Reality-TV: Hvordan kan psykiatere og psykologer stoppes ind i programmerne på en appetitlig måde på TV3?

Overskriftens spørgsmål er fuldkommen forvrøvlet formuleret, fordi målet ikke er appetitlighed i form af blødsødne, kønne og populærvidenskabelige tilgange. Det vi har brug for er snarere “rå” psykiatri i bare et eneste af realityprogrammerne. I virkelighedens verden er “rå” psykiatri noget andet. Noget med med menneskevarme.

Men hvordan skal det kunne lade sig gøre?

Psykologer og psykiatere har ry for at være dannede, men jeg vil vædde med at de ikke umiddelbart og spontant ville kunne enes om hverken præmisserne for en sådan medvirken, betingelserne, fremgangsmåden, endsige pointen i at medvirke. De ville gøre det de gør når de ikke arbejder, dvs. tilbyder såkaldt jeg-støttende terapi eller psykoanalyse, nemlig skræmme seerne med kluntet mundlamhed og dermed på en gang bevise både deres usikkerhed og den verdensfjerne og egentlig latterlige arrogance der altid ledsager usikkerheden hos følelsesmæssigt begavede mennesker.

Hvad gør man da?

Det nytter ikke at “formidle” eller “kommunikere” eller “oplyse” om psykiatri i et realityprogram, de begreber er for længst blevet kaprede og forsimplede af flove managementfolk og, endnu flovere, af selvhjælpsforfattere.

Psykiatere og psykologer er, i dette lys, pinligt fraværende i kulturen. Se at komme i gang! Reality-tv er ligeså psykisk usundt som alt muligt andet senkapitalistisk bras. Bliv enige om en håndfuld reservationer og en håndfuld etisk funderede principper, så har vi løst det dilemma som består i at mange seere vil savne terapi inderligt ved at se programmet, men samtidig være interesserede i at få udvidet deres viden om psykiatri, altså psykiatriens sprog.

Brøsighed og personlig arrigskab, ja, knottenhed, snarere end ævlebævlende engagement. Psykiaterne og psykologerne skal hellere være umuliusser, det er de jo i sagens natur i forhold til reality-tv.

De tre reservationer kunne være:

1. Vi psykiatere og psykologer synes i udgangspunktet reality-tv er latterligt.

2. De medvirkende skal være både sprogtestede og robusthedstestede.

3. Vi vil ikke sidde og smile. Vi vil gerne grine med, men vi vil også diskutere på et meta-plan. Det er vigtigt at diskutere hvad man som behandler etisk set kan og bør sige for åben skærm.

De fire principper kunne være

1. Ingen mennesker er normale.

2. De lette sindslidelser er og bliver komiske.

3. De sværere sindslidelser er både hårde og eventuelt komisk-tilforladelige for den erfarne patient selv, især på gode dage.

4. Ingen mennesker er deres sindslidelser. Man er ikke en skizo, men man har skizofreni.

Forslag til samtaleemner:

1. Kærlighed.

2. Værdiforvirringen: Kapitalismens invasion af vores livsformer.

3. Samlivet: Parterapiens muligheder og umuligheder.

4. Mennesket: Forskellen på psyke og ånd og det indre menneske.

5. Yndlingskunst. Hadekunst.

6. Diverse fra Spørge-Jørgen: Hvorfor handler popmusik aldrig om børn?

Livsuduelighed og hjemmestrikkede holdninger: Sådan er middelklassen og nedefter. Desværre.

En intellektuel er ikke “ekstra pæn” eller “ekstra velargumenteret”. Det er pseudointellektuelle der er sådan.

Intellektuelle bør lejlighedsvist angribe hinanden. Alt andet er både uærligt og hyklerisk, kulturelt usundt, ansvarsløst overfor læserne som af gode grunde vil deres egen identitet. Vi intellektuelle er dybt sære, især når vi modnes og vores individuelle røster bliver klare og enklere, fordi vi har øvet os og malet os selv op i en meget sær krog via livsvigtig anerkendelse udefra og via den kunstneriske praksis, det, at vi øver os utrætteligt og uden overdreven hvid skam og overdreven skamløshed. Pseudointellektuelle skal holde deres kæft, er min holdning. Den enkle og grund til at pseudointellektuelle skal undlade at skabe forvirring om den sande intellektuelles menneskeret til at være nogenlunde dette, en intellektuel, er ikke selvkorrektion i moralsk bevidsthed om janteloven, men simpelthen den at en intellektuel ved at komme fra de højere samfundslag kan smykke sig af flere personlighedstræk der gør vedkommende til en god og pålidelig åndeligt forbillede for alle der gider at beskæftige sig med vedkommendes åndelige produktion. Et forbillede. Ikke en vejleder. Det er arrogant at være vejleder. Personlighed har læseren i forvejen, men identiteten halter det altid med for os alle.

Alle disse ting skriver jeg. Alle disse ting siger jeg ikke når jeg er ude blandt folk. Der er en markant forskel på skriftsprogets udsigelseshorisont og talesprogets. Den første er større. Mine læsere kan med det samme mærke at jeg kan skrive menneskekærligt, begavet og nuanceret og jeg er aldrig i levende live blevet kaldt arrogant af en eneste læser.

Tilbage til emnet for mit essay.

Det mest latterlige ved mennesker fra middelklassen og nedefter er 1. deres latterlige generthed, 2. deres besættelse af social opstigning og klodsethed, når det en sjælden gang lykkes at erobre verden eller hvad de nu forestiller sig de opnår og 3. deres komiske udgrundelighed.

Deres forhold til magt er ren perversion.

Hvis der er nogen der utrætteligt og pinligt energisk selvcentreret giver det halvtomme begreb magt mening er det de mennesker med middelklassebaggrund. Filosofiens seneste udkrystallisering, sociologien, den mest glade og mest forløjede, forskruede og intellektuelt snobbede videnskab verden endnu har set, sociologi er starten på en ny middelalder med latterlige Michel Foucault og “konkurrenten” Jürgen Habermas i spidsen, sociologien forsøger at stopfodre os med magtanalyser i samme takt som djøfferne stopfodrer sundhedsvæsenet med Excel-ark.

De fægter og kæmper fordi de tror på at magt må være uendeligt attraktivt. Derfor, blandt andre mere retfærdighedsmæssige og moralske og menneskelige grunde, har vi demokratiet, altså delvist på grund af tomhjernet misundelse, og fordi vi har demokratiet har vi i dag et Das Man som er mere effektivt end nogensinde i at udrydde kedsomheden med Netflix og fordi vi har et stærkt Das Man sejrer afstumpetheden og de afstumpede over mennesker som jeg der har en stor ånd og ser den enkle, hellige forbindelse mellem hjertet og hinanden, hjerlet hinansen er mit navn.

Jeg har aldrig sagt de er kedelige undtaget en yderst sjælden gang imellem i spøg. Jeg elsker dem og gør dem aldrig til studieobjekter. Jeg har aldrig kaldt dem overlagt kyniske, kun uoverlagt kyniske. Jeg har ikke, nogen sinde, så meget som antydet, hverken direkte eller mellem linjerne i mine udsagn, opsange, taler, sange, digte, historier, parodier, ja, i mine tekster i det hele taget, at de er uelskelige eller feje, men jeg vil altid fastholde at de skal sættes under åndelig administration af intellektuelle som mig og andre via gode tekster. De skal ikke hærges, hades, korrigeres op i deres åbne ansigt, knuses eller holdes nede, men de skal læse om dem selv som ligeværdige, kærlige mennesker. De skal skældes ud på skrift. De skal ikke underholdes. De skal læse.

De læser fx mig. Jeg har 2 mio. læsninger på denne blog. De er ved at køre verden i sænk med deres tv2-news demokratier og svagelige sprog og ideer, de maltrakterer barnlighed med tidstypiske opdragelsesmetoder og de orienterer sig elendigt i livet. De camouflerer deres begreber i ureflekterethed, aldrig helt sikre på deres udsagn, aldrig helt sikre på sproget og det levende ords kraft. De bruger klodsmajor-ord som selvværd og selvtillid, selvkendskab og selvudvikling og selvpromovering uden i virkeligheden at tro på ordene og uden at bevæge sig af egen drift, fastfrosne i typisk ynkeligt kulturløse tilværelser uden sund og aktiv kulturudfoldelse.

De bruger ordet høflig om mig, med hvilket de mener fedterøv. Jeg er ikke en fedterøv, jeg er kærlig. Folk med rod i overklasserne er langt friere stillet i forhold til kærlighedsudfoldelse end de stillestående magtblærerøve. Ja, så stor er troldsplinten i deres øjne at deres kærlighedsevne og kærlighedssans er reduceret via ringe filosofievne som er, ja, forløjet, befængt og fordærvet med mindre de styrker deres egen identitet ved at betjene sig af intellektuelles forbilledlige arbejder fra film til bøger. Identitet giver samlethed. Det er ikke for empatiens skyld vi læser, nej, det er meget enklere, det er for at blive samlede og kunne give og aflevere kærlighed så det kan mærkes af modtageren. Empati, dvs. medfølelse, tæller ikke i min bog. Alligevel betjener de sig af gold og uigennemtænkt medfølelse i omgangen med andre mennesker i stedet for at være ægte medlidende.

Jeg elsker at hade dem! Disse klodrianer! Jeg vil betjene dem med inspirerede tanker til den dag jeg dør.

Jeg stemmer Enhedslisten fordi jeg sympatiserer med dem og vil lighed, primært for deres børns skyld, selvfølgelig, hvad er vigtigere.

De elsker mig for at blotlægge deres illusioner om magt og mennesker, hvilket de var bange for for 200 år siden men ikke i dag. De er forsumpede og elsker at læse i hemmelighed om deres sump. Denne deres relativt nye tolerance overfor intellektuelle er frugten af intellektuelles arbejde og ikke af den oplysning middelklasseløverne har opbygget gennem tiden og nu æder i sig og tilbyder hinanden på Google og Wikipedia.

Kom ikke for tæt på dem i livet. Du brænder dig eller bliver stenet eller brændt uden forklaring og uden et eneste levende ord til forklaring. For dem er alt magt. Deres handlinger imod andre mennesker opfatter de som nødvendig magtanvendelse, fordi de ikke har fantasi til at forestille sig at denne falske treenighed de hedder magt, handling og identitet slet ikke findes. Det sjove, spændende og givende ved at skrive er at de elsker, fuldkommen berettiget og i dybeste hemmelighed, at efterligne intellektuelle. Det er der intet galt i og det kommer der kun gode ting ud af, ikke fordi jeg som intellektuel er et bedre menneske end en middelklassetåbe, men fordi jeg med filosofiens hjælp formår at styre uden om den dybe, dybt skadelige kynisme som deres ydrestyrede smitsomme og klichéfyldte sprog udgør og som er beslutningsgrundlaget for deres klodsede og afstumpede handlinger.

Jeg er ikke træt af dem. Disse overvejelser er ikke kasser, men omrids tegnet på asfalten. De overrasker mig altid og jeg elsker dem uden at se ned på dem eller oppebære tåbelige ideer om at de kan gennemskues. Fordi man er udgrundelig er man ikke gennemskuelig for de ser mysteriet når de kigger indad, akkurat ligesom alle mennesker gør. Når de hører sådanne ting i direkte samtale bliver de panisk magtfuldkomne og tværer mig ud, med rette. Hvem kan bebrejde dem det? Derfor er jeg skribent, en åndens ydmyge tjener. Jeg tror nemlig ikke på at nogen mennesker er hverken lukkede eller formørkede. Vi er fulde af dejlige muligheder, fordi livet er fuldt af dejlige muligheder. Men fantasi har dem fra middelklassen og nedefter aldrig forsøgt sig med. Det er de for ufilosofiske til. De misforstår hvad fantasi er og kan ikke sige særlig meget om deres holdning til og analyse af hvad fantasi er. Men magt tror de inderligt på. Skæld dem ud!

Filosoffen Kyk Fiber: “Håb er noget andet end håb”

Vi mødes i hans hus på Tupvej hvor han frembringer nogle af de mest smukke borde til hunde. Ægteparret Vibe og Tot Kær, der bor i entréen, tager venligt imod mig.

Hvordan kan noget være noget andet end det er?

“Ved at have et ringe betydningsindhold.”

Kyk illustrerer sin pointe ved at fylde kaffe i ordet håb, som er opstillet på gulvet præcis inden for rækkevidde. Derefter fylder han lidt fløde i premierministeren som står opstillet på en lille måtte, også inden for rækkevidde. Fløden løber ud af premierministerens højre fod, op igennem et snoet glasrør og ned i kaffen i håbet. Jeg rømmer mig.

“Når man har børn sammen og har boet sammen og elsket i over syv år forefindes det jeg i min bog kalder ‘en betydningsfuld lodning’ som lyser på håbet og tydeliggør for beskueren hvor tomt håbet er i forhold til kærligheden der altid er varm og levende. På trods af alle sår. På trods af al stivhed. På trods af al afstand. På trods af alle vanskeligheder. Varm og levende er kærligheden.”

Mærkeligt.

“Mærkeligt?”

Ja. Det var ikke ligesom jeg troede.

Tre af de medvirkende i tv-programmet ”En værdig død” er slet ikke døde i virkeligheden

Du så meget syg ud og lukkede øjnene.

”Jeg lukkede dem ikke helt. Jeg kunne se kameraet.”

Nu ser du endnu mere syg ud.

”Tak.”

Du sagde så mange værdige ting i programmet at seerne fik hovedpine. Har du noget værdigt du vil sige til The Other Newspapers læsere før vi afslutter interviewet?

”Jeg er sur over at jeg skal dø.”

Det var dog inddragende. Det får mig næsten til at ønske at du havde stillet træskoene dengang du næsten lukkede øjnene.

”Du behøver ikke være så sur.”

Dit sure løg!

”Din grimme abe!”

Dit sure fuckhoved!

”Hey! Hey!”

Hey hey hvad? Dine læber er blå.

”Og dine læber er så fucking grimme. Av! Du bed mig i armen!”

Undskyld.

”Det er ok. For dælen da. Kom her. Krammer.”

Din pik er helt stiv. Å, nu forstår jeg. Du vil have et sidste knald.

”Du har regnet mig ud. Haha. Kom her…”

Det er sgu da klart når din pik er stiv.

”Du lagde to og to sammen. Åhhh…”

Åh. Åh. Hey, du er pisse god til at knalde…

”Årh, jeg ved virkelig ikke. Siden du nu siger det.”

Åhhh… Tak for et super super knald.

”Det er mig der takker. Tak for blomsterne i øvrigt.”

Nej, tak for et rigtig godt knald.

”Jeg knalder som en brandvarm tyfon.”

Du knalder som en brandvarm tyfon.

”Men du skal bare ikke bide mig i armen.”

Undskyld.

”Det er OK. OK, så én gang til.”

Haps!

”Av for avsen… Hey! Hvad laver du nu? Du behøver altså ikke hælde glohed hospitalskaffe i min højre øjenhule.”

Det var for sjov din lort!

”Det er ikke sjovt for den det går ud over.”

Det er en rimelig grov practical joke vil jeg sige.

”Vil du sige? Du? Jeg ligger her med øjenhulen fuld af glohed hospitalskaffe. Få det væk! Få det væk! Jeg brænder op! Giv mig køkkenrullen! Av! Hvorfor hældte du nu også kaffe i min venstre øjenhule?”

Så tag da køkkenrullen. Taber!

”Infame slyngel! Du har svitset mit syn. Alt hvad jeg ser er kaffefarvet.”

Du skal bare vente lidt. Så bliver tingene normale igen.

”Normale?! Når du er tilstede sammen med mig bliver tingene ikke normale. Vent. Du har en plet.”

Hvad?

”Du har en plet.”

Hvad? Hvor?

”På læben. Nu skal jeg tørre den væk.”

Er den væk?

”Jeg ved ikke hvad det var.”

Om kapitalismekritik

Kapitalismekritik starter med Wittgensteins begreb *livsform* som i grunden svarer til Bob Dylans mærkelige og sære credo “I’m not there”: Det er enhver forundt at føle sig forvirret. Identitet er noget smukt, personlighed er alt. Selvkendskab findes ikke, fordi vi ser et mysterium når vi kigger indad. Begrebet selvkendskab er en kapitalistisk vare som blev skrottet allerede i tredje århundrede før Kristus, via Sokrates, og genopstod i den uhyrligt dekadente oplysningstid omkring år 1700 hvor man gik med paryk og indførte fransk. Her startede den grundlæggende vildfarelse at vi er noget uden hinanden, vi blev selvstændige i en helt absurd grad allerede ved Reformationen, men nu begyndte idioter at sælge leksika ved dørene med dundrende succes. Nogle taler i dag om Google som en organisme, hvilket Google selvfølgelig er. Vi havde mest glæde af at sidde ved et bål og lytte til en fortæller, hvor vi kropsligt bliver engagerede og afledte ved fortællerens ord og dermed slapper af i knoppen, på den gode måde.

Kunsten at fortælle praktiseredes oprindelig af hvad man kunne støve op inde i hytterne af hjertevarme og omsorgsfulde fortællere der gjorde det hele af medlidenhed, og ikke af medfølelse, medfølelse er også kapitalistisk, se nedenfor, med stammens vrag, dvs. samtlige stammemedlemmer, for alle mennesker er vrag der er dybt afhængige af hinanden.

Medfølelse er ikke så meget værd som medlidenhed. Medfølelse er arrogant fordi den umiddelbart forventer at kærligheden både bliver modtaget og mærket når blot vi holder masken og lægger hovedet på skrå, svarende til den kolde måde vi opdrager børn på i dag: magtfuldkomment medfølende i stedet for ærligt, vaklende, årvågent og kærligt selvtvivlende og, ja, netop, medlidende. Hver gang jeg oplever medfølelse fra andre er jeg ved at brække mig. Det er så ondt og beskidt. Jeg bliver ulykkelig hver gang en ulykkelig moderne verdensborger, dvs. kapitalistisk kommandoenhed, med flakkende blikke bønfalder mig om medlidenhed men kun forventer noget så grimt som min medfølelse.

Seks noter

Selvbiografisk opdatering. Øv. Er blevet separeret, har to sindslidelser, dårlig økonomi og en beklumret grottelignende lejlighed og i morgen skal min datter introduceres for min kones nye kæreste. Føler mig bitter, fortvivlet og i et følelsesmæssigt limbo på sjette måned. Har to kvindelige psykologer som konkurrerer om min opmærksomhed høhø.

Sjov. Til dette lille tekststykke medfølger et sæt dam-brikker som er lavet af ”det fineste sorte fedt”. PS! Jeg har dem på lager. NB! De er udstillingseksemplarer.

Tænksom alvor. Jeg drømmer om at der var en filosof der evnede at skrive traktaten ”Bloggerens nødvendige indstilling til had og ondskab. En analyse.” Men i grunden tror jeg at man skal gøre sig sine egne erfaringer med at stå frem på godt og ondt i stedet for at pligtaflevere romaner og flere romaner. Bare der var flere i Danmark der bloggede. Der er et eller andet inderligt grimt ved at aflevere en bog. Noget pænhed i det, som jeg ikke kan lide. Men det er også meget fedt hoho.

Begejstring. Når vi kigger ind i os selv kan vi se et mysterium. Vi må droppe den forløjede oldtidsdyd selvkendskab.

Personligt. Jesper E, der er ØK på søndag i Sorø og jeg vil gerne have dig med. Alle har det godt, alle i hele verden, undtagen mig. Kh Morten

Krypterede hilsner. Roar Tak, Kærgården Bukdahl, Svend Fordi, Gefion Du, Nisse Blogger.

Jeg synes faktisk det er ubehageligt at have al den magt over sindene jeg nu har fået i kraft af de 2 mio. artikellæsninger

Jeg bliver glad når jeg læser den sætning: “Jeg synes faktisk det er ubehageligt at have al den magt over sindene jeg nu har fået i kraft af de 2 mio. artikellæsninger.”

“Jeg har aldrig hørt dig ævlebævle så meget”

“‘Den skilsmisse var hård ved Sørensen.’ Sikke noget vrøvl! Vi er jo uregnskaber!”

Uregnskaber?

“Uregnskaber.”

Jaså.

“Uregnskaber? Enkelt.”

Det er klart. Uregnskaber. Selvfølgelig. Hvorfor har jeg ikke tænkt på det noget før?