kvinder finder jeg latterligt. [Anne Lise halser efter ham, men de når at forlade scenen i modsatte side før vi hører hendes svar]
Skuespiller 1: [Løber efter dem, chokeret, ophidset, taber A4-arket, drejer sig om og betragter det flygtigt og forlader scenen i løb] Abraham! Sådan må du ikke sige!
[Skuespiller 2 samler A4-arket op og forlader scenen til modsatte side. Lys ud]
[Skuespiller 1 alene på scenen iført fjerprydning]
Skuespiller 1: Vi voksne danskere svigter børnene hvis vi bliver ved med at være overblufærdige omkring religiøsitet. Børns forældreloyalitet findes i alle former og alle farver. En regnbue der regner tårer. Giv dog engang imellem børnene en oplevelse af at være familierollenulstillede i forhold til deres forældres vigtige liv og ideer. Voksne skal ikke opføre sig som forkrampede pattebørn der kaster sig på maven overfor den serielle monogamis alter. Det er da værre end julematerialisme. Børns religiøsitet tæller. Børns religiøsitet batter. Børns religiøsitet mærker vi voksne. Bare lad være! Giv børn i alle aldre en chance og en mulighed for at tage forældreopgøret og forældrefjendskabet uden om religiøsiteten forstået sådan at vi skal udvise følsomhed, takt og korrekt timing hvornår og hvordan vi præsenterer børnene for kirkelivets fred og dets bekymringsfritagede glædelige budskab. Dansk Folkeparti og Tidehverv opfører sig grotesk ved at annektere kristendommen voksenagtigt. De burde opføre sig gotisk, legende, surrealistisk. Religiøs opdragelse er ikke enkel. Det er ikke det jeg siger. Den er kompleks og kræver iværksættelsen af alt det intellektuelle apparatur den enkelte kan mønstre. Hvornår vil du forklare dit barn at det ikke bliver ved dig og dine uforlignelige præstationer vedkommende kommer til at klare sig i livet? Børn er kloge, siger danskerne. Jamen så lad dem få fred fra dig hvis du ikke har hverken horisont, dannelse eller fantasi til at beskæftige dig med de ting der virkelig betyder noget. Giv dem ikke alle de forbandede tests og lange skoledage. Ellers bliver hele samfundet forpestet af præstationsoptimisme.
[Stille dansemusik. Kvinderne ind iført kjoler. Skuespiller 1 danser med dem alle efter tur. Erotisk, inderligt med dæmpet, lækker musik. Der går halvandet minut. Skuespiller 2 ind som henvender sig direkte til publikum også.]
Skuespiller 2: Anmelderne kalder mig en Sancho Panza. [Sniger sig til at iagttage den erotiske dans. Genert, fnisende.] Jeg tror denne scene er en hilsen til Skuespiller 1’s fortidige erotiske eskapader. Søde minder om flere kvinder end man kan tælle på to hænder. Han satte dem ikke op på en piedestal. Næ, han lagde sig på maven så han ikke kunne se dem. Han blev altid dybt forelsket. Måske var han forelsket i København. Ak ja. Forhistorien. Han slap ud af dette helvedeskammer. Blev skuespiller, men ikke af mit format. Fandt sin lille plads i livet. Forligede sig med sin egen død. Blev noget for andre. Han ejer ikke et landbrug ligesom jeg. Han er besiddelsesløs. Hans sko er mistænkelige men jeg har tillid til ham. Jeg nærer en dyb kærlighed til denne mand. [Skuespiller 2 på vej ud.] Hvordan jeg skal klare mig uden ham når han bliver gift ved jeg ikke. Så har jeg kun mine gummistøvler og min udsigt. [Dansen fortsætter endnu halvandet minut. Lys ud]
Tak for freden i at konstatere at min indre, sitrende ufred opøver mig i de nære relationers sitrende ufred og den nådegave der består i at alting ender godt og fredeligt når dagen er til ende, når livet er til ende. For alle.
Tak for den forbundethed med andre mennesker som Du, kære Jesus, lærer mig at tage del i.
Tak, Hellige Ånd, for at det at skrive for teateret ligestiller mig med publikum og i vidt forgrenede fantasier åbner for samarbejde med vidunderlige udøvende kunstnere.
Tak fordi Du, kære Vorherre, oplyste min indre verden og gav mig øjne i dagens trængsler uden jeg skulle slide eller være på vagt. Jeg led, jeg kæmpede sågar, det er sandt, men det endte jo godt.
[Skuespiller 1 læsende avis på stol, skuespiller 2 ind]
Skuespiller 2: Hvad laver du?
Skuespiller 1: Læser anmeldelsen af det stykke vi er med i. Hvad er mit rigtige navn?
Skuespiller 2: Det er [skuespillerens navn].
Skuespiller 1: Ha! Der står jeg snor mig som en banan igennem stykket. Jeg er lodret uenig eftersom jeg tydeligvis gebærder mig som en citron.
Skuespiller 2: Se om du kan falde til ro. Jeg anser såvel din skuespilpræstation som din opførsel generelt for uklanderlige kære ven. Sæt dig ned og tag en dyb indånding og læs nu i manuskriptet hvor vi er kommet til.
Skuespiller 1: Jamen jeg sidder allerede.
Skuespiller 2: Vi skal videre i manuskriptet. Der er en hel time af stykket tilbage.
Skuespiller 1: Jamen jeg har to aftaler i aften. Hvorfor er de næste to scener streget ud?
Skuespiller 2: Hvilke?
Skuespiller 1: Den med den venlige supercomputer er slettet. Den med psykiatrisessionen der minder om manuskriptforfatterens jeg-støttende terapi er slettet. Det bliver Simone skuffet over.
Skuespiller 2: Frisk mod skuespiller 1. Vær frisk og frejdig igen. [Skuespiller 1 rejser sig og retter ryggen] Således… Og sig så noget Oscar Wilde agtigt til os alle.
Skuespiller 1: Jamen jeg protesterer over alle de dramaer der klør sig i hovedet over at en del af vores bedsteforældres forældre blev nazister. Det giver ikke mening at solidaritet og ulighed er fuldkommen fraværende i dansk drama. Men det værste er at psykiatrisk realisme retter ind efter abonninernes smattede dannelseshorisont.
Skuespiller 2: Jeg kan ikke forsvare at du kritiserer vores ærede publikum. [Fejer pegende med armen ud over publikum]
Skuespiller 1: Hvor mange af dem er medlem af et solidarisk parti?
Skuespiller 2: [Henvender sig til publikum] Jamen så lad os bede publikum markere med hånden hvor mange der er medlem af et solidarisk parti. Nå. Se så. Jamen det var dog en del. Er du tilfreds skuespiller 1?
Skuespiller 1: Jeg vil sige det sådan at jeg føler mig tryg ved publikum igen. Ikke mindst på grund af dit nærvær.
Skuespiller 2: Årh, snak! Høhø.
Skuespiller 1: Men en mistillid til teaterpublikummet i Danmark blev plantet i mit hjerte allerede under prøverne. Da jeg læste manuskriptet første gang, anden gang, tredje gang forstod jeg at danskerne intet aner om psykiatri.
Skuespiller 2: Det er ganske rigtigt bekymrende at vi intet lærer om den bilaterale samtale i folkeskolen.
[Lys ud]
Skuespiller 2: Det er tidligt. Jeg må sige dig en ting skuespiller 1. Jeg forstår i grunden godt hvorfor du har inviteret mig til at sidde på en bænk med dig klokken 6 om morgenen denne dag.
Skuespiller 1: Jeg er ikke blevet forelsket igen skuespiller 2.
Skuespiller 2: Ikke det?
Skuespiller 1: Slet ikke.
Skuespiller 2: Jamen så fortæl mig, kære ven, hvad dit anliggende er. Hvorfor sidder vi her så tidligt på morgenen i stedet for at sove?
Skuespiller 1: Gæt engang.
Skuespiller 2: Er det noget med meningen med livet?
Skuespiller 1: Det er noget med mennesker som har det rigtig svært.
Skuespiller 2: Psykisk?
Skuespiller 1: Psykisk.
Skuespiller 2: Fortæl.
Skuespiller 1: Jeg har det i grunden rigtig svært psykisk. Jeg forstår godt hvorfor behandlere og andre med forstand på psykiatri siger at mennesker som jeg har et rigt indre liv og derfor er en vidunderlig person. Jeg synes ikke det er en kliché. Det er varmt og kærligt ment og det er tilmed sandheden. Lad os nu forestille os at alle mine idéer kom løbende ind i række her på scenen og opførte en alkoholfri traditionel dans fra de varme lande. I små hvide kutter. Nærmest som legende børn.
Skuespiller 2: Ja?
Skuespiller 1: Er det ikke et charmerende billede?
Skuespiller 2: Varmt og charmerende. Et billede på den menneskelige situation i det 21. århundrede.
Skuespiller 1: Hvorfor det?
Skuespiller 2: Sådan plejer du at sige.
Skuespiller 1: Jamen det er det skam. Lad os forestille os at ideerne udfører den traditionelle dans. En dans som bliver mere og mere ustruktureret og ender med at ideerne bare myldrer rundt imellem hinanden.
Skuespiller 2: Kaos.
Skuespiller 1: Den traditionelle måde at forhindre dette kaos i at opstå er, stadig billedligt talt, at gribe en idé og tage den på skødet og tale med den. Uden at forsøge at tæmme den. Uden at lægge mærke til dansen eller ænse de andre børn. Men begynde at give den alt for meget at spise og til sidst forsøge at markedsføre sig selv gennem idéen.
Skuespiller 2: Legen ophører. Det er den måde man kommer frem i det 21. århundrede. Det er godt at vi bare er to skuespillere.
Skuespiller 1: Ha! Det er godt at vi bare er to skuespillere. [De rejser sig, lægger armen om hinanden og forlader scenen]
