Bandet De Normale Reaktioner gav koncert

By
Morten Hjerl-Hansen
-

Ragnar, Ib og Klyffort er mentalt kloge. Det er sikkert derfor de ikke siger så meget. Ragnar sidder og klemter, giver ind imellem en prøve på sin kunst med en lille guitarsolo.

“Brug din borg.”

De kryptiske ord hænger i luften. Klyffort tager en slurk te; ved siden af sin indsats for trommerne er han hele Danmarks digterdarling, (“Den store bog om luft” og “Krokodille ridser indianer”) selvom han har ædt parnasset og der ikke er nogen tilbage til at bevidne de ting der er sket; de er blevet gale, ligesom han skrev, ham Allen Ginsberg, frit efter hukommelsen: I’ve seen the best minds og my generation destroyed by madness (I saw the best minds of my generation destroyed by madness, Red.)

“Bliv cool på 30 år.”

Den lille syrlighed, afleveret til Klyffort, kommer fra Ib. Ib, der lavede en symfoni for hver sygdom. Klyffort smiler selvtilfreds. Jeg troede ikke en kendt lod sig behandle på den måde.

(Ill.: Tiendeladen (tiende, eng.: “tithe”, som jo er en tiendedelsskat til religiøse og sociale formål i historiske samfund, men det ved min højt oplyste læser allerede) i landlige Bradford-on-Avon i herredet Wilt, dvs. i Wiltshire. Til fotografiet knytter sig den interessante historie, som gjorde et vist indtryk på mig da jeg læste den på CNN Style, at da Ludwig Mies van der Rohe i ’59 rejste til England for at modtage sin RIBA guldmedalje blev den berømte arkitekt spurgt hvorvidt han ønskede at opleve nogle af landets arkitektoniske perler. Hans svar var at han udelukkende ønskede sig at se tiendeladen.)

Teolog: Endnu har intet menneske taget skade af røg

By
Morten Hjerl-Hansen
-

Günter og Bo Wesserkraft er to teologer. Jeg ved egentlig ikke, hvem af dem jeg taler med, for de har ikke præsenteret sig da jeg ankom.

Jeg tror ikke, han nyder at høre på sig selv tale, snarere nyder han at lave en fyldig samtale uden at jeg nødvendigvis behøver at gøre meget andet end levere de pejlemærker eller bøjer eller vældig gode ideer som anvendes ved maritime kraftpræstationer ude på havet og mindre skæverter hvor man sejler ind i molen. Jeg er egentlig bare kommet for at finde ud af hvorfor han er så tosset i hovedet.

Den anden teolog er meget forsagt og sidder på en ubekvem stol i værelsets hjørne. Måske er han fordybet i bøn. Måske tænker han over et eller andet.

I det hele taget er alt ved det gamle. Selvom jeg ikke har mødt dem før er alting simpelthen så bardus meget ved det gamle. De vil bare ikke drikke te. De vil bare ikke servere mig en kop kaffe. Servicemindede er de to bollevenner virkelig ikke.

Tv-anmeldelse: Bibelgruppen

By
Morten Hjerl-Hansen
-

I første del af den nye dokumentar møder vi Dyvekeke og Freederik. Det meste af programmet går med den kedelige historie om hvordan de to, efter at have kendt hinanden i fire et halvt år, tilsidst vælger hinanden og at blive gift. Med hinanden, forstås. Først ved enden af første afsnit får vi nogle fine billeder af hele familien med de to teenagebørn, Dyvekeke og Freederik, og det er en virkelig fornøjelse. Teenagerne bærer, ligesom deres forældre, familien hedder Gruhvede, briller og har bumser i hele fjæset. Søde er de. Hvordan lykkedes det så? Vi får tre anekdoter fra Fritmandfritserpigen, som hans mor kalder ham. Var det disse episoder, som gjorde at Dyvekeke fik et godt øje til Freezeren, som de kalder ham i den lille gruppe? Var det dengang Freederik kastede et skelet på Dyvekeke? Nej. Var det dengang gruppen borede huller i et drivhus, så planterne kunne få luft? Nej. Var det dengang Tjikkerlikker, som hans bibliotekar kalder ham, lå oven på den unge kvinde og sov? Nej. Dyvekeke sender Frefre, som hans far kalder ham, et olmt blik. Svinet skal ikke være pervers! På mig virker begge ægtefæller som nogle røvhuller, indtil en halv time inde i programmet hvor Fakkelberg, som hans onkel kalder ham, som en anden Caspar David Friedrich-figur redder Dyvekeke fra ingenting stående på en stormomsust bakketop. Hun befinder sig på en café nede i dalen, hvor hun intetanende hyggesnakker med en veninde, mens de slubrer den ene latte i sig efter den anden, så redningen forekommer belejlig. Denne hyggelige stund, med manden højt oppe i verdensrummet og kvinden der sidder og snakker om sin Fripper, som hun kalder ham, gjorde et dybt indtryk på mig.

(Ill.: Wanderer über dem Nebelmeer af Caspar David Friedrich i 1818)

Der kom nogle meget fine betragtninger om magtens feminisering af Hermand Agterbøl

By
Morten Hjerl-Hansen
-

”Det ville være storomfust af mig at benægte at et begreb er noget fællesmenneskeligt i et sprogfællesskab, ja, på tværs af dem, i en kultur og i et samfund, og derfor forkert at hævde man kan gøre oprør mod det uden at denne drift må kaldes overmodig og naiv. Men digternaturer, skønånder, repræsenterer alligevel bastioner, eller i hvert fald personlige synspunkter hvor begreberne er i spil og de komplicerede sammenhænge, i den udstrækning det er muligt, blotlægges og rækkes ud til netop dette samfund. Magtens begreb er desværre alt for feminiseret. I en grad så hverken mænd eller kvinder orker at tale om det. Det er min erfaring.”

Storomfust?

”Storomfust.”

Jeg troede du er digter og har præcise ord for hvad du siger.

”Jeg har aflagt digterkappen og vier mine kræfter til at lave noget der næsten er digte, men til gengæld blive ferm i det holdepunkt.”

Amatørisme?

”Slet ikke. En amatør vil gerne have lidt ros med på vejen.”

Det store forkromede overblik?

”Slet ikke. Har man det er man også naiv, for det har man ikke.”

Nødvendighed?

”Ren og skær.”

Du skriver lidt om børneopdragelse.

”Det orker folk slet ikke at høre om. Det er et kulturtraume at værdiforvirringen er så udtalt at det får indflydelse på hvordan vi ser os selv som forældre. Forældreidentiteten er udfordret af værdiforvirringen.”

Det er meget banalt, det du siger.

”Jeg har heller ikke tjent mere end håndskillinger på at sige det.”

Hvorfor holder du ikke op?

”For at få råd til det vægur.”

Kan du ikke nøjes med et vækkeur?

”Har allerede et. Er meget glad for det.”

Fire røde fysser

By
Morten Hjerl-Hansen
-

Fire røde fysser
sad og læste odysser.
Over dem hang en rød plakat.
Dagens ret er kogt spinat.

Ben Fækling, der er spinat i alle linjerne i dit nye digt.

“Nej, kun i den sidste.”

Kan du fortælle hvad fysserne hedder?”

“De hedder allesammen Treevu.”

Hvotdan kan de så kende forskel på hinanden?”

“Dåddan, at digtets ramme nødvendiggør ikke, at de kender forskel på hinanden.”

Digtets ramme viser mig da, med helt enestående tydelighed, at de selvfølgelig er fire personer som stort set kun har det til fælles, at de er fysser.

“Du glemte deres faglighed.”

Den må jeg ikke glemme.

“De er kvinder.”

Højt respektable personer.

“Det må man sige.”

Hvad lavede de lige før, de kom ind i digtet.

“Det skjuler digtet.”

Men hvis man kigger gennem de bogstaver der har huller, fx det der første ø i tillægsordet røde, kan man se hvad digtet skjuler.

“Det har du egentlig ret i.”

Jeg synes digtet skjuler for meget. Alt i hele verden er moslet om bag ved bogstaverne og så med fysserne i forgrunden foran teksten. Alt det, jeg godt ville vide er bag ved disse mystiske kvinder.

“Men du må nøjes med digtet som det er.”

Jeg har læst digtet og forstået det.

“Du har læst digtet og forstået det.”

Brasserie Flora Pjank

By
Morten Hjerl-Hansen
-

Hun laver ikke det store, Flora Pjank, og ingen ved hvorfor hun har slået dørene op for 26 ens brasserier og et til beliggende på rad og række i gaden i hjertet af København. Hvorfor forskellige ejere? Alle de brasserier! Det gik da meget godt dengang Tom og Birger kom om eftermiddagen og bestilte to bananer og to kopper kaffe. De sad og sludrede, mukkede. Havde måske lidt krøllede attituder, men alt var som det skulle være. Nu er Flora rigkvinde og Tom og Birger er blevet trætte. De sidder nu på det eneste brasserie der er lidt meget specielt. Her kan man købe og spise morgensko. Det gør de to herrer gladeligt, de koster bare 25 kroner parret. Flora Pjank har det mest symfoniske nærvær og den mest symfoniske personlighed og så videre og så videre. Birger var engang interessant og kan rigtig fortælle. Han har nemlig rejst. Han kan sætte ord på Flora. Det kommer der ikke noget skægt ud af, men en vis resigneret hengivenhed. En vis brogethed i det lille trekløver. Birger er den aktive. Han klør sig på ryggen når han går på gaden og ingen ved hvordan.

Reception i anledning af Brando Dalfrøcies leveråd: “Midten minder både om begyndelsen og enden, men lidt ude til højre står tiden stille”

By
Morten Hjerl-Hansen
-

Der var virkelig mange dukket op. Den vistnok ret herlige Brando Dalfrøcies bød hver deltager små guldkort med påskriften visavnerdig.dk. Virkelig noget fis at skrive i en webadresse for hvordan kan noget så inderligt som et savn nu være kollektivt. Jeg fik mulighed for at stille ham et enkelt spørgsmål.

“Ærlighed handler om, hvad man kan se.”

Hvad hvis man er blind?

“Nu skal du ikke være fræk.”

Han har haft en vis succes med at lære røvhuller nye normer

By
Morten Hjerl-Hansen
-

Hvorfor skriger du?

“Jeg skriger, fordi jeg er følelsesmæssigt intelligent.”

Jo, men du skal saft susemig ikke skrige midt i mit interview.

“Nå.”

Har du overhovedet ingen pli?

“Rolig nu. Dit svin!”

Hey hey slap lige af!

Erbin Salaxttaylor har haft en vis succes med at lære røvhuller nye normer. Oppustede dengsedrenge og selvfede narrøve.

Erbin Salaxttaylor, kan vi godt starte forfra?

“Af hensyn til dine normer, går jeg ud fra? Du er er så… så vigtig!”

Jamen hvad silen skal jeg gøre? Jeg ved det jo ikke engang selv.

“Du ved ikke en skid om dig selv. Du skal slet ikke være noget. Hør her i min cirkusdirektøroptik, og jeg er direktør for et cirkus, manege, sand, savsmuld, velduftende støv, maling, maling, maling, blå stolper, blå skosåler fordi man træder i maling, maling, maling, blå makeup, er der er slet ikke nogen der er noget. Det er derfor de kan kaste og ramme, gå på line, jonglere, hele molevitten du.”

Det er en smuk dag på vandet. Erbin Salaxttaylor har skreget så meget at havet er blevet blåt.

Intet. Sig mig hvordan skulle jeg være intet? Hvordan skulle jeg miste mig selv gennem kærligheden og genvinde mig selv og få alt?

“Jeg har ikke svaret på dit spørgsmål.”

Må jeg låne dit brevpapir?

“Men jeg har allerede skrevet på det til en god gammel ven. Se! En trediedel side!”

Jeg vil være taknemmelig dersom jeg må få det alligevel og sende det til min gamle ven i stedet.

“Så er det saft susemig godt vi har samme håndskrift.”

1...243244245...417Page 244 of 417