Det er jeg egentlig sur over.

Min bog er i hvert fald ikke en vragstump fra et inspirationsnedslag, min formulering, og det synes jeg heller ikke andre skal tænke. Om hverken min eller deres egne kreationer.

Der er sagt masser af ting om hvordan forfattere ikke kan lade være med at skrive. Yndigt. Jeg leger med ideen om at holde op. Hvorfor skulle jeg i grunden blive mere disharmonisk af det? Efter at have skrevet mit seneste manus føler jeg at jeg har sagt det jeg ville sige. At trøste og opmuntre en ukendt læser via skrift passer alligevel skidt med min opfattelse af moral som noget med nærvær og hinanden.

Jeg synes mit manus er godt nok. Forlag, anmeldere, familie, venner, andre må mene hvad de vil.

Jeg beundrer Kafka, der lod tre gennemarbejdede manusser ligge i skuffen livet ud, langt mere end jeg beundrer loftkammerpoeter der tager til takke med loftkamre livet ud. Ikke et ondt ord om loftskamre, jeg kan i øvrigt bedre lide min hule.

Ambitionerne har fyldt meget. Selvfølgelig har de det. Jeg er storebror og skulle redde verden. Det med at anvise en ny retning indenfor litteraturen og et mere realistisk syn på hvad mennesket er. Det er fantastisk at bidrage lidt til den slags, men så heller ikke mere. Fortryllende bliver det aldrig.

Alt for mange i denne branche, litteraturen, trutter. Forsømmer livet. Grubler og breder deres spindelvæv ud over det hele i stedet for at leve ubekymret og være nogenlunde glade.

Min drøm, mit håb, om at blive en dor dor forfatter, har vel egentlig fyldt rigtig meget.

Som man vil forstå ud fra tjeklisten andetsteds står jeg inde for manuskriptets kvalitet i en grad der må betragtes som vanvittigt hysterisk.

Jeg har skrevet mit eget lille livs The Catcher in the Rye. Hvordan det passer ind i andres liv ved jeg ikke.

Det er min personlighed der er sådan at jeg har skrevet min bog og nu er tilfreds. Der er mange karriereforfattere og andre karrierekunstnere derude. Det må være hårdt. At være underlagt vækst i en grad så man aldrig bliver tilfreds. Jeg er da ovenud glad for at jeg nu kan hellige mig min datter og andres behov i resten af min tid. At være karrierekunstner forekommer mig at være en sølle form for ydmyghed og en træls måde at være menneske.

Jeg trygler offentligheden om jeg ikke bare må være manden med bogen “Min personlige udvikling imod en masse jeg glemte igen”. Og hvis det ikke nytter noget, hvis den beder om mere og kræver af mig at jeg skal være i kamp med mig selv om at begive mig ud imod nye horisonter så må jeg blankt afslå. Desuden er skrivebranchen en hård boldgade, brolagt med tåbeligt elendige liv. At kæmpe mig frem mod et værk hvor jeg kan sige her er min stemme og her er mit bidrag har været mega svært og samtidig mega lystfyldt. Det er da utrolig priviligeret at være i mine sko. Genialitet? Talent? Intet kunne bekymre mig mindre. Det må andre vurdere. Vi har et udmærket system til at bedømme den slags ude i den litterære offentlighed.

• Denne bog føler jeg mig glad for
• Knivskarpt billede af et jeg, en person, osv.
• Min praksis i denne bog minder om fotografens
• Jeg skriver op til læseren
• Jeg er god til at skrive om det indre liv, de indre personer
• Jeg tror ikke selvkendskab er noget goldt, det er dynamisk og fuldt af løse ender.
• Jeg har en oplevelse af at de valg man træffer på sin indre rejse er lige så betydningsfulde og skæbnesvangre som dem man foretager i livet i øvrigt.
• Man skal passe så utrolig godt på hinanden, for vi er alle genier i vores eget lille liv.
• Man skal passe så utrolig godt på hinanden, for vi er alle genier i vores egen lille by.
• En indre rejse er ikke nødvendigvis hippieagtig. Den er analytisk og lydhør, den er fuld af personer. Og den rummer overraskelser!
• Jeg tror denne bog vil gøre en masse godt.
• Bogen er et etisk-religiøst manifest, snarere end et humanistisk
• Jeg vil gerne have at folk tænker at hvis mennesker er sådan som de karakteriseres i denne bog så må vi “gøre noget andet”
• Forener det sprælske og det intellektuelle
• Dette manuskript *vil* udgives.
• Det er også en bog om god maskulinitet
• Jeg har aldrig læst en eksperimenterende punktroman der var varm. Men jeg har skrevet en.
• Denne roman er en generøs formel som ikke fandtes i verden før.
• Det er alle tre forlags pligt at udgive manusset i den form som det har nu.
• Med afleveringen af dette manus ligger noget bag mig.
• Man kan godt indestå for en særlig stilfuld afslappethed med en bog
• Mange af grundtankerne i bogen er helt nye. Formen er heller ikke værst
• Jeg kan godt forestille mig at jeg kunne vænne mig til at blive elsket af mine læsere på grundlag af denne bog
• Den viser at vi der har psykiske problemer oveni tilværelsens øvrige problemer har noget at give videre, også selvom det sætter sig i stilen.
• Bogen vil måske ikke slå benene væk under læseren eller danne skole så meget som den vil stoppe en masse ævlehoveder fra at starte en forfatterkarriere. En forfatterkarriere er jo også et snoldet livsvalg.

Men bemærk at trøsten består i blind tilbedelse 🙂

Umærkeligt som et dun. Lynhurtigt som Superman. 42 kroner i Bilka.

Jeg har brugt min ungdom på at studere åndelige emner og føler mig i nogen grad overdøvet og ignoreret.

Her

https://www.bt.dk/kendte/anna-lin-overtager-for-mads-steffensen-paa-kender-du-typen-jeg-vil-ikke-aendre

siger studievært Anna Lin en masse ting der kan inddeles i to kategorier 1. oprigtigt smittende glædessprog der dog mestendels vedrører hendes egen karriere, som, i betænkelig grad, udlægges som nært sammenhængende med hendes menneskeværd; 2. decideret ukærlig og menneskefarlig brug af sproget der, hvis det læses og tilegnes personligt nødvendigvis må indebære en åndelig helbredsfare for læseren eller, rettere, beskueren.

Det meste af artiklen falder i den første kategori.

I den anden kategori falder udsagnet

“Jeg er mega ydmyg, for jeg synes på mange måder, at det har været Mads’ (Steffensen, red.) program.”

Ak og ve!

Her

https://www.alt.dk/artikler/sonja-richter-om-boern-lykke-og-kaerlighed

forsøger en ret dum kvinde, en journalist, sig direkte med at analysere i kærlighed.

Trompeten, altså den fremhævede tekst der ledsager overskriften, lyder

Sonja Richter er en af Danmarks bedste skuespillere, men hun har aldrig kunnet spille det spil, der får mænd til at blive. Med tiden har hun fundet ud af, at den måske slet ikke var hendes – drømmen om kernefamilie-idyl med stokroser udenfor. Og hun arbejder på stille og roligt at sænke det skjold, der har beskyttet hende hele livet.

Det var nogle farlige påbud til læserne af Alt for Damerne. Farligheden bunder i et af tidens største onder, nemlig æstetisk kynisme. Æstetisk fordi livet ikke er et spil. Kynisme fordi der indirekte opfordres til at lyve i kærligheden, fremfor, eventuelt at nøjes med at bruge kvindelist, som er naturlig og moralsk, for netop en kvinde.

Der er rigtig meget kærlighedsberøvet guf.

A. Ingen kvinde vil vel høre på at Sonja Richter er en af de bedste skuespillere i landet. Det er hun vel nok, men hvorfor ikke lade læseren selv vurdere det.

B. Hvem i alverden siger at kernefamilie og idyl er det samme? Man tager én dag ad gangen i en familie og man lader være med at dyrke arbejdet som en guddom. Dette gælder for alle, som alle jo ved. En person er i grunden også en familie.

C. Arbejder stille og roligt på at sænke det skjold er en helt sindssygt menneskefjendsk og klodset måde at anskue 1. valget, 2. selvet og 3. livsperspektiverne. Tre ukærlige, uanalytiske dumheder i én eneste sætning.

En vældig glæde jeg har haft i mit liv er at føre en del mennesker til kristentro. 1? 10? 20? 100? Jeg har gjort dette gennem aktive valg af en særligt lydhør og intuitiv aparte opførsel i nuet og i samvær med mennesker af alle slags. I min ungdom studerede jeg tiden omkring år nul, Kierkegaard og Bibelen. Det foregik på højskolen i Ry og ved universitetet i Aarhus. Kristendommen blev en slags udendørs skøjtebane for mig, kridtet op med sporadiske plastikstriber i muntre farver. Baner, pile, sving. Jeg ved at andre kan se nogle af mine streger og jeg ved også at jeg kan se nogle af andres streger. Derfor forstår jeg ikke når folk siger at banen ikke er kridtet op, eller at det er snyd at den er kridtet op, eller at de er kulturkristne, det forstår jeg ikke, eller at de hellere vil blive siddende når de er faldet på rumpen eller knurre uden for banen. Jeg kan jo ved selvsyn konstatere at både jeg og mine medmennesker kommer godt rundt imellem hinanden på hele banen og rejser os hvis vi falder på numsen.